Menu
Forrige artikel

Medaljens bagside

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 524

Af Henrik Lundtofte. Arkivleder. Historisk Samling fra Besættelsestiden

Den 19. oktober 1942 ankom Brandla Wassermann til København. Hun var polskfødt jødisk flygtning fra Hitlertyskland. Med sig havde hun sine tre børn i alderen mellem halvandet og syv år. Hendes mand, Otto Wassermann, var det 1939 lykkedes at emigrere til England efter et ophold i Dachau. Krigsudbruddet forhindrede resten af familien i at forlade Berlin og slutte sig til ham. 

Sammen med de tre børn slap Brandla Wassermann over den dansk-tyske grænse og fik i København hjælp af bl.a. den forhenværende radikale kirkeminister, Thorvald Poulsen. Han fik hende den 21. oktober til at henvende sig hos Tilsynet med Udlændinge – i forventning om at hun ville få opholdstilladelse. Samme dag blev hun og de tre børn udvist af Danmark. Sagsbehandlingen var kort, Wassermanns var jøder og skulle ud af landet. De blev udleveret til Gestapos grænsepoliti i Flensborg og sendt videre til Berlin. I slutningen af november 1942 blev familien deporteret til Auschwitz, hvor de formentlig alle blev myrdet straks efter ankomsten.

Wassermann-familiens knugende skæbne er kun én blandt mange tragedier, der beskrives indgående i Medaljens bagside. Bogens forfatter Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson, der er islænding og egentlig er ph.d. i middelalderarkæologi, vil være kendt fra avisdebatten, hvor hans påvisning af udvisningerne af statsløse jøder fra Danmark i 1940-43 første gang nåede forsiderne i 1998. Nu er Vilhjálmssons resultater sammenfattet i den foreliggende bog. Medaljens bagside består af fem kapitler foruden en prolog og en epilog. Bogens langt største og væsentligste del er en gennemgang af en række jødiske flygtninges skæbne i hænderne på et dansk embedsmandsværk uden empati, men med nidkærhed og udvisninger på dagsordenen.

Vilhjálmsson har ihærdigt identificeret kildematerialet og ved sin vedholdenhed fået adgang til det. Wassermann-familien f.eks. følger han gennem sagsbehandlingen i Tilsynet med Udlændinge og Justitsministeriet. Desuden anvender han kildemateriale af samtidig tysk proveniens, ligesom han har fundet en beretning af Otto Wassermann, der overlevede krigen som britisk soldat. Endelig er beretningen om Wassermanns som i mange andre tilfælde illustreret med fotos af familierne – og med bl.a. fotos af de højtstående danske embedsmænd.

Indledningsvist erklærer Vilhjálmsson, at bogen skal sætte et mindesmærke over de udviste, ofrene, og fortælle deres historie, mens det ikke er hensigten at fælde dom over flygtningepolitik og embedsmænd. Det er dog en sandhed med modifikationer. Han skriver bl.a. følgende (s. 351): ”Det forkerte menneskesyn og ikke mindst den fremmedpolitik som de danske myndigheder førte, gjorde at danskere bidrog til folkedrabet på jøderne. Men det mest graverende er at de ansvarlige ikke stod til ansvar for deres gerninger efter krigen”.

Bogen er propfuld af Vilhjálmssons idiosynkrasier og af antydninger og påstande. Et eksempel er den fortsatte udvisningspraksis efter den tyske kapitulation. Vilhjálmsson søger tilsyneladende at demonstrere, at myndighedernes bestræbelser havde folkelig opbakning. Han citerer i hvert fald udførligt fra et brev fra slutningen af 1945, hvor en gruppe beboere i en københavnsk ejendom anmelder to jøder til kriminalpolitiet. De to jøder var vendt tilbage fra Sverige og opførte sig på en måde, der gjorde de tilsyneladende fremmedangste beboere nervøse og mistænksomme. Typisk for Vilhjálmsson får historien imidlertid lov at stå alene – som en løsrevet episode og som en antydning om en dansk antisemitisme. Hér og ikke mindst i forbindelse med dansk flygtningepolitik i trediverne og fyrrerne leder man forgæves efter dansk forskning. Det havde været nemt, perspektiverende og højst relevant at inddrage Sofie Baks store ph.d.-arbejde om antisemitismen i Danmark, når Vilhjálmsson ser udvisningerne som udtryk for en antisemitisk stemning i dele af det danske samfund.

Til bogens centrale påstande hører sammenkædningen af udvisningerne med samarbejdspolitikken. Men det lykkes ikke Vilhjálmsson at demonstrere nogen sammenhæng. Selv om han skriver (s. 352), at danske embedsmænd var ”så ivrige efter at tækkes tyskerne, at de ligefrem falbød jøderne til tyskerne, til trods for at besættelsesmagten i perioden inden september 1943 ikke havde bedt om at få jøderne udleveret, endda i visse tilfælde nægtet at modtage dem, netop pga. deres jødiske afstamning”. Men det kan vel lige så lidt ses som udtryk for den samarbejdspolitik, de fleste ellers vil mene skulle give landet fordele, som det kan udlægges som forsøg på at ”tækkes” tyskerne. Desuden påviser Vilhjálmssons arbejde om noget, at de danske myndigheders udvisningspolitik var præget af betydelig kontinuitet fra 1933 og op i 1950erne – statsløse skulle så vidt muligt ud af landet. Bogens kildeanvendelse er undertiden selektiv, og den polemiserende tone er trættende. Når Vilhjálmsson skal forklare, hvorfor udvisningerne ikke har været kendt i 60 år, anfører han (s. 286), at det bl.a. skyldes ”ønsket om at holde udvisningerne borte fra offentlighedens kendskab”. Bemærk den bevidste aktivisme, forfatteren således tillægger myndigheder og historikere i kraft af brugen af ordet ”ønsket”. Denne anklage fortæller også et og andet om forfatterens selvopfattelse.

Vilhjálmssons indsats i arkiverne er stor og stædig. Han tilføjer debatten om besættelsestidshistorien og Danmarks status som et lys i Holocaust en væsentlig og mørk nuance. Men mere end netop en nuance er der vel heller ikke tale om. Ikke desto mindre er tonen i Medaljens bagside undertiden så skinger, at manglen på proportioner bliver slående. Forfatteren nævner i forbifarten (s. 54), at der i 1938 var 572 jødiske flygtninge i Danmark. Deraf må man udlede – for bogen giver intet svar – at størsteparten af dem trods alt ikke blev udvist.

Dette til trods er det Vilhjálmssons fortjeneste, at udvisningerne af jødiske flygtninge og deres skæbne er blevet taget op og med den foreliggende bog nu er konkretiseret. Hans manglende evne til at vægte sit stof og frigøre det fra harmen og en aldrig svigtende trang til at tilføje nationens finest hour – redningen af jøderne – dybe skrammer skæmmer dog bogen alvorligt. På den måde beskriver Medaljens bagside ikke kun et grimt kapitel af Danmarkshistorien, den bliver samtidig et kernestykke i, hvordan den indignerede, moralsk-drevne historieskrivning kan gøre blind.

Forfatterens kommentarer til anmeldelsen kan ses på siden
Historie-debatten
under emnet: Historiske bøger

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Fodbold med fjenden
Nazismens danske ansigt
Ondskaben tur/retur