Menu
Forrige artikel Næste artikel

Drengsted

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 345

Af Folmer Christiansen, Vejle Museum

Drengsted er navnet på en jernalderboplads med jernudvindingsanlæg beliggende tæt ud imod Ballum-marsken ca. 15 km nord for Tønder. Udgravningen af bopladsen fandt sted fra 1959 til 1973 under ledelse af Olfert Voss fra Nationalmuseet, hvem bogen også er tilegnet sammen med lodsejeren Johannes Bruun.

Bogen er en bearbejdning af de to forfatteres ph.d. afhandlinger ved Århus Universitet’s Afdeling for Forhistorisk Arkæologi i 1999. Det afspejles også i bogens todeling, hvor den ene del behandler bebyggelsen og jernudvindingen, medens den anden del omhandler agerbrug og arkæobotaniske undersøgelser på grundlag af forkullede planterester fra jernudvindingsovnenes slaggegruber. Med disse ret specialiserede emner henvender bogen sig først og fremmest til fagfæller og folk med stor interesse for arkæologi.

Flere af jernalderens perioder er repræsenteret på Drengsted-bopladsen, men de dominerende bebyggelsesspor stammer fra en landsby, der har eksisteret fra slutningen af 300-tallet og frem til engang i 500-tallet, stort set den periode, der benævnes ”ældre germansk jernalder”. Landsbyen udbygges i løbet af perioden fra 11 til 14 gårde. I hele landsbyens levetid har der foregået jernudvinding på grundlag af lokale forekomster af myremalm. Der er fundet i alt 224 slaggegruber, som hver for sig repræsenterer en jernudvindingsovn. Fordelingen af slaggegruberne viser, at jernproduktionen har været koncentreret omkring 1-2 gårde. Her har den formentlig fungeret som et supplement til landbrugsproduktionen. Omfanget af jernproduktionen på stedet anslås til ca. 30 kg i gennemsnit pr. år, sandsynligvis mere end rigeligt til at dække landsbyens behov. Som et af hovedemnerne i bogen perspektiveres jernproduktionens og jernteknologiens betydning både på landsbyniveau og i jernaldersamfundet generelt.

Behandlingen af det arkæobotaniske materiale fra slaggegrubeovnene indledes med et godt og fyldigt afsnit om jernalderens agerbrugsproduktion og afgrøder. Det er nok den del af bogen, der appellerer mest til en bredere kreds af læsere. Hele grundlaget for den arkæobotaniske analyse er de forkullede rester af en ”prop” af halm og tilfældig indblandet markukrudt fra gruberne, der har opsamlet slaggen fra jernudvindingsovnene. Halmproppen har haft til formål i de indledende faser af jernudvindingsprocessen at holde trækul og myremalm oppe i ovnskakten. Efterhånden som den varme slagge er løbet ned i slaggegruben er plantedelene så brændt eller forkullet. En analyse af det forkullede plantemateriale fra slaggegruberne fra denne og et par andre sydvestjyske jernudvindingslokaliteter fra samme periode giver ny viden om agerbruget. Væsentligst i denne forbindelse er påvisningen af rug som vinterafgrøde i det sydvestjyske område allerede fra 300-tallet. Hidtil har man ment, at vinterrug først blev introduceret omkring år 1000. Ved dyrkning af såvel sommer- som vinterafgrøder, har man haft ”flere heste at spille på” og dermed mindsket risikoen for total misvækst. Den nye dyrkningsstrategi har gjort agerbruget mere effektivt og øget mulighederne for et landbrugsmæssigt overskud. De ændringer, der ses i det arkæologiske materiale fra tiden omkring år 200 m.h.t. gårdenes udformning, introduktion af drejekværnen m.m. kan muligvis hænge sammen med, at rugen allerede på dette tidspunkt introduceres som vinterafgrøde. Overskuddet i landbrugsproduktionen kan have været en væsentlig faktor i den gradvise centralisering af magt, der fører frem til kongedømmet.

Med bogen er en betydningsfuld arkæologisk undersøgelse blevet publiceret. De omfattende spor af jernudvinding i form af slaggegruber har bidraget til belysning af to afgørende aspekter af jernaldersamfundet, nemlig jernteknologien og, som en meget vigtig sidegevinst, også agerbruget. Ikke mindst hvis resultaterne af de arkæobotaniske undersøgelser fra Sydvestjylland kan gøres gældende for et større geografisk område, kan det være af væsentlig betydning for tolkningen af samfundsudviklingen i den sidste halvdel af jernalderen.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Brudager Mark
Arkæologi på havbunden
Metaldetektiverne - Detektorfund fra Thy og Mors