Fodfejl
Menu
Forrige artikel

Fodfejl

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 430

Af Morten Rasmussen, historiker Ph.d. Historisk Afdeling, Aarhus Universitet

Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har nok engang begået en læseværdig og spændende bog om Danmarks rolle under Den Kolde Krig. Tidligere analyser fra forfatterens hånd har haft form som erindringsværker, f.eks. den glimrende ”Din egen dag er kort” fra 1996. Hvorimod denne bog er en blanding af erindringer og en generel historisk analyse af Danmarks rolle under den kolde krig. Bogen bygger ligesom ”Din egen dag er kort” på forfatterens egne optegnelser fra perioden, hvor han som udenrigsminister var en aktiv bestyrer af dansk sikkerhedspolitik, hvorimod de generelle analyser bygger på et - må man sige - begrænset udvalg af forskningsbaseret litteratur og diverse erindringer. Det er modigt og ambitiøst at blande erindringsgenren med mere generelle historiske analyser, men det rummer også den fare, at forfatteren ikke helt formår at nuancere og forstå andre historiske aktørers handlinger i samme grad som sine egne. Ellemann-Jensen er sig dette problem bevidst, som han skriver, er bogen hans ”version” af hvad der skete og hvorfor. Han har bestræbt sig på kun at fortælle ”sandheden”, men vil ikke påstå, at han har fortalt ”hele sandheden”. (s. 9)

Bogen har tre dele. I første del opridses scenen for det centrale drama – fodnotepolitikken. Her analyseres udbruddet af Den Kolde Krig og dens udvikling frem til begyndelsen af 1980erne. Ligeledes analyseres Danmarks indgang i NATO og dansk NATO-politik. Vellykket er især Ellemann-Jensens indfletning af egne (ungdoms-) erindringer fra den tidligere fase af Den Kolde Krig. Dette gør læsningen mere nærværende, end en generel historisk oversigtsanalyse typisk er. I anden del analyseres bogens centrale emne – fodnotepolitikken fra 1982 til 1988. Her blandes ansatser til en bredere historisk analyse med erindringselementer. Tredje del af bogen følger dels tiden fra 1988 til 2004 og diskuterer dels en række centrale temaer i den foregående analyse. Bogen er velskrevet, og man slipper den ikke før sidste side er vendt.

Centralt i bogen står opgøret med Socialdemokratiet. Siden Jens Otto Krag har Socialdemokratiet - ifølge Ellemann-Jensen - måske nok ført en ansvarlig politik, når man selv havde regeringsmagten, men i opposition har man ofret danske sikkerhedspolitiske interesser på indenrigspolitikkens alter i forsøg på at vælte borgerlige regeringer. Den vigtigste årsag til dette er – igen ifølge Ellemann-Jensen – at Socialdemokratiet har den opfattelse, at man har en slags førstefødselsret til magten i Danmark. Og dette retfærdiggør tilsyneladende, at man kan tage alle midler i brug mod borgerlige regeringer. Denne forklaring hamres ind med syv tommer søm i løbet af bogens 379 sider. En supplerende forklaring nævnes også en passant mod bogens slutning: Vietnam-krigen skabte en generation af socialdemokrater, der var dybt skeptiske overfor det amerikanske samfund og amerikansk sikkerhedspolitik. Men at denne skepsis overfor USA kunne tænkes at have konkret betydning for en række ledende socialdemokraters udenrigs- og sikkerhedspolitiske holdninger, overvejes ikke systematisk af Ellemann-Jensen.

Men holder Ellemann-Jensens tese om Socialdemokratiet som det uansvarlige oppositionsparti på det sikkerhedspolitiske område?

Første gang Socialdemokratiet svigtede Danmarks sikkerhedspolitiske interesser var ifølge Ellemann-Jensen under VKR-regeringen fra 1968-1971. Det er korrekt – som Ellemann-Jensen skriver - at Krag udnyttede sin position fra oppositionen til at køre ganske hårdt på den forskel i sikkerhedspolitiske opfattelser, der eksisterede mellem Det Radikale Venstre og de borgerlige koalitionspartnere bl.a. ved at underbyde regeringens besparelser på forsvarsbudgettet. Årsagerne til dette var mange. Efter to valgnederlag i træk i midten af 1960erne var der brug for en foryngelse af folketingsgruppen ved næste valg (1971). Problemet var, at den unge generation af socialdemokrater ligesom den samlede danske venstrefløj var stærkt præget af Vietnam-krigen og derfor indtog et langt mere anti-amerikansk standpunkt, end det tidligere havde været tilfældet i partiet. Hvis foryngelsen af folketingsgruppen skulle ske, og hvis Socialdemokratiet ikke skulle tabe stemmer til venstrefløjspartierne, måtte også Krag indtage mere USA- og NATO-kritiske standpunkter. Et andet motiv for den hårde oppositionspolitik var, at VKR-regeringen - ifølge Krags egen opfattelse – var født i synd. VKR-partierne havde siden 1964 nægtet at være med til at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer, der kunne sætte Danmark i stand til at finansiere den ekspanderende velfærdsstat, og samtidig havde de tre partier med stor villighed stemt for en lang række af de udgiftskrævende velfærdsforslag. Den manglende vilje til at være med til at bære ansvaret for regningen var der sund politisk logik i, da VKR jo vandt regeringsmagten i 1968, netop fordi Socialdemokratiets støtteparti SF ikke var parate til den opstramning af økonomien, der var nødvendig. Denne økonomiske uansvarlighed, som bidrog til at dansk økonomi løb løbsk fra slutningen af 1960erne og frem, var i Krags øjne en politisk dødssynd og derfor blev oppositionspolitikken desto mere brutal, da Socialdemokratiet mistede magten i 1968. Men på trods af Krags sikkerhedspolitiske drillerier satte socialdemokratisk politik aldrig dansk NATO-medlemskab i fare eller undergravede Danmarks position i alliancen. At gøre Krag til ophavsmanden for Socialdemokratiets skeptiske NATO-politik er således at gå et skridt for vidt.

Næste gang Socialdemokratiet fik en længere periode i opposition og for alvor spillede med de sikkerhedspolitiske muskler var fra 1982 til 1988, hvor firkløverregeringen havde regeringsmagten med støtte fra Det Radikale Venstre, men hvor selv samme støtteparti sammen med Socialdemokratiet og den yderste venstrefløj kunne mønstre et alternativt flertal på det sikkerhedspolitiske område. Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet i modsætning til tiden før 1982 flere gange gik lige til grænsen for, hvad man kunne acceptere fra et NATO-medlem, og nogen præmie for alliance-solidaritet kunne Danmark mildest talt ikke gøre krav på i den pågældende periode. Man førte med fodnoter en politik, der gentagne gange gik direkte imod NATO’s officielle strategi, og man nægtede at bidrage til finansieringen af dobbeltbeslutningen -(dvs. opsættelse af mellemdistanceraketter i Vesteuropa, hvis ikke USSR ville fjerne sine netop opstillede ditto) – selv om den foregående socialdemokratiske regering havde forpligtet Danmark dertil. Trods dette var det først i 1988, at det alternative flertal overskred grænsen for, hvad Danmarks NATO-medlemskab kunne holde til. Med Socialdemokratiet som drivende kraft vedtog folketinget en dagsorden, der pålagde regeringen at ændre procedure mht. skibsanløb i de danske havne, således at allierede skibe blev aftvunget et svar angående deres bevæbning. Danmark havde jo som officiel politik, at man ikke ville have atomvåben på dansk grund. Dette var uacceptabelt for Storbritannien og USA, og konsekvensen ville med stor sandsynlighed have været et ophør af skibsanløb fra disse to nøgleallierede. Dermed ville NATO’s undsættelsesplanerne af Danmark i en krigssituation ikke kunne fastholdes. Ellemann-Jensen har således ret i, at Socialdemokratiet gamblede med dansk NATO-medlemskab i perioden fra 1982-1988, men var det blot et udtryk for indenrigspolitisk tænkning? Var det fordi socialdemokraterne var fornærmet over ikke at have magten, at fodnotepolitikken blev ført?

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at den indenrigspolitiske gevinst ved at lægge et sikkerhedspolitisk pres på firkløverregeringen var et helt afgørende motiv for Socialdemokratiet, men det var tilsyneladende ikke det eneste motiv. Den selv samme Vietnam-generation, som Krag havde måtte tage hensyn til i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne var nu kommet til magten i Socialdemokratiet. Og da Anker Jørgensens sidste regering faldt i 1982 blev folk som Kjeld Olesen, Lasse Budtz - og Anker Jørgensen selv - ledende kræfter bag et dansk opgør med den nye amerikanske administration - ledet af Ronald Reagan - der blev beskyldt for at føre en alt for aggressiv kurs overfor USSR. En kurs, der i ledende socialdemokraters øjne underminerede dobbeltbeslutningen, fordi sandsynligheden for en forhandlingsløsning med USSR, der ville overflødiggøre opstillingen af nye vesteuropæiske mellemdistance-raketter, syntes mindre med USA’s aggressive kurs. Desuden ansås amerikansk politik for at øge risikoen for atomkrig, fordi den skabte større mistillid mellem supermagterne. I dag ved vi faktisk, at Reagans aggressive retorik bestyrkede ledende kredse i USSR i, at Vesten var parat til og planlagde et såkaldt first strike med atomvåben. Paranoidt måske, men ikke desto mindre farligt. Indtil gennembruddet i nedrustningsforhandlingerne i 1985 kan Socialdemokratiets politik således også tolkes som et ærligt ment forsøg på at markere en anden kurs overfor USA. Men selv i dette lys virker Danmarks manglende betaling til dobbeltbeslutningen efter 1982 pinlig. Og for perioden efter 1985 er det vanskeligt at tolke fodnoterne som andet end et indenrigspolitisk forsøg på at drille regeringen.

Men hvad med dagsordenen om fremmede skibes anløb til danske havne, der udløste valget i 1988 og endte fodnoternes epoke? Som Ellemann-Jensen fremstiller det, svigtede Svend Auken en forhåndsaftale med Poul Schlüter om, at regeringens afværge-dagsorden skulle først til afstemning. Da Det Radikale Venstre kunne stemme for både regeringens og socialdemokraternes dagsordener, betød dette, at Socialdemokratiets famøse dagsorden blev vedtaget. Ellemann-Jensen gentager her Schlüters beskyldninger fra valgkampen i 1988, at Auken løb fra sit ord, og fastholder således det borgerlige Danmarks billede af Auken som værende utroværdig. Der er ingen tvivl om, at Auken til tider kunne have et problem med sandheden, som den efterfølgende Stoltenberg-sag viste, men i det nævnte tilfælde har Nikolaj Petersen dokumenteret i sit bind af dansk udenrigspolitisk historie, at der ikke eksisterede en klar aftale mellem Auken og Schlüter, og at Auken faktisk forsøgte at få den socialdemokratiske folketingsgruppes opbakning til at acceptere regeringens dagsorden, men blev nedstemt. Det havde klædt Ellemann-Jensen, hvis han havde blødt en smule op på de hårde beskyldninger mod Auken i dette tilfælde. Pointen er jo faktisk, at det socialdemokratiske lederskab i dette tilfælde ikke kunne kontrollere sin egen gruppe, og at det afgørende brud mod dansk NATO-medlemskab i fodnote-epoken således var et resultat af et splittet Socialdemokrati snarere end en særlig nederdrægtig måde at angribe regeringen på.

Endelig kan man med nogen ret spørge om, hvorfor firkløverregeringen fandt sig i fodnoterne, hvis de var så farlige for dansk sikkerhed og så undergravende for dansk NATO-politik, som de fremstilles i bogen. Dette er et spørgsmål Ellemann-Jensen er sig bevidst. Svaret gives med forskellige accent to steder i bogen (s. 128f. og 364f). Ifølge Ellemann-Jensen ønskede regeringen ikke at gå af, fordi genopretningen af den dårlige danske økonomi havde førsteprioritet. Kun i tilfælde af at socialdemokratisk politik bragte dansk EF-medlemskab og NATO-medlemskab i fare, ville man udskrive et valg. Desuden fandt man det for groft, at socialdemokratierne - hvis man gik af - ville have kunnet afpresse sig til magten. Man måtte bryde det socialdemokratiske magtmonopol. Essensen er vel Ellemann-Jensens konstatering i indledningen af bogen: ”vores regering valgte at klæbe til taburetterne for at undgå at Socialdemokraterne kom tilbage til magten.” (s. 8)

Nøglen til løsningen af den problematiske parlamentariske situation lå reelt hos Det Radikale Venstre. Det var de radikales støtte til firkløverregeringen og henholdsvis det alternative flertal, der skabte problemerne. Men hvis man ikke kunne regne med Socialdemokratiets ansvarlighed, kunne man så ikke presse de radikale til at bide i det sure æble og prioritere den økonomiske genopretning over sikkerhedspolitikken, som det jo faktisk lykkedes i 1988 med dannelsen af KVR-regeringen? Det er naturligvis ganske vanskeligt at besvare et så kompliceret kontrafaktisk spørgsmål. I betragtning af at Socialdemokratiet og venstrefløjen aldrig i meningsmålingerne for alvor var i nærheden af et rødt flertal, kan der vel argumenteres for, at sandsynligheden for et reelt alternativ til  det flertal firkløver-partierne og Det Radikale Venstre havde indenfor den økonomiske politik var ganske minimal. Hvis firkløverregeringen truede med at ville træde tilbage, kunne Det Radikale Venstre så holde til at vælte regeringen mere end én gang? Det lyder ikke sandsynligt. Det er dog let at forstå, hvorfor Schlüter valgte at undgå konfrontationen. Det var usædvanligt vanskeligt at vurdere, hvordan en konfrontation ville ende og i værste fald kunne man jo miste regeringsmagten! Konsekvensen blev dog, at også firkløverregeringen ofrede Danmarks sikkerhedspolitiske interesser på det indenrigspolitiske alter.

Samlet set er de ovennævnte nuanceringer ikke et forsøg på at mindske Socialdemokratiets ansvar. Det var Socialdemokratiets kursændring, der svækkede og truede dansk NATO-medlemskab. Det dominerende motiv bag denne politik var ønsket om at vælte regeringen, selvom udenrigspolitiske motiver også spillede ind. Men i kraft af at firkløverregeringen undlod at konfrontere Det Radikale Venstre med de parlamentariske problemer, situationen medførte, slipper den ikke helt for et medansvar for fodnotepolitikken. Fodnote-epoken er således væsentlig mere kompliceret, end Ellemann-Jensen fremstiller det i sin bog.

Det sidste led i Ellemann-Jensens argumentationskæde om Socialdemokratiets manglende sikkerhedspolitiske ansvarlighed er den aktuelle splittelse mellem VK-regeringen og Socialdemokratiet angående dansk krigsdeltagelse mod Irak. Her anføres det, at SR-regeringen faktisk tilbage i 1998 accepterede britisk og amerikansk magtanvendelse og tilbød direkte militær støtte i afstraffelsen af Irak, efter at regimet havde stoppet samarbejdet med FN’s våbeninspektører. Men da Anders Fogh i foråret 2003 ønskede, at Danmark skulle deltage på USA’s side i krigen mod Irak, slog Socialdemokratiet bak. Det er denne aktuelle situation, som Ellemann-Jensen fremhæver som et helt overordnet motiv for at skrive bogen. Man skal lære af historien! Parallellen med fodnotepolitikken virker dog søgt. For det første havde interventionen i 1998 ikke det formål at fjerne Saddam Hussein fra magten, men var en langt mere begrænset afstraffelse af Irak for ikke at ville samarbejde. Det er således ikke en identisk politisk situation, de to regeringer har taget stilling til. For det andet er den umiddelbare forklaring på, at Socialdemokratiet ikke støttede VK-regeringen vel snarere, at den nye leder Mogens Lykketoft er væsentligt mindre aktivistisk indstillet sikkerhedspolitisk end sin forgænger Poul Nyrup Rasmussen. Et forhold som Ellemann-Jensen er opmærksom på i anden sammenhæng. At tolke Socialdemokratiets Irak-politik i opposition udelukkende som endnu et indenrigspolitisk motiveret kursskifte synes således ikke rimeligt.

Alt i alt må man konstatere, at Ellemann-Jensens tese om Socialdemokratiets som et uansvarligt oppositionsparti fra Jens Otto Krags tid til i dag savner et solidt historisk fundament. Stærkest står bogen i kritikken af fodnotepolitikken, der så sandelig må anses for en dybt problematisk periode af Socialdemokratiets historie. Men selv her er analysen unuanceret og til tider ensidig. Denne anmelder kan kun have sympati for Ellemann-Jensens ærinde, nemlig at vi skal  lære af historien for at undgå uheldige gentagelser. Og dansk sikkerhedspolitik under Den Kolde Krig er på mange måder et velvalgt emne. Men hvis vi for alvor skal blive klogere på vores fortid, kræver det en mere velfunderet og mindre politisk farvet analyse, end den Ellemann-Jensen har leveret.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Danmarks dybeste hemmelighed
Bombeterror i København
Niels Barfod: Hotel Donau