Menu
Forrige artikel Næste artikel

Kongeblod og fyrstedømme

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 413

Af Michael Bregnsbo, lektor, ph.d., Syddansk Universitet, Odense. 

Hertug Hans den Yngre (1545-1622) af Slesvig-Holsten-Sønderborg var yngre søn af kong Christian III, der regerede 1536-59. Dermed var hertug Hans bror til kong Frederik II (konge 1559-88) og således farbror til Christian IV. Slesvig og Holsten hørte til den danske stat, men de var ikke ligestillede dele af Danmark, men hertugdømmer. Som hertugdømmer havde de statsretlig særstatus, men kunne ikke føre selvstændig udenrigspolitik. Hertugdømmet Slesvig stod i troskabsforhold til kongen af Danmark, mens hertugdømmet Holsten havde den tysk-romerske kejser som sin øverste overherre, der dog havde uddelegeret hertugmyndigheden til den familie, der også sad på den danske kongetrone.

I 1544 havde Christian III delt hertugdømmerne Slesvig og Holsten mellem sig selv og sine to yngre brødre, således at de hver især havde fået tildelt bestemte, geografisk usammenhængende områder. Det, man havde delt, var indtægterne fra bøndergodset i de forskellige områder, mens den politiske hertugmyndighed lå hos alle hertugerne i fællesskab. Selv om både Slesvig og Holsten således var blevet delt mellem tre hertuger (hvoraf en af dem var identisk med kongen af Danmark), så var der fortsat tale om to hertugdømmer, som imidlertid blev styret af flere hertuger i fællesskab. Den lokale adel havde ikke været begejstrede for denne opdeling, men problemet var, at der skulle skaffes standsmæssig forsørgelse for yngre kongesønner, og i selve kongeriget Danmark kunne den slags territorielle opdelinger ikke komme på tale.

Efter Christian IIIs død i 1559 stod man på ny med et problem med arvedeling mellem tre kongesønner, nemlig Frederik II og hans to yngre brødre, Magnus og Hans, hvoraf de to sidstnævnte skulle have standsmæssig forsørgelse med yderligere territorielle opdelinger af hertugdømmerne til følge. Det lykkedes imidlertid at skaffe Magnus det sekulariserede fyrstbispedømme Øsel-Wieck, en ø ud for det nuværende Estlands kyst samt områder få Estlands fastland, således at man kunne nøjes med at dele de områder af Slesvig og Holsten, som Christian III havde fået tildelt i 1544, mellem Frederik II og hans yngre bror, Hans. Og det er denne hertug Hans, til forskel fra sin farbror af samme navn kaldet Hans den Yngre, som bogen handler om. Adelen i hertugdømmerne var dog fortsat modvilligt indstillet over for yderligere territorielle opdelinger, og derfor måtte Hans nøjes med at være ”afdelt” hertug. Det indebar, at han nok havde titel af hertug, men at han modsat de andre hertuger ikke kunne deltage i den politiske styrelse af hertugdømmerne og således ikke have indflydelse på hertugdømmernes finansielle og militære anliggender.

Hans den Yngre fik gradvist tildelt en række mindre områder af Slesvig og Holsten, hvoraf de største geografisk samlede besiddelser var øerne Als og Ærø. Som afdelt hertug var Hans den Yngre reelt ”kun” storgodsejer, og ikke territorialfyrste, men som kongesøn og bror (og senere farbror) til kongen af Danmark følte han sig først og fremmest som fyrste frem for som adelsmand og godsbesidder. Og det kom til at kendetegne hans liv og virke. Han var energisk og initiativrig og forstod at få landbruget i sine godsområder til at blomstre og blive kilde til velstand. Men han var også standsbevidst og stræbte efter at opnå den anerkendelse som fyrste, som han mente sig berettiget til i kraft af sin byrd og titel. Øerne Als og Ærø hørte statsretligt under hertugdømmet Slesvig, men i kirkelig henseende hørte de under kongeriget Danmark, idet de var dele af Fyns Stift. Hans den Yngre førte en lang, sej, men forgæves kamp mod sin bror, Frederik II, om at få tildelt kirkehøjheden over Als og Ærø og dermed retten til at udnævne præster, at oppebære sin andel af kirkens indtægter foruden pligten til at vedligeholde kirkerne. Men til trods for at det ikke skortede på vilje fra Hans’ side, lykkedes det ham dog aldrig at komme igennem med det krav.

Selv om hertug Hans den Yngre aldrig fik sine fyrstelige ambitioner opfyldt, blev han imidlertid stamfader til en sidelinie af kongefamilien. Og da mandslinien i den danske kongefamilie (oldenborgerne) mere end 300 år efter hertug Hans var død, kom en ny gren af kongefamilien, glücksborgerne med Christian IX, hvis efterkommere som bekendt siden har siddet på den danske trone, til. Og Christian IX nedstammede netop fra Hans den Yngre.   

Ifølge forfatteren huskes hertug Hans nu om dage af enhver ”historisk interesseret ærøbo”, ikke mindst derigennem, at han lod opføre den endnu eksisterende herregård Søbygård. Og forfatteren, Karsten Hermansen, er om nogen en sådan historisk interesseret ærobø, han har ph.d.-graden i historie og ernærer sig som organist ved Marstal Kirke. Ifølge forordet er udgivelsen af denne bog udtryk for ”en mangeårig drøm”.  Men også for andre end ærøboer skønnes hertug Hans med alle sine ambitioner om at opnå fyrstelig status at have interesse ”den dag i dag, hvor det er så almindeligt, at mennesker selv vælger en identitet, som de iscenesætter og efterlever” (s.7), ligesom bogen vil kunne give ”et blik ind i den brogede territorialfyrstelige verden, som Hans den Yngre på godt og ondt følte sig som en del af” (s.9).

Bogen er en biografi, dog ikke en traditionel fra-vugge-til-grav-biografi. I stedet for er den bygget op omkring 10 vigtige datoer i hertug Hans’ liv, hvor forfatteren slår ned på centrale forhold i forståelsen af Hans’ liv og virke, som beskrives, forklares og sættes ind i en nærmere sammenhæng, naturligvis med udblik til forhold og hændelser både før og efter den pågældende begivenhed. Derved får man alligevel en sammenhængende levnedsskildring af hertug Hans.

Bogen rundes af med kapitlet ”Mindet – myten og meningerne”. Det er ikke noget ubetinget godt minde, hertug Hans har efterladt sig. Han var som allerede nævnt stædig og rethaverisk, som godsherre var han streng og nøjeregnende, ikke så lidt af en bondeplager faktisk. Hans bestræbelser på at rationalisere sine godser gennem stordrift førte til, at han lod mange bondegårde nedlægge og bønderne sætte ud, ligesom rygtet også vil vide, at han lod foretage summariske henrettelser undertiden af uskyldige. Karsten Hermansen kan dog med henvisning til megen nyere forskning om hertug Hans i høj grad nuancere dette ufordelagtige eftermæle. Hertug Hans var påvirket af de ”territorialfyrstelige idealer og traditioner, som herskede i den tids Nordtyskland” (s.112). Det forklarer også Hans’ ihærdige, selvrådige og stædige, men forgæves forsøg på at opnå kirkehøjheden over Als og Ærø. En hertug var ikke noget selvstændigt statsoverhoved, der kunne føre egen udenrigspolitik. Men det, der i Nordtyskland adskilte en hertug fra andre adelige godsejere, var netop, at hertuger i modsætning til adelige godsejere var udstyret med kirkehøjheden.

Bogen er skrevet i et klart, almenforståeligt og velformuleret sprog, ligesom forfatteren er god til at fremmane stemningsbilleder. Og man må virkelig sige, at det lykkes for forfatteren at give et indblik i ”den brogede territorialfyrstelige verden”.  Undertiden kunne man dog ønske sig lidt mere af dette indblik. Når det eksempelvis bliver fortalt om Hans’ mor, enkedronning Dorothea, hvorledes hun glædede sig over, at Hans blev gift og stiftede familie, at det ”varmede hendes ægteskabsivrige moderhjerte” (s.30), kunne det gerne have været påpeget, at ægteskabsindgåelse i den ”brogede territorialfyrstelige verden” var et centralt instrument i bestræbelserne på at befæste, styrke og udvide sin fyrsteværdighed gennem netværks- og alliancedannelse.

Slesvig og Holsten blev som bekendt slagmark for en langstrakt og forbitret nationalitetskonflikt mellem dansk og tysk i løbet af 1800-tallet. På hertug Hans’ tid betød den slags nationale modsætninger ikke noget, hvilket Karsten Hermansen da heller ikke hævder.  Men ved gennemlæsningen af det sidste kapitel om historikernes syn på hertug Hans gennem tiden savner man overvejelser over, hvor vidt historikernes opfattelse fra 1800-tallet og frem er blevet farvet af nationalitetskonflikten og deres eget ståsted heri, og hvordan det i givet fald har influeret deres billede af hertug Hans.

Bogen er rigt illustreret, og illustrationerne er ikke overflødigt pynt, for ikke mindst de mange billeder af de bygninger, Hans lod opføre, samt portrætter af ham selv og hans slægtninge er med til at understrege og dokumentere bogens pointe om, at hertug Hans var en afdelt hertug med brændende ønsker om at opnå fuld territorialfyrstelig værdighed. Billederne er gengivet i farver og bogens store formal bevirker, at de virkelig kommer til deres ret.

Danske historikere vælger ofte hertugdømmerne fra, når de beskæftiger sig med danmarkshistoriske problemstillinger, og det sker som regel med den begrundelse, at forholdene her var meget anderledes end i kongeriget og ikke så lidt mere komplicerede. Og vist var de territorielle forhold i hertugdømmerne anderledes og komplicerede, og det blev ”værre” endnu, da hertug Hans’ i sit testamente delte sin besiddelser mellem fem af sine i alt seks sønner. Men Karsten Hermansen demonstrerer med sig bog, at selv om forholdene var komplekse, er det fuldt ud muligt at skildre dem på en klar, almenforståelig og meningsfuld måde, samt at man snyder sig selv for væsentlige og værdifulde indsigter i ”den brogede territorialfyrstelige verden”, hvis man springer over, hvor gærdet er lavest, og vælger hertugdømmerne fra.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det stockholmske blodbad
Broderstrid
Jarlen af Bothwell