Da jeg var lille var Danmark stor
Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Esbjerg.
Finn Abrahamowitz er kendt i offentligheden som en forfatter med en spændende og ofte rost bogproduktion bag sig. Den netop udgivne ”Da jeg var lille …” hører imidlertid ikke til forfatterens bedste. Som læser tror man umiddelbart, at der er tale om en erindringsbog. Det er der nu kun i mindre grad. I stedet er bogen en historiefortælling om nazisme, den tyske jødeaktion i Danmark oktober 1943, Werner Best og dennes dobbeltspil og de danske jøders flugt til og ophold i Sverige.
Abrahamowitz har læst vidt og bredt og kan sit stof. Resultatet er nok en bred og engageret fremstilling men også en fremstilling, der sine steder mangler præcision og her og der glider over i en lettere snakkende stil. Og hvad værre er: Historien er blevet fortalt mange gange før Abrahamowitz. Og en ”socialpsykologisk tilgang”, i hvilken forfatteren selv finder bogens berettigelse, er heller ikke ny eller ukendt i historikernes fremstillinger. For den allerede informerede er der altså ikke noget (nyt) at hente i bogen. For den, der skal introduceres til emnekredsen, er der til gengæld mange interessante kildetekster at stifte bekendtskab med og megen viden og forståelse at hente. Men det koster. Ordene er mange og det samme er gentagelserne. Et eksempel: S. 66 nederst: ”Og fra det øjeblik søgte Best at få en effektiv politistyrke til sin rådighed som modvægt til von Hannekens militær.” S. 67 midtfor: ”Hvis han skal generobre sin post, må han have en anselig politistyrke som modvægt til von Hannekens militær.” Lige herefter følger: ”Hans ambition er som før nævnt at genvinde sin position som landets leder. Han ønsker en stærk politistyrke.”
Hertil kommer, at bogens opbygning ikke er indlysende. Der springes i kronologien og emnekredsen, hvilket ikke plejer at være en hjælp for førstegangs-læseren.
I bogens sidste halvdel hæves niveauet. Der er gode præciseringer omkring nazismens væsen. Og vi hører om stemningen i jødiske kredse op til og under jøde- og redningsaktionen. Disse afsnit er til dels baseret på Abrahamowitz’ egne erindringer og hvad familien har fortalt ham. Abrahamowitz’ familie måtte flygte til Sverige og Abrahamowitz fulgte med i en alder af knap 4 år. Her spidser man ører og sluger en beretning, der ikke er uden drama og humor. Abrahamowitz får også velgørende gjort op med revisionismen, og får slået fast med syvtommersøm, at redningsaktionen var og er et ”mirakel”, uanset relativerende omstændigheder. Begivenheden var danskernes ”finest hour” under besættelsen.
Sælger bogen, og skulle forlaget ved en senere lejlighed overveje at genudsende, burde der foretages alvorlige opstramninger i struktur og sprog. I så tilfælde kunne bogen, som forfatteren tydeligvis har brugt mange kræfter på, få den status af en i bedste forstand folkelig og vidende fremstilling om emnekredsen, man aner bogen potentielt har i sig ud fra dens bedste passager. I en sådan revideret udgave burde følgende passage, der afslutter kapitel 12 (s. 150), udelades: ”Men hvad er dog dette? Det lyder, som om Gestapo har fanget alle jøderne og behandlet dem på det grusomste. Sådan gik det da ikke til, vel? Historien ender da lykkeligt for langt de fleste, ikke? Jo, det gør den. Og det taler vi om senere. Først skal vi høre…”
