Drømmen om tryghed
Menu
Forrige artikel

Drømmen om tryghed

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 1117

Af cand. phil., seniorkonsulent Carsten Egø Nielsen

For nylig var der i nogle af medierne en historie om en familie, hvis hus nedbrændte på grund af en defekt i elinstallationen. Det sker desværre, at ejendomme brænder, men det er efterhånden sjældent, at ejerne er i samme situation som den pågældende familie, nemlig ikke at have tegnet en indboforsikring.

En sådan forsikring betragter vi i dag stort set som en selvfølge, men sådan har det ikke altid været, hvilket nu dokumenteres i et nyt værk på 475 sider: ”Drømmen om tryghed” af professor, dr. phil. Ole Feldbæk, lektor, dr. phil. Anne Løkke samt cand.polit. Steen Leth Jeppesen.

Værket er imidlertid ikke alene en skildring af forsikringernes historie, men har en bredere tilgang til begrebet ”tryghed”. Som eksempel beskriver værket menneskets søgen efter ”tryghed” i forhold til fred, i forhold til sygdomme, i forhold til hvad der er efter døden, meget aktuelt i forhold til naturkatastrofer m.v. Selv om hovedvægten er lagt på forsikringstankegangen, som vi tænker den i dag, er det en væsentlig styrke ved værket, at der er en bredere tilgang. Et værk alene med fx forsikringsselskabers historie kunne være relevant nok, men ville nok kræve en stor pædagogisk og sproglig indsats for at gøre den rimelig spændende og interessant for en bredere kreds.

Med den her valgte tilgang er der imidlertid tale om en skildring af landets historie set ud fra dette brede spændende tryghedsperspektiv, og det betyder, at værket kommer vidt omkring i forhold til tidligere tiders lav og gilder, landsbyfællesskaber, sygekasser, offentlig forsorg – foruden naturligvis det, som vi i dag vil kalde ”forsikringsselskaber”.  Vi får beskrivelser af tidlige tiders ”enkekasser”, udviklingen i skibsfartens forsikringsforhold samt meget centralt udviklingen indenfor brandforsikring. Værkets forside er da også meget sigende prydet af et maleri af Christiansborgs brand 1794.

Værket er disponeret i tre nogenlunde lige store afsnit ud fra en kronologisk tilgang. Ole Feldbæk beskriver tiden ca. 1000-1850, Anne Løkke tiden 1850-1950 og Steen Leth Jeppesen perioden 1850-2006. De to førstnævnte har en historisk forskningsmæssig baggrund, hvorfor det virker påfaldende, at det første afsnit ikke er forsynet med noteapparat. Steen Leth Jeppesen har erhvervsmæssig erfaring indenfor forsikringsverdenen som direktør i over 20 år for Assurandør-Societetet, nu Forsikring & Pension.

Alle tre afsnit er primært baseret på omfattende studier af eksisterende litteratur, som spænder fra brede fremstillinger til meget specialiseret litteratur indenfor forsikringsverdenen. Derimod er der ikke konkrete henvisninger til primært kildemateriale, eksempelvis fra de talrige forsikringsselskaber, der har eksisteret i henhold til et bilag over, hvad der blev af de forskellige selskaber og pensionskasser i perioden fra 1956 og frem til nu. Dette bilag fylder alene næsten 30 sider og vil være meget nyttigt for dem, der ønsker at dyrke de enkelte selskabers historie nærmere. Eneste antydning af anvendelse af primært kildemateriale er i Steen Leth Jeppesens oversigt over kildemateriale, hvor der lige til sidst nævnes, at der foruden er anvendt ”arkivmateriale i Forsikring & Pension” som baggrund for kapitlet.

Konkluderende ændrer det imidlertid ikke ved, at de tre forfattere med den spændende tilgang til begrebet ”tryghed” har lagt navn til et værk, der både sprogligt og indholdsmæssigt sikrer, at et tema, der måske umiddelbart lyder lidt ”tørt”, bliver en spændende Danmarkshistorie med en ny anderledes indfaldsvinkel. De mange illustrationer, der næsten alle er i farver, understøtter denne konklusion.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Takket være hunden
Af Farens Svælg fremblomstrer Priis og Lön
Den Tabte Uskyld