Menu
Forrige artikel Næste artikel

Flugten fra Auschwitz – Rudolf Vrba

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1292

Af Brian Traantoft Rasmussen, BA i historie og BA i religionsvidenskab

Den 10. april 1944 lykkedes det for slovakken Rudolf Vrba og hans medfange og landsmand, Alfréd Wetzler at flygte fra nazisternes mest berygtede koncentrationslejr, Auschwitz II-Birkenau. På daværende tidspunkt havde den kun 19-årige Vrba og den 25-årige Wetzler allerede tilbragt over 2½ år i nazisternes arbejds-og udryddelseslejre. I sig selv en bedrift i en uhyggelig mareridtsvirkelighed, hvor daglige arbitrære henrettelser for ubetydelige forsømmelser, såsom manglende skjorteknapper eller en hoste på et forkert tidspunkt, kunne medføre tæsk til døden. I et helvede hvor op mod 900.000 jøder menes at være blevet henrettet ved gasning fra slutningen af 1941 og frem til november 1944, og hvor specielt det sidste halve år medførte en effektiviseret og intensiveret brug af Zyklon B.
Som jøder var Vrba og Wetzler placeret lavt i koncentrationslejrens hierarki, og blev de internerede i Auschwitz II-Birkenau ikke ofre for gasning, plettyfus, dysenteri, sult, vandmangel eller den nedslidende arbejdsbyrde, var barakkernes rigide kaporegime, de sadistiske SS´er eller stærkere medfangere, der i et svagt menneskes madrationer nærede et håb om overlevelse, en allestedsnærværende risikofaktor.

Bogen er gennemført barsk og virker nærmest helt uvirkelig i sin nøgternt beskrevne brutalitet og absurd voldelige tilfældighed. Grunden til, at Vrba og Wetzler alligevel overlevede og formåede at flygte var lige dele held, livsvilje og overlevelsesevne. De lærte begge at afkode kapoerne og trekanternes betydning, at gøre sig nyttige for de rigtige og undgå de forkerte og at forstå vigtigheden af det sorte marked. De lærte at lukke øjnene for de daglige rædsler og kun at tænke på én dag af gangen. Samtidigt hermed, steg de støt og roligt i lejrens sociale anciennitetshierarki og opnåede indflydelse via kontakter fra lejrens undergrundsbevægelse. En livsnødvendig indflydelse der gentagne gange reddede deres liv.
Med sit arbejde i rydningskommandoen, senere på ankomstperronen, samt sit kendskab til undergrundsbevægelsen, fik Vrba i begyndelsen af 1944 anelser om den forestående igangsættelse af nazisternes udryddelsespolitik i Ungarn. Det var denne indsigt, der fik Vrba og Wetzler til for alvor at igangsætte forberedelserne til flugten. Da Ungarn blev besat af tyskerne i foråret 1944, nærede Vrba det håb, at op mod en million ungarske jøder kunne reddes, hvis blot oplysningerne om lejren og den forestående jøderazzia kunne offentliggøres i tide. Wetzler og Vrba havde håbet på en militær opstand, på et jødisk oprør, hvis folk fik indsigt i den skæbne, der ventede dem, hvis de frivilligt lod sig internere.

Efter den besværlige flugt over grænsen til Slovakiet, fik Vrba og Wetzler kontakt til ledende jødiske personer i Zilina, og her aflagde de, hvad der kom til at hedde Vrba-Wetzler rapporten. Rapporten var en kortfattet men detaljeret gennemgang af de rædsler, de havde oplevet bag hegnet i Auschwitz i de forgange år. Men oplysningerne blev til Vrba og Wetzlers rædsel ikke taget alvorligt. Grundet en dybtfølt skepsis fra alle sider i det slovakiske jødiske miljø, og en egocentrisk jødisk leder i Budapest, der solgte oplysningerne til nazisterne mod betaling i personlig beskyttelse, nåede, ifølge Vrba, hundredetusindevis af ungarske jøder alligevel at blive deporteret til Auschwitz i 1944. Rapporten blev dog snart internationalt anerkendt og udbredt til både Roosevelt og Churchill, og efter krigen blev rapporten et historisk nøgledokument i bevisførelsen i Nürnbergprocesserne grundet de eksplicitte beskrivelser af drabsmetoder og de implicerede gerningsmænd.

En kort version af bogen blev oprindeligt dikteret og nedskrevet som en artikelserie til Daily Herald journalisten Alan Bestic i marts 1961. Ifølge Rudolf Vrba havde årtierne forinden været præget af udbredte antipatier overfor jøder, og en decideret antisemitisme var for opadgående i store dele af især Centraleuropa. Den offentlige diskussion omkring Holocaust var derfor yderst tabubelagt. Denne ændrede sig ifølge Vrba omkring året 1960, hvor den berygtede Adolf Eichmann blev anholdt og dødsdømt ved retten i Israel under hele den internationale presses bevågenhed. Det var i denne forbindelse, at den daværende kemiker Rudolf Vrba blev interviewet omkring sit ophold og flugten fra Auschwitz. Artiklerne vakte stor international interesse, og i 1962 blev han kontaktet af den tyske offentlige anklager i Frankfurt am Main. Dette blev begyndelsen til et mere end 30 års langt samarbejde med de tyske myndigheder om retsforfølgelsen af nazister med tilknytning til Holocaust.
Vrba oplevede dog efter artikelseriens udgivelse, at folket på gaden nægtede at tro på de uhyrligheder, han berettede om. Derfor følte han, at tiden var inde til at fortælle hele den udførlige beretning og resultatet blev nærværende bog, der blev udgivet første gang i 1963.
Man må formode, at en så detaljeret erindringsbog som denne, der nedfældes næsten 20 år efter begivenhederne fandt sted, automatisk indeholder nogle historiske unøjagtigheder. Det vil sandsynligvis altid være tilfældet med både den reflekterende og beskrivende erindringsgenre, men de bærende elementer i fortællingen baseres dog på beretningerne i den førnævnte Vrba-Wetzler rapport fra 1944. I forlængelse af det daværende påbegyndte samarbejde med de tyske anklagere, var formålet med bogen desuden at gøre offentligheden opmærksom på de nazister, som aldrig var blevet retsforfulgt for deres gerninger.  

Værket er en genudgivelse fra 2002 af 1963-udgaven, men her i en lettere revideret version. Vrba´s egne kommentarer fremgår stadig i noteapparatet, men dertil har redaktionen tilføjet uddybende bemærkninger hvor de har fundet det nødvendigt.
Værket har endvidere den styrke, at den oprindelige Vrba-Wetzler rapport som den blev dikteret og nedskrevet kort efter deres flugt, er oversat og vedhæftet bogens sidste halvdel.

I forbindelse med det reviderede kommentarspor til bogen, kan det dog undre, hvorfor der ikke knyttes en kommentar til Vrba´s estimat vedrørende antallet af dræbte i Auschwitz II-Birkenau. Vrba estimerede under sit ophold, på baggrund af samtaler med andre indsatte, nøje opregninger over antallet af ankomne togvogne, af brændsel brugt i krematorierne, af madleverancer og numre benyttede i det fortløbende registreringssystem, at der alt i alt blev henrettet omkring 2.750.000 mennesker i Auschwitz II-Birkenau i den tid, Vrba var interneret. Som Vrba selv nævner, er disse tal behæftet med en vis usikkerhed, men igennem de seneste årtiers holocaustforskning er antallet af ofre i Auschwitz II-Birkenau dog nedjusteret til sammenlagt omkring 1.100.000-1.200.000 mennesker. Det er umuligt at angive et præcist antal, men ca. 900.000 af disse menes at være henrettet ved gasning.
At Vrba´s talangivelser ikke kommenteres, ændrer selvfølgeligt intet ved, at hændelserne var forfærdelige på alle tænkelige måder. Men når nu værket på mange andre områder er opdateret, kunne det have været passende med en henvisende kommentar til den nyere forskning indenfor området.  

Bogen er en ubehagelig anmelderoplevelse, om et mørkt kapitel i menneskehedens historie. Den er velfortalt i al sin gru, informativ og morbid spændende læsning.

Lagt på historie online den 8 febuar 2017

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Solen sortner og jorden synker
Erindringens fremtid
Grossman-dagbøgerne 1941-45