Forfatterne og 1848
Af Ole Schramm, cand.mag. i historie og musik
Forsiden af bogen viser portrætter af de fem forfattere, som udgav de fem enmandstidsskrifter. For oven ser Meïr Aron Goldschmidt ud på læserne, og under dette portræt ser vi mindre portrætter af Grundtvig, Hans Egede Schack, Frederik Dreier og Søren Kierkegaard. Alle havde det tilfælles, at de i året 1848 eller i årene lige derefter skrev, redigerede og udgav hver deres tidsskrift. Det sort/hvide billede af Goldschmidt kan dog ikke måle sig med portrættet i farver (gengivet efter s. 138). Det er malet af den fremragende kunstner Elisabeth Jerichau Baumann.
Cand.theol. Steen Tullberg er forfatter til bogen. Han har i mere end 25 år arbejdet som editionsfilolog, der iflg. Den Danske Ordbog er en forsker, der beskæftiger sig med udgivelse eller genudgivelse af litterære værker, manuskripter, breve og andre skriftlige dokumenter. Steen Tullberg har bl.a. beskæftiget sig med Kierkegaards skrifter og Grundtvigs værker. Herudover har han skrevet flere bøger om bl.a. Løgstrup og Villy Sørensen. Da både Grundtvig og Kierkegaard som nævnt hører til de forfattere, der udgav enmandstidsskrifter, må man sige, at bogens forfatter er på hjemmebane i denne bog.
I dansk og europæisk historie er 1848 et epokegørende år pga. de revolutioner, der rystede næsten alle lande i Europa. Det var året, hvor Det kommunistiske Manifest af Karl Marx udkom. Steen Tullberg indleder bogen med et citat herfra: ”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold”. Det er i sandhed en dramatisk ouverture, som forfatteren indleder med. Det bliver spændende at se, om det er det, der sker, i de følgende kapitler?
I kapitlet ”Da Europa blev samtidig”, der følger lige efter indledningen, uddyber forfatteren denne overskrift. Historiens årsag var ”flyttet fra uden for mennesket og ind i mennesket; fra Gud og skæbnen til mennesket som historieskabende … for mænd og kvinder i 1848 var historien på en helt anden måde end i 1789 noget der skete her og nu, netop fordi man var bevidst om, at noget lignende var sket før” (s.26).
I Danmark betød 1848, at Frederik 7. opgav sin enevældige magt, og de første valg til en grundlovgivende rigsforsamling blev gennemført. Endelig begyndte den danske borgerkrig eller Treårskrigen i marts 1848. Enmandstidsskrifterne, der allerede begyndte at udkomme i slutningen af 1847, var derfor en vigtig og særdeles betydningsfuld begivenhed, som er værd at undersøge nærmere. Det er vigtigt at huske på, at censuren blev ophævet med Grundloven af 1849, hvilket må have været en lettelse for alle de skribenter, der havde mærket virkningerne heraf, bl.a. Grundtvig og Goldschmidt.
De fem tidsskrifter er Goldschmidts Nord og Syd (slutningen af 1847-1859), Grundtvigs Danskeren (1848-1851), Hans Egede Schacks 1848 (1849-1850), Frederik Dreiers Samfundets Reform (1852-1853) og Søren Kierkegaards Øieblikket (1855). Alle ved, hvem Grundtvig og Søren Kierkegaard var, hvorimod Goldschmidt, Hans Egede Schack og Frederik Dreier måske ikke vækker den samme genklang hos alle. Derfor følger en kort præsentation af de sidstnævnte samt en karakteristik af Grundtvigs og Kierkegaards tidsskrifter.
Goldschmidt (1819-1887) var en dansk jødisk forfatter, der skrev flere romaner som fx En Jøde og Hjemløs, men allerede i 1840 begyndte han at skrive det satiriske ugeskrift Corsaren, hvor han bl.a. blev kendt for sit karikerede portræt af Kierkegaard. Efter afhændelsen af dette ugeskrift foretog han en længere udlandsrejse, og ”med Nord og Syd søsatte han et europæisk orienteret tidsskrift, som ved sin bredde og ubestridelige litterære kvalitet er enestående i dansk sammenhæng” (s. 20).
Hans Egede Schack (1820-1859) var en dansk forfatter og politiker. Han tilsluttede sig i 1848 den radikale Hippodrom-bevægelse og partiet Bondevennerne, blev yngste medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling 1848-49 og medlem af Folketinget 1850-53. Men for eftertiden er han nok mest kendt for udviklingsromanen Phantasterne (1857). Han udgav 1848. Ugeblad for Politik og Litteratur (1849-50), hvor han kæmpede for Slesvigs deling efter lokalbefolkningens sprog. Det var mildest talt ikke et populært standpunkt på den tid.
Frederik Dreier (1827-1853) var en dansk samfundskritiker og socialist. Han studerede medicin, men blev ikke færdig. Han døde allerede som 26-årig, men nåede at udgive fem skrifter foruden Samfundets Reform (1852-53), der udkom i 22 numre. ”Han fremtræder i det hele taget forbløffende selvstændig i sin analytiske tilgang og i sin radikalt demokratiske og evolutionære tænkning. Dreier er den første positivist og materialist i dansk åndsliv, og hos ham er ateisme og agitation positive ord” (s. 22).
Grundtvig (1783-1872) udgav Danskeren (1848-1851), der var et modstykke til Goldschmidts europæisk orienterede tidsskrift, og mens Goldschmidt var positiv over for udviklingen, var Grundtvig grundlæggende negativ. Han reagerede løbende på udviklingen og på krigens gang, og han benyttede et væld af udtryksformer: ”artikler og artikelserier, lyrik, salmer, polemik, anmeldelser, taler, genfortællinger (af krønike- og mytestof) … En hel encyklopædi af genrer er til stede i Danskeren, som i den henseende bliver et mikrokosmos af forfatterskabet i sin helhed” (s. 21).
Kierkegaard (1813-1855) karakteriserede med Øieblikket (1855) året 1848 som en katastrofe, fordi han ”opfattede sin samtids politiske udvikling som et forsøg på at give politiske svar på problemer, der er religiøse af natur – og som ifølge Kierkegaard kun har religiøse svar” (s.22) Hans tidsskrift er også interessant, fordi det reflekterer over ”det at henvende sig i journalistisk form til offentligheden”.
Især Goldschmidt og Grundtvig bliver grundigt behandlet af Steen Tullberg, da han bruger fire kapitler til at belyse, hvad der er på spil for dem, mens Hans Schack, Frederik Dreier og Søren Kierkegaard må nøjes med et kapitel hver. Det er selvfølgelig umuligt her at behandle alle de spændende emner, som Steen Tullberg har videreformidlet i sin bog, men tidens store spørgsmål: krigen, forfatningen, danskheden og det sociale spørgsmål er berørt. Vi hører ikke kun, hvad udgiverne af enmandstidsskrifterne mener, da Steen Tullberg inddrager de mange anmeldelser af tidsskrifterne. Fx kan vi om Goldschmidts skrift Nord og Syd læse Carl Plougs anmeldelse i Fædrelandet, der var talerør for De Nationalliberale, Hother Hages indlæg i Dansk Folkeblad, der repræsenterede den mådeholdne fraktion af Det Nationalliberale Parti, samt J.P.M. Grünes anmeldelse i Kjøbenhavnsposten, ”der i løbet af 1840’erne nærmest (var) blevet et socialistisk organ” (s. 53) Her må jeg nøjes med et lille og desværre meget lidt fyldestgørende udpluk af de emner og diskussioner, som jeg især har fundet perspektivrige.
Det drejer sig først om Goldschmidts og Grundtvigs meget forskellige forståelser af og syn på dansk identitet. Grundtvig skriver i 1849 i Danskeren, ”at det er indlysende, at Goldschmidt ikke kan have erhvervet sig den sande nordiske folkelighed og danskhed ved blot at have tilegnet sig det danske sprog og de islandske sagaer, lige så lidt som Grundtvig ville kunne blive ”israelit” ved at lære hebraisk eller ved at påskønne Moses og de profetiske skrifter. Lige så indlysende er det derfor, at Goldschmidt aldrig ville kunne omfatte den danske sag med samme varme og indlevelse som det danske folk” (s. 116).
Det kunne Goldschmidt naturligvis ikke lade gå upåtalt hen, og hans svar er: ”For det første kender Goldschmidt ikke noget til sine fjerne forfædre, ej heller hvordan de endte i Danmark, for det andet har han ikke ”tillært” sig det danske sprog, men er derimod født og opdraget i det. Goldschmidt mener, at Grundtvig bevæger sig ind på farlige afveje ved at spekulere i, om mennesker tilhører det rette fødselsaristokrati, og han påpeger, at ”der er Danske af det reneste Blod, som ere Cosmopolitter, Medens Mænd af tydsk Herkomst ere faldne for den danske Sag” (s. 121).
Jeg synes, at denne diskussion minder uhyggeligt meget om den diskussion, der føres i år 2025!
Forslag om Slesvigs deling, som Schack var fortaler for (s. 161) og tanker om at både dansk- og tysksindede kunne leve sammen, som Goldschmidt gik ind for (s. 171) fik selvfølgelig ikke et ben til jorden på et tidspunkt, hvor De Nationalliberale forstod at gøre Danmark til Ejderen til en national mærkesag. Ikke desto mindre er det godt at vide, at der var andre synspunkter i debatten.
Særdeles spændende og perspektivrigt er kapitlet om Frederik Dreier. Steen Tullberg gennemgår hans tanker i Samfundets Reform, og han skriver, at ”De aftvinger stadig respekt” (s. 345), hvorimod han ikke har samme respekt for ”deres ideologiske fundament: naturvidenskaben som altings værdimåler”. Mathilde Fibigers brevroman Clara Raphael, der udkom i december 1850, der udløste en omfattende debat om kvindernes emancipation, fik naturligvis Frederik Dreier på banen, og det var ham, der bragte debatten ned på jorden. Han ”kobler kvindens og familiens udvikling med demokratiseringen af samfundet” (s.251).
Meget overraskende er det umiddelbart, at der er ligheder mellem Dreiers skrift Aandetroen og Kierkegaards Øieblikket, for ”det (er) svært at forestille sig en større modsætning til Dreier end Søren Kierkegaard” (s. 295). ”Men indledningen til Aandetroen rummer udfald mod præstestanden, der slående minder om præstekritikken i Øieblikket både indholdsmæssigt og stilistisk” (s. 298).
I sit korte afsluttende kapitel ”Det moderne Danmarks intellektuelle fødsel” giver Steen Tullberg en perspektivrig karakteristik af, hvad enmandstidsskrifterne betød for den debat, som efter 1849 ”men i praksis allerede gældende fra slutningen af januar 1848” (s. 340), kunne udfolde sig uden frygt for censurens ødelæggende indgreb. Med et tilbageblik på citatet fra Det kommunistiske Manifest, der indledte bogen, skriver forfatteren, at tidsskrifterne ”kan betragtes …. som forsøg på at etablere faste punkter i den nye tidsalders rivende strøm, hvor ”alt fast og solidt fordufter. Det, der før 1848 stod uantastet, var pludselig genstand for kritik og forhandling” (s. 341). Spændende er også Steen Tullbergs perspektiv på tidsskrifternes betydning, da han skriver: ”De positioner, man kan læse ud af tidsskrifterne, peger i høj grad fremad mod kulturkampen i 1870’erne og 80’erne … (og man) kan sige, at hvis kulturkampen og det moderne gennembrud er den danske kulturdebats dåbsattest, så er enmandstidsskrifterne dens fødselsattest” (s. 343).
Sammenfattende kan jeg kun give Steen Tullbergs bog mine varmeste anbefalinger. Hvis man er interesseret i det danske demokratis fødsel og de diskussioner, som blev mulige efter censurens ophævelse, er denne bog utrolig spændende og givende. Disse emner får vi sjældent belyst, når vi læser oversigtsværkerne over Danmarks historie. Men det gør vi i denne bog. Denne anmelder påskønner, at fodnoterne findes nederst på siderne. Dog er manglen på et sagregister en mindre skønhedsplet.
[Historie-online.dk, den 10. december 2025]
