Menu
Forrige artikel

Vikingeskibsmuseet 26. - 30. december

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 3592

 

Vikingeskibsmuseet holder åbent mellem jul og nytår med fortællinger om vikingernes jól, og tænder nytårsbål for at fejre året, der gik - og solens tilbagekomst.

Midt i den mørke tid fejrer vi lysets tilbagevenden, ligesom mange kulturer verden over har gjort før os gennem tusinde år. Også vikingerne fejrede afslutningen og begyndelsen på et nyt år med fester i de mørke vintermåneder.

Vikingernes jól var en fejring af lyset og en tid for at aflægge løfter.  Det var en mindetid for afdøde slægtninge, og en tid hvor vikingerne samledes til mad og fest. Sidst men ikke mindst var det en anledning til at ofre til guderne for at sikre frugtbarhed og til at skåle "til år og fred". 

Vores moderne jul er en efterkommer af vikingernes fester. Tiden lige inden nytår er stadig en tid, hvor vi gør status over det forgangne år - hvor vi knytter forhåbninger til det år, der kommer, og hvor vi også ofte sætter os noget for - de traditionelle nytårsforsæt.

"Vi har nok alle noget, vi håber for det kommende år - eller måske noget vi gerne vil 'ofre' - i overført betydning", fortæller Kommunikationsansvarlig på Vikingeskibsmuseet, Rikke Johansen:
"Derfor tænder vi op i nytårsbålet, og gør klar til at vores julegæster kan afbrænde det, de ønsker at komme af med - blot ved at at skrive det på et stykke træ, smide det på bålet, og se det forsvinde op i luften med bålrøgen. På den måde kan man slutte fred med sig selv - eller måske med andre. Man kan også skrive sine inderste håb, ønsker og drømme for det nye år på et stykke træ, lægge det på bålet, og lade ilden bære dem videre".

Trods tusind år mellem nutidens mennesker og vikingetidens mennesker, har vi stadig det tilfælles, at vi ved årets slutning håber, drømmer og ønsker gode ting for fremtiden. Bålet skal minde os om, at følelser - på tværs af tid og kulturer - er eviggyldige og almenmenneskelige - og det netop er vores følelser, vi har til fælles med de folk, der levede for tusind år siden.

Fra den 26. december til den 30. december kl. 13.30 tilbyder Vikingeskibsmuseet rundvisninger for hele familien, hvor vores engagerede formidlere blandt andet fortæller om vikingernes jul på de særlige julerundvisninger.

Har man udenbys gæster, der gerne vil opleve vikingeskibene, er der daglige rundvisninger i Vikingeskibshallen på engelsk dagligt kl. 11.30 fra den 26. til den 30. december.  

Her kan du læse mere om juleaktiviteterne på Vikingeskibsmuseet

[Historie-online.dk, den 19. december 2018]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Knuds Odense -vikingernes by
1960’ernes Danmark
Havets Magt på M/S