Menu
Forrige artikel

TV-tips, uge 42, 2023

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1027

 

I denne uge er der dokumentarer om det altid spændende britiske monarki – både fra reformationstiden og fra anden verdenskrig. Desuden dansk serie om kvindefrigørelse, en svensk naturserie om floderne – og så er Colosseum emnet for en amerikansk dokumentarserie. Desuden besøg på et museum med alt fra dagligdagen – og så taler Leif Davidsen og Bo Tao Michaëlis om Ernest Hemingway. God fornøjelse!

 

Thorsvang Samlermuseum

DK4, 18. oktober, kl. 17:55

På Møn findes Danmarks måske fineste og bedst bevarede samling af alt fra dagligdagen gennem de seneste 100 år. Museet hedder Thorsvang Samlermuseum -" og i tre udsendelser viser dk4 nogle af de mange detaljer, der får minderne til at blomstre. På Thorsvang Samlermuseum finder vi nærmest alt -" her er genopbygget tidligere forretninger med dagligvare, porcelæn, radioer, fotoapparater, frimærker, biler, motorcykler og legetøj.

 

Elizabeth II i krigstjeneste

DR2, 19. oktober, kl.  19:05

Britisk dokumentar fra 2020. (Our Queen at War) Dronning Elizabeth II er verdens længst regerende monark. Hendes offentlige pligter begyndte allerede under 2. Verdenskrig, hvor hun gjorde tjeneste i den britiske hærs Auxiliary Territorial Service. Gennem interviews med hendes barndomsven og royale eksperter dykker vi ned i Elizabeths liv og ser, hvordan 2. Verdenskrig forvandlede en genert prinsesse til en legendarisk dronning.

 

Monarkiets myter (1:6)

DR2, 20. oktober, kl. 17:30

Britisk dokumentarserie fra 2021. (Royal History's Myths and Secrets) Rygter, spekulationer og løgne. Historiker Lucy Worsley afslører, hvordan historieskrivning er blevet manipuleret og mytologiseret af generationer af politikere og forfattere. Denne gang undersøger hun den engelske Reformation. Var kong Henrik VIIIs skilsmisse fra Katharina af Aragonien den virkelige årsag til Englands splittelse fra det katolske Europa? Eller arbejdede en hemmelig politisk dagsorden bag kulisserne?

 

Fiskene i Sverige: Floderne

DR1, 21. oktober, kl. 19:00

Svensk naturserie fra 2022. (Fiskarnas Rike) Vandrende fisk, udrydningstruede fortidsvæsner og svømmende vandstære. I Sveriges strømmende vand gemmer der sig en myldrende verden. Her har selv de mindste væsener større betydning, end vi måske ser. Alt hænger sammen. Tag med på en magisk rejse gennem de svenske floder. Mød blodsugende parasitter og den superstærke laks, og hør, hvordan fiskepleje er blevet lidt af en folkebevægelse.

 

Det ender med en kvinde - Karriere

DR2, 22. oktober, kl. 12:30

Efter 100 års frigørelse er kvinden blevet så stærk, at flere eksperter mener, at manden på længere sigt risikerer at blive udryddet. Engang var kvindens plads i hjemmet. Uddannelse og karriere var noget manden fik. Vært Nanna Frank Rasmussen besøger tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, der brød normen og tager derefter til USA og møder fremtidens kvinder, der stormer frem og langsomt presser manden ud - både i forhold til uddannelse og karriere.

 

Bog og forfatter med Bo Tao Michaëlis og Leif Davidsen

DK4, 23. oktober, kl. 14:30

Leif Davidsen er kendt for sine mange spændingsromaner, der især har omdrejningspunkt i de seneste årtiers politiske klima. En af Leif Davidsens største inspirationskilder er Ernest Hemingway, der samtidig også er en af værten på "Bog og forfatter", Bo Tao Michaëlis', yndlingsforfattere. I denne særlig udgave af programmet, taler gæst og vært derfor om, hvad der kendetegner Ernest Hemingway, samt hvorfor og hvordan Leif Davidsen har ladet sig inspirere af den amerikanske forfatter. Men de når også at runde, hvorfor mange af Leif Davidsens bøger tager udgangspunkt i Rusland. Et land som han ikke havde lyst til at vende tilbage til efter sit første ophold, men som er endt med at fascinere ham i over 30 år.

 

Colosseums blodige historie (1:8)

DR2, 24. oktober, kl. 22:40

Amerikansk dokumentarserie fra 2022. (Colosseum) Kejser Titus indvier i 80 e.Kr. Colosseum. Festlighederne består af 100 dages spektakulære lege, herunder en af de mest berømte gladiatorkampe i Roms historie. To gladiatorer, barbaren Priscus og Roms mester, Verus, er blevet venner trods den barske træning. Nu skal de kæmpe til døden foran 50.000 tilskuere. Den romerske digter Martial har overleveret deres historie. Uegnet for børn.

[Historie-online.dk, den 17. oktober]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
TV-tips, uge 39, 2023
TV-tips, uge 13, 2024
TV-tips, uge 34, 2023