Menu
Forrige artikel Næste artikel

Gideon Greif

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 847

Af: Palle Andersen, Historisk Samling, Sydvestjyske Museer

Fra 1942 begyndte transporter af jøder fra store dele af det tyskbesatte Europa at ankomme til den kombinerede arbejds-, koncentrations- og udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau. Og efterhånden som de såkaldte rene dødslejre lukkede ned, blev Auschwitz omdrejningspunktet for det nazistiske drab på de europæiske jøder. Mordprocessen i lejren antog en nærmest samlebåndsagtig industriel karakter, hvor nazisterne på bestialsk vis tvang jødiske fanger til at håndtere de sidste faser af processen. Disse fanger var organiseret i Sonderkommandoet (SK), og det er deres historie og deres beretninger, som er bogens tema, idet bogen bringer syv beretninger og interviews med tidligere medlemmer af SK.

SK-fangernes ”arbejde” var bl.a. at få ofrene til at afklæde sig i et rum tæt på gaskammeret og få de intetanende ofre til at gå ind i gaskammeret. Få minutter senere tømte en anden kommando gaskammeret for lig, en anden kommando rengjorde gaskammeret, således at den næste gruppe af ofre ikke anede uråd. Før kremeringen i gruber eller ovne fandt sted, skulle guldtænder trækkes ud og kvindehår afklippes.

Hvordan reagerede fangerne på at blive placeret i SK? Det oprindelige chok over arbejdets karakter afløstes i mange tilfælde af en tilvænning, hvor sanser og følelser blev sløvede. En tidligere SK-fange har omtalt mandskabet som robotter. Reaktionen var sandsynligvis en form for psykologisk forsvarsmekanisme. Hvilket ikke udelukkede en dyb medfølelse med ofrene, en skamfølelse over arbejdet og en afmagtsfølelse over ikke at kunne redde de jødiske ofre fra deres skæbne. Selvmord blandt SK-mandskabet var sjældne. En grund var formentlig trangen til at leve, overleve. Og overleve også, eller især, med henblik på at kunne afgive vidnesbyrd om mordet på jøderne i Auschwitz. Men da SK-fangerne bar på en hemmelighed, var chancerne for overlevelse små. Med mellemrum likviderede SS dele af Sonderkommandoet. Så allerede i samtiden nedfældede en lille gruppe af SK-fanger beretninger om mordet. Beretningerne blev anbragt i metaldåser og gravet ned tæt ved krematorierne. Kun cirka 80 SK-fanger overlevede Auschwitz ud af mange hundrede.

Et hovedmotiv for SS til at etablere Sonderkommandoet var at overføre ansvar og skyld for jødemordet til jøderne selv. Jøderne skulle delagtiggøres, korrumperes. Og man må sige at SS´ mission lykkedes. Når SK-overlevende efter krigen berettede om deres liv i Sonderkommandoet blev de mødt af en mur af kulde, vantro og kritik. Primo Levi, der selv overlevede Auschwitz som ”almindelig” fange, udtrykte bekymring over SK-fangernes moral, deres apati, men han afstod fra at dømme. Anderledes med Hannah Arendt, der skarpt fordømte SK-fangernes arbejde. Arendt mente, at fangerne havde tilsluttet sig SK af egoistiske grunde, dvs. for selv at undgå døden. Og hun mente, at SK var selve mordmaskineriet. Som en konsekvens af den udbredte kritik valgte de fleste SK-overlevende tavsheden.

Gideon Greif påpeger imidlertid, at apatien ikke var enerådende. Der var eksempler på, at SK-fanger, som havde sat sig i besiddelse af værdigenstande, mad og medicin, fundet i ofrenes tøj og bagage, fik smuglet nogle af genstandene og maden over pigtrådshegnet og ind i stamlejren til gavn for andre fanger. Og ganske mange SK-fanger var i en længere periode inddraget i planlægningen af den opstand, der blev udløst i oktober 1944. Med hensyn til Arendts kritik gør Greif opmærksom på, at man ikke kunne tilslutte sig SK. Man blev udpeget af SS. Tvunget. Og nægtede man, blev man gasset. I øvrigt var det ikke SK, der stod for gasningen. Det var SS, der udførte drabet. SK arbejdede næsten udelukkende med lig. Og begik ingen forbrydelser. SK-fangerne var derfor ofre for Holocaust. Ikke medgerningsmænd.     

 Vi Græd Uden Tårer er en genudgivelse. Bogen udkom på dansk første gang i 2010 og blev hurtigt udsolgt. Genudgivelsen skal hilses velkommen. Med bogen får vi et detaljeret og præcist indblik i mordprocessens sidste faser og et indblik i den situation og de forfærdelige dilemmaer fangerne i Sonderkommandoet var blevet påtvunget. Og med bogen får Gideon Greif renset SK-fangernes eftermæle.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Auschwitz
"Signal". Svar på anmeldelse
I orkanens øje