Menu
Forrige artikel

August

Kategori: Temaer
Visninger: 1957

 

Da Octavian i år 30 f.Kr. stoppede Marcus Antonius og Kleopatra, vendte han sejrstolt tilbage til Rom og tog navnet Augustus, hvilket betyder ”agtværdig”. Et nok lidt overdrevet udtryk for en mand, der var karakteriseret gennem grusomhed og bedrag – ifølge den engelske historiker Mary Beard.

Kejser Augustus stående på Via dei Fori Imperiali i Rom. Afstøbning af marmorstatue. Augustus sørgede omhyggeligt for, at han altid blev fremstillet som ung. Og magtfuld. Foto: Erik Ingemann

Der herskede derfor en vis frygt i det romerske senat for, hvad der ville ske fremover. Derfor logrede senatorerne klogelig med halen og besluttede at opkalde den 8. måned efter Augustus. Juli var opkaldt efter Caesar (se https://www.historie-online.dk/temaer-9/artikler-51-51/julianske-kalender/juli). Men man stødte ind i et problem. For den måned havde hele 31 dage mod den 8. måneds kun 30. Det kunne jo mistolkes af Roms nye hersker. Derfor måtte man tilføje en ekstra dag. Den fandt man i februar, der på dette tidspunkt havde 29 dage og 30, når det var skudår. Tilbage var september med 31 dage, hvilket ikke gik. Derfor snuppede man en dag fra den, så den fremover fik 30. Men fuldstændig kontrol med den astronomiske kalender fik man ikke. Det rettede pave Gregor op på i 1572, efter den julianske kalender havde overlevet i mere end over 1.500 år.

Festglade romere

Romerne har tilsyneladende altid holdt af fester med alt, hvad dette indebar. Med den romerske myriade af guder og gudinder har der altid anledning til forskellige former for markeringer. I august var det således gudinden for blandt andet jagt – Diana – der gav anledning til festlige dage. Og da dyrene også skulle mærke gudindes velsignelser, var det forbudt at gå på jagt i denne periode.

I Villa Borghese parken finder man dette fine tempel viet til Diana. Foto: HPN

Diana havde mange roller herunder som beskytter for flygtninge, der her kunne få hjælp og mad. Også bortløbne slaver kunne finde hjælp i templet.

Og Augustus -kejseren? Han skrev i sit såkaldte testamente blandt andet: ”Jeg kom til en by i ler og efterlod en by i marmor” – citeret efter hukommelsen. Hans byggerier præger på imponerende vis Palatinerhøjen i dag. Og så kan man komme ind idet genåbnede mausoleum, hvor de jordiske rester af denne markante Kejser engang blev opbevaret. (Husk at bestille billetter på nettet).

Romersk mosaik visende gudinden Diana på jagt

Så er der lige ”ferragosto”.

Landbruget var langt det største erhverv i Romerriget. I år 18 f.Kr. besluttede kejser Augustus at slå flere fester sammen, så kunne folk slappe af oven på det hårde høstarbejde. Det blev oprindelig til Feriae Augusti, hvis primære dag blev fastsat til den 15. august. Sådan er det også i vore dage, hvor italienerne kan nyde fridagen. På samme tid søger folk bort fra hovedstaden for enten at tage til havet eller op i bjergene. Varmen er voldsom i august – og med klimaændringerne har den flere gange været over 40 grader. Det er mere end voldsomt, så man skal virkelig vare sig for at gå udenfor. Nabofortovets asfalt boblede ganske enkelt og er nu forsynet med helt nye fodaftryk. På samme tid brød elnettet ned grundet de mange air con anlæg, der kørt for fuld styrke.

Så august er blevet til endnu en overlevelseskamp for byboerne.

Erik Ingemann Sørensen

Se de øvrige kalenderblade i serien her

[Historie-online.dk, den 1. august 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
SEPTEMBER
JANUAR
MARTS