Menu
Forrige artikel Næste artikel

Christian 4.

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 634

Af Mikkel Leth Jespersen

I netop disse dage, hvor Golden Days – den københavnske historiesfestival - sætter fokus på Christian 4.s København, udkommer bogen Christian 4. – en europæisk statsmand (Gyldendals forlag). Renæssancen er så sandelig kommet på tapetet i år, og midt i det hele sidder Christian den fjerde godt og solidt. Ingen konger, dronninger, rigsråder, videnskabsmænd eller andre betydelige personer fra 15 og 16-tallet har været genstand for noget nær den samme opmærksomhed som Christian den fjerde. Kun Tycho Brahe synes at glimte som en enlig stjerne et sted bag den mægtige konge, når det kommer til fremstillingen af renæssancen.

Christian 4. – en europæisk statsmand er en gennemrevideret udgave af Steffen Heibergs Christian den fjerde biografi fra 400-års-jubilæet i 1988, som havde titlen Christian 4. Monarken, mennesket og myten. Uden at have læst første udgaven kan det konstateres, at Heiberg har foretaget en gennemgribende revision af bogen. Udover den imponerende billedside og en betydelig mængde nyere litteratur på litteraturlisten, er dele af bogen stærkt præget af de temaer, som Heiberg har beskæftiget sig med siden første udgivelsen: Gottorperne, temaet ”herskab” og Frederiksborg slot er enkelte eksempler. Flere temaer, som er kommet til eller blevet uddybet kunne føjes til ved en systematisk gennemgang af de to bøger.

At Steffen Heiberg er en af de fremmeste kendere af Danmarks og Europas historie på Christian den fjerdes tid er uomgængeligt. Og bogen handler om meget andet end Christian den fjerde, måske for meget, men det vender jeg tilbage til. Igennem hele fremstillingen sættes enkelte begivenheder ind i deres større sammenhæng. Når det kommer til de komplicerede forløb i det internationale politiske spil i forbindelse med krige og fredsslutninger fører Heiberg læseren med kyndig hånd, så man kan følge med, og få glæde af forfatterens overblik. Det er dog ikke kun storpolitikken, der har Heibergs interesse. Beskrivelser og tolkninger af periodens kunst og arkitektur har en fremtrædende plads i bogen.

Et eksempel på Heibergs veloplagte fremstilling kommer til udtryk i forbindelse med beskrivelsen af Frederiksborg slot, som han fra sit daglige arbejde kender særdeles godt. Det lyder således: ”Frederiksborg (er) i virkeligheden ikke andet end en traditionel dansk herregård, blot forstørret op til det fyrstelige format. Her kunne ingen herremand, hvor rig han end var, være med. Med Frederiksborg demonstrerede Christian 4., at der var forskel på konge og knægt” (s. 101). Fortælling og tolkning flettes således elegant sammen i teksten.

Heibergs bog er den anden genudgivelse af en Christian den fjerde biografi, som ”Renæssanceår 2006” byder på. I foråret kom også en genudgivelse af Benito Scocozzas biografi Christian 4. (Politikens forlag). Som forsideillustration har man valgt det samme billede. Pieter Isaacsz smukke portræt af kongen som triumfator fra omkring 1611-15 pryder omslaget på begge bøger. Der er dog den væsentlige forskel, at på forsiden til Scocozzas bog har man valgt at zoome ind på ansigt og brystkasse, mens billedet på Heibergs er i næsten fuld gengivelse. Indholdet i de to biografier adskiller sig også derved, at der i Scocozzas biografi er zoomet mere ind på kongen og hans person, hvor Heiberg har langt mere baggrund med og går mere i dybden – den er også knap 200 sider længere.

Det må overvejes, om Heibergs store værk egentlig holder sig inden for rammerne af en biografi. Kongens person dominerer ganske vist fremstillingen, men det gjorde Christian den fjerde jo, hvad enten det drejer sig om periodens politiske historie, kunsthistorie, arkitekturhistorie, søfartshistorie osv. osv.. Der er i udstrakt grad tale om en bog om hele Danmarks historie under Christian den fjerde med udgangspunkt i kongen.

Et andet punkt, hvor Heibergs værk desværre adskiller sig fra Scocozzas biografi, er ved enkelte korrekturfejl, som kunne være blevet rettet i denne trods alle ændringer anden udgave. Dertil kommer, at bogen indeholder flere gentagelser, mest udpræget i billedteksterne, hvilket formentlig er et bevidst valg, men også i selve brødteksten – når bogen nu er så omfattende, burde det være undgået.

Alt i alt er kritikpunkterne blot parenteser, for det er en sand fornøjelse at læse bogen, og det er ganske vist, at Christian den fjerdes og Danmarks historie i første halvdel af 1600-tallet er fuld af spænding og dramatik. Man kender historien, og ved hvordan det hele ender, men håber dog hver gang, at det vil gå anderledes. Man kommer uundgåeligt til slaget ved Lutter am Barenberg og dets – for Christian den fjerde – katastrofale udgang. ”Men spillet var langt fra til ende. Slemt skulle blive værre, – meget værre” (s. 287). Wallenstein kom, Torstensson kom og Danmarks bekendtskab med Trediveårskrigen blev katastrofalt. Nederlag på alle fronter fulgte indtil Christian den fjerde døde på Rosenborg slot den 28. februar 1648.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Borgia
Venskabet pris
Renæssancens befæstede byer