Tidsbilleder - Danmark i Hitlers Europa
Menu
Forrige artikel

Tidsbilleder - Danmark i Hitlers Europa

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 668

Af Erik Ingemann Sørensen

Det er sket før. Som da Gads forlag udgav ”Sønner af de slagne” af Rasmus Glenthøj. Kort tid efter kom Peter Noacks ”Da Danmark blev Danmark” – om samme emne. Rasmus Glenthøjs bog havde ud over en fremragende tekst også et ypperligt billedmateriale.  Noacks derimod næsten ingen billeder.

Nu er det sket igen. For kort tid siden udkom Thomas Harders fantastiske værk: ”Besættelsen i billeder” – imponerende såvel i format som i indhold. Og nu har Gyldendal – i samarbejde med Berlingske Media udsendt ”Tidsbilleder. Danmark i Hitlers Europa”. Men hvor Noack i realiteten ”tabte” til Rasmus Glenthøj, så forholder det sig anderledes med disse to analoge udgivelser. Forfatteren – besættelsestidsforskeren John T Lauridsen – har i samarbejde med den tidligere billedredaktør på Berlingske Tidende, Jan Jæger, haft direkte adgang til bladhusets enorme billedsamling fra perioden.

Naturligvis er der sammenfald de to bøger imellem. Ellers ville de markante ikonografiske billeder ikke kunne bringes. Men vi møder også mange nye – ofte fra de samme situationer – med men overraskende vinkler. Som nu det berømte foto af manden med bowler og pibe, der kigger op fra et minibeskyttelsesrum. Taget af Erik Petersen. Her har man valgt at bringe en anden mand, der med hånden beskyttende mod solen kigger op efter flyvere. Herligt.

I ”Tidbilleder” får vi en lang række kig ind i dagligdagen, som den formede sig for de ganske almindelige danskere. I fattigdommen, den sociale nød, der uvilkårligt herskede. Blandt andet et billede af den 26-årige mor, Edith Jensen, der sidder i en ussel lejlighed på Vesterbro i København. Med fem børn at passe.

Måske er hun også på et af billederne af de talrige og store køer foran maduddelingsstederne, butikkerne – og S-togene.  Det er fint, at denne side af besættelsen får så megen plads i bogen.

Hvor Harder ikke havde stikkerlikvideringerne med, så kommer de her. Også den tyske modterror. Meget nøgternt skriver Lauridsen om to likviderede: ”Billedet af de 2 likviderede der lige så godt kunne have været af to clearingmyrdede. Synet ville have været det samme…” Men både ved dette foto – og ved en pæn del andre – undres man over den meget kortfattede tekst. Eller rettere hvorfor centrale oplysninger, der kunne have uddybet situationen, mangler. Den ene af de to omtalte likviderede er Aage Petersen, der arbejdede med propaganda for Schalburgkorpset. Men. Han var biologisk far til forfatteren Leif Panduro, der selv var deltager i modstandsarbejdet. Det kunne have givet perspektiv at omtale dette.

Ved det herlige billede af Montgomery, der kører gennem København i åben bil, burde vel have været anført, at det var kongen, der havde stillet sin egen bil til rådighed for ”ørkenrotten”. Man kan så sige, det er småtingsafdelingen. Velan. Men det går gruelig galt, når man har valgt et billede af ”En kvindelig stikker havde forsøgt selvmord under sin anholdelse og var blevet indlagt på kommunehospitalet i København. Hun blev afhentet igen af Holger Danske senere i majdagene.” Den historie er langt mere kompliceret. Rigtigt er det, at hun blev pågrebet af Holger Danske den 6. maj. Tog gift og røg til udpumpning på Kommunehospitalet i København. Men historien slutter ikke her. Bagefter blev hun afhentet af Holger Danske og interneret på Aurehøj Gymnasium. Den 7. maj blev Gudrun B. J. skudt af modstandsfolkene, der lod liget ligge til skræk og advarsel.

Og nu, hvor der uddeles ”brokkerier”, er det også en gåde, hvorfor der overhovedet ikke er litteraturliste og lignende i bogen. Det er en alvorlig mangel. Og netop John T. Lauridsen har – om nogen – et suverænt overblik over perioden. Det havde vel ikke kostet de helt store anstrengelser at henvise og udvide teksten som i dette eksempel: ”Blandt de talrige succesfulde sabotager er den største af dem alle også den mest kendte – og gennem en roman og filmudødeliggjort…” Det drejer sig om sabotagen mod Riffelsyndikatet, som BOPA gennemførte den 22. juni 1944. Hverken Ole Juuls ”De røde enge” eller Knud Sønderbys ”Den usynlige hær” er nævnt.

Nu er der ingen grund til at blive pedantisk – omend der flere gange undervejs i bogen er god grund til det. Det skal derfor også fremhæves, at Bettina Kjærulff-Schmidt, der er ansvarlig for den grafiske tilrettelæggelse af bogen, har et særdeles skarpt blik for opsætningen af billederne. Så besættelsens kontraster kommer endnu mere frem. Et eksempel er arbejderfamilier på ”campingferie” på Amager Strand – anbragt over for det fine, festklædte borgerlige publikum, der lytter til den svenske operasanger Jussi Björling (ikke Bjørling!) i Ulvedalene i Dyrehaven ved København. Eller det indledende billede af manden, der kigger op fra sit lille beskyttelsesrum på Kongens Nytorv stillet over for bogens sidste: ”En ung kvinde nyder roen og sommersolen. Sandsækkene minder om det, der nu er forbi.” Stilistisk smukt arbejde – sat som erindringsbillede for den nye tid.

Sådan gemmer der sig mange fine perspektiveringer bogen igennem – også i teksterne, hvor forfatteren – tak og lov – ikke kan holde sig fra små, personlige ”udfald”. Ikke larmende, men med en fin brod.

Underligt – meget underligt, men Bornholm er  ikke med andet i en kort sætning. Hvordan det lige kunne ske, er en gåde for anmelderen. At man glemte Bornholm i de berusende befrielsesdage er én ting. Men at gentage ”uheldet” i et billedværk i jubilæumsåret er, ja, ”træls”.

Interneringsbølgen ramte også de danskere, der var gået i tysk krigstjeneste – de fleste i SS. Og de allerfleste havde et aldeles udmærket kendskab til de krigsforbrydelser, der blev begået. Også fordi mange af dem deltog i disse. Selv om de benægtede det hårdnakket. Men ingen, der har stiftet bekendtskab med Dennis Larsens forskningsarbejder, kan være i tvivl om, hvordan det forholdt sig.

På forsiden af Dennis Larsens bog: ”Fortrængt grusomhed” ser vi en gruppe af internerede danske frivillige. Inde i bogen er det gengivet, så man får endnu flere detaljer med. Og i ”Tidsbilleder” får vi det så i stor gengivelse. Helt vidunderligt er det. Når man nu betænker, at disse specialtropper havde fungeret blandt andet som bestialske fangevogtere i for eksempel Neuengamme, hvor forskellige eksemplarer af de såkaldte ”Untermenschen” var anbragt, så kommer smilebåndene for alvor på arbejde her. Ud over smilende – og tilsyneladende endnu storskrydende SS-folk, står der en lille fyr i en ganske uklædelig uniform. Måske det nærmeste man kan komme en Neandertaler i ”moderne” antræk. Når nu Julius Streiher står som det tyske eksempel på Übermensch” – ja, så kan vi passende kalde dette herlige billede for den danske pendant. Fremragende valgt.

Hvis man nu skulle gøre op og måle de to bøger – Harders og Lauridsens -  mod hinanden, ja så kommer man hurtigt til et resultat, der minder om Jesper Kleins herlige forsøg på at demonstrere sportsudsendelser fra kejsertidens Rom: ”Sidste nyt fra storkampen i Colosseum mellem løverne og de kristne: Løverne vandt 20 – 0”. Alene formatet og den tekniske bearbejdning må give sejren.

Så enkelt - og med et humoristisk glimt i øjet  - kan det nu ikke gøres op. Berlingske Tidende har – stærkt set – brugt hele mediehusets righoldige muligheder for at udforme en medieplatform. Ganske som avisen gjorde det i forbindelse med sidste års jubilæum for 1864.
http://www.b.dk/nationalt/solen-skinner-fuglene-synger-og-menneskene-myrder

Det er der – også denne gang – kommet et aldeles formidabelt materiale ud af. Med adgang til endnu flere aldrig tidligere sete billeder: 
http://www.b.dk/befrielsen

Hertil kommer, at avisen opfodrer folk til at indsende private fotos fra de bevægede dage. Man kan kun håbe, at denne kampagne vil få læserne til at kigge ekstra godt efter i gemmerne. Der må jo ligge ikke så lidt af en skat gemt rundt om i Danmark.

Med Berlingske Tidendes medieplatform begrænses ”nederlaget” til Harders bog en hel del. Man kan også vælge at se det i et noget anderledes perspektiv: der er noget for enhver pengepung. Og de to bøger supplerer faktisk hinanden udmærket. Så – med smil i øjet – er 6 – 3 nok passende.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Over stregen
Lidt skydning i gaderne tog vi ret roligt
Sænk skibene!