Menu
Forrige artikel

OKTOBER

Kategori: Temaer
Visninger: 709

 

Nunc vino novo frui possumus 

På en af sine talrige vandringer på Via Appia ud af Rom stoppede den engelske historiker Mary Beard op og udbrød begejstret på latin: ”Nunc vino novo frui possumus” – ”Nu kan vi nyde den nye vin”. Vinhøsten var kommet i hus, druerne var blevet til vin, og vinen kunne nu fås i store amforaer eller udskænket på et af de mange udsalgssteder spredt ud over hele byen. Og oktober måned havde flere muligheder for at feste – og dermed også at drikke.

En af de talrige statuer af kejser Augustus, der er fundet over hele Imperium Romanum. Foto: HPN

Og anledninger var der nok af i Romerriget. Også her spillede kejser Augustus en vigtig rolle. August var navngivet efter ham – og den 12. oktober blev efter hans død markeret med de såkaldte Augustalia. Det er datoen, der markerer hans tilbagekomst fra et sejrrigt togt. I Res Gaestae divi Augustus skriver han: ”Senatet indviede Fortuna Redux-alteret foran Æres- og Dydstemplerne ved Porta Capena til ære for min tilbagevenden, og det beordrede, at ypperstepræsterne og Vestal-jomfruerne skulle bringe et årligt offer dér på årsdagen for min tilbagevenden til byen fra Syrien i Quintus Lucretius og Marcus Vinicius' konsulat [12. oktober 19 f.Kr.], og det gav dagen navnet …” Ydmyghed lå ikke til Augustus. Datoen 12. oktober blev for alvor til en virkelig festdag efter kejser Augustus’ død.

Meditrinalia

En anden af de store mærkedage var Meditrinalia. Her takkede man guderne for at , vinhøsten var kommet godt i hus. Det skete naturligvis ved, at man tømte amforaer fyldt med den helt friske vin.

Romersk sarkofag for Tiberius Claudius Secundus – en romersk aristokrat ca. 230 e.Kr. - med små keruber der tager sig af høsten af druer. Tre af dem tramper saft ud af dem. Foto: HPN.

Sarkofagen har en ganske munter inskription:

Han levede 52 år. Til ånderne af den afdøde Tiberius Claudius Secundus. Her har han alt med sig.

Og så et helt vidunderligt lille digt.

balnea vina Venus 
corrumpunt corpora
nostra sed vitam faciunt
balnea vina Venus.

”Bade, vin og sex ødelægger vore kroppe - men bade, vin og sex gør livet værd at leve.”

Kom ikke og sig, at romerne ikke havde humor.

I øvrigt har varmen stadig godt tag i Rom, så meget familieliv foregår om aftenen uden døre. På vores lille trattoria er det rart at have sit reserverede bord, så man kan nyde den friske vin. Med et lille salute til de andre stamgæster.

[Historie-online.dk, den 4. oktober 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
APRIL
Novus annus natus est
APRIL