Menu
Forrige artikel Næste artikel

Beskyt de værdige fattige!

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 616

Af Jørgen Mührmann-Lund, Aarhus Stadsarkiv

Siden 1970’erne har der været en enorm interesse for forskning i fattigforsorgens historie, som ikke er blevet mindre med de seneste års debat om velfærdsstatens fremtid. Et centralt spørgsmål er sondringen mellem værdigt trængende fattige og uværdige lediggængere, som i kølvandet på finanskrisen blev personificeret i debatterne om Fattig-Karina og Doven-Robert. Netop derfor har Inger Lyngdrup Nørgårds analyse af synet på og behandlingen af fattige i København 1770-1874 ikke kun relevans for faghistorikere, men også for den bredere offentlighed.

Der er på forhånd et enormt korpus af publikationer om velfærdstatens rødder, som omfatter adskillige afhandlinger, storværket Dansk Velfærdshistorie og senest Jørn Henrik Petersens syntese ”Fra Luther til konkurrencestaten”. Inger Lyngdrup Nørgårds bog er en lettere omskrevet version af en ph.d.-afhandling, som dels blev til på Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet og Københavns Stadsarkiv. Det sidste sted har udgivet en række spændende publikationer om fattigforsorgens historie i København og senest er fattigvæsenets arkiv blevet digitaliseret for perioden 1799-1940. Inger Nørgård Lyngdrups bog er baseret på et omfangsrigt kildemateriale, som ikke blot kommer fra fattigvæsenet, men også fra de private understøttelsesforeninger og ikke mindst fra kommissionsbetænkninger og offentlige debatter om reformer af fattigforsorgen. København er valgt, da der her i højere grad end i de mindre byer var basis for filantropisk velgørenhed med et mere formelt forhold mellem givere og modtagere.

Forfatteren vil undersøge ændringer i opfattelsen af værdighed og behandlingen af de fattige, herunder hvorfor fattigvæsenet også fik til opgave at understøtte de uværdige fattige, hvorfor de private bidrag til det offentlige fattigvæsen svandt ind og hvordan den private velgørenhed blev udsondret af det offentlige fattigvæsen. Endelig er bogen den første syntese over den københavnske fattigforsorgs historie siden Marcus Rubins fremstilling af det københavnske fattigvæsens historie fra 1879. Forfatteren positionerer sig i forhold til den hidtidige forskning ved blandt andet at stille spørgsmålstegn ved Søren Kolstrups påstand i Dansk Velfærdshistorie, om at den afgørende differentiering mellem værdige og uværdige fattige først fandt sted i anden halvdel af 1800-tallet. Metoden er en pragmatisk diskursanalyse med fokus på samspillet mellem diskursen om de fattige og det levede liv med mindre overbevisende brug af Pfau-Effingers begreb om kollektiv kultur og Kosellecks begreb om tidslag.

Bogens analyse er delt i tre kapitler, som henholdsvis behandler perioderne 1770-1799, 1800-1849 og 1850-1874. Fælles for perioden var, som titlen antyder, en bestræbelse på at beskytte de værdigt trængende fattige imod fattighjælpens stigmatiserende virkninger. Forfatteren gentager den gængse forestilling om, at sondringen mellem uværdige og værdige indførtes som led i reformationens opgør med den katolske almissekultur, selvom der allerede skelnes mellem uarbejdsdygtige og arbejdsføre tiggere i Christian 2.s Land- og Byliv fra 1522. Som middelalderhistorikeren Carsten Selch-Jensen har vist, kan sondringen mellem ”ærlige” og ”uærlige” samt egne og fremmede tiggere nemlig spores helt tilbage til 1300-tallet.

Indtil 1700-tallet anerkendte den danske lovgivning kun de uarbejdsdygtige fattige som værdige til almisser, mens de arbejdsføre blev straffet med tvangsarbejde. I 1698 og 1708 indførtes et fattigvæsen i København med forbud mod tiggeri kombineret med indsamling og uddeling af almisser af fattigforstandere på sognebasis. Analysen begynder med en reform af fattigvæsenet i 1771, hvor det under indflydelse af tidens patriotiske strømning også blev det københavnske fattigvæsens opgave at skaffe arbejde til ”stræbsomme” fattige. I den forbindelse blev der opført seks arbejdshuse i perioden 1787-92 uden samme stigma som tugt- rasp- og forbedringshuset på Christianshavn, som blev et regulært fængsel i 1790. I fattigplanen fra 1799 blev der etableret et sekulært fattigvæsen for hele byen, som også fik til opgave at hjælpe de uværdige fattige, da det nye kriterium for hjælp blev ”trang” og ikke som hidtil en vurdering af den fattiges moralske habitus.

I dette ”moderne” fattigvæsen blev de fattige dog underlagt fattigvæsenets politiret, som på husbondretlig vis kunne dømme ”uvillige” fattige til tvangsarbejde. Fra 1822 foregik dette på institutionen Ladegården, hvor ”farlige” fattige blev isoleret som led i det tidlige 1800-tals ”sikkerhedspoliti”. Forfatteren argumenterer overbevisende for, at inklusionen af uværdige fattige under fattigvæsenet var grunden til, at de frivillige bidrag til fattigvæsenet svandt ind og ligeledes det frivillige arbejde, hvorfor der måtte indføres en fattigskat i 1814 og løn til medlemmerne af fattigdirektionen i 1815. Fra 1840 voksede der i stedet en privat filantropi frem, der fokuserede på at redde de værdige fattige fra fattighjælpens deklasserende virkninger, som blev overført til Grundlovens bestemmelser om tab af borgerlige rettigheder til modtagere af fattighjælp.

I perioden 1850-1874 kom fokus på fattigdommens sociale årsager med indførelsen på nationalt plan af ikke-deklasserende fattighjælp til soldaterfamilier under Treårskrigen og dyrtidshjælp i 1850’erne, men dette var ubetydelige skridt imod alderdomsunderstøttelsesloven i 1891. Derimod blev fattigforsorgen i København søgt organiseret på den måde, at den private filantropi fik til opgave at redde de værdige fattiges værdighed med ”næstekærlig” hjælp til selvhjælp, mens det offentlige fattigvæsen specialiserede sig i ”kold” disciplinering af uværdige fattige. Analysen ender med organiseringen af den private filantropi med Københavns Understøttelsesforening i 1874.

Alt i alt er der tale om en grundig og skarp analyse af den københavnske fattigforsorgs udvikling i perioden med fokus på ændringer i synet på værdighed. Der er ikke tale om en letlæst formidlende fremstilling, men en videnskabelig afhandling med solidt afsæt i et stort kildemateriale og såvel dansk som udenlandsk forskningslitteratur. Inger Lyngdrup Nørgård skal desuden have ros for en mere helhedsorienteret fremstilling af fattigforsorgens historie ved også at inddrage periodens private velgørenhed og filantropi fremfor udelukkende at fokusere det offentlige fattigvæsen og træk, der peger frem mod den senere socialhjælps- og velfærdsstat. Måske kunne der være trukket nogle linjer tilbage til den foregående periode, som f.eks. kunne anskueliggøre forskellen mellem de gamle tugthuse og de nye arbejdshuse. Således hedder det fejlagtigt, at uværdige fattige blev straffet som kriminelle med fængsling i den foregående periode, selvom tugthusene oprindelig var tænkt som forbedringsstraffe for betleri og løsgængeri. Disse forseelser blev ikke anset som kriminalitet, men som mindre alvorlige brud på ”god politi” - den samfundsøkonomiske orden. Endelig skulle arbejdsløse også kunne tilbydes arbejde i tugthusene i Viborg og Odense (grundlagt henholdsvis 1743 og 1752). På samme måde kunne der sikkert være trukket nogle lange linjer ind i den efterfølgende periode, men det skal ikke skygge over, at forfatteren demonstrerer overblik over den analyserede periode. Derudover er der kun småfejl, som at den tyske kameralist Johann Heinrich Gottlob von Justi er blevet til ”Johann Heinrich von Gottlieb”.   

 

Historie-online.dk, den 19. juni 2017 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Revolutionens skygger
For Kongen og Flåten
Byen brænder