Menu
Forrige artikel

Sten og stjerner

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 235

 

Af arkæolog Benny Staal

I 2019 udkom en bog på forlaget Hovedland med titlen "Sten og stjerner - en bog om arkæoastronomi", skrevet af pensioneret lærer, Rud Kjems, der tidligere har udgivet en del bøger med arkæologisk indhold. "Sten og stjerner" er på 275 sider (inkl. 4 sider litteraturliste), og behandler et snævert og forholdsvist svært område, som i dansk og skandinavisk sammenhæng ikke har haft arkæologernes store bevågenhed. I hvert fald ikke førend i den allerseneste tid.  I bogen behandles fund fra stenalderen til begyndelsen af bronzealderen, men med afstikkere i tid og rum.  Der er 12 hovedafsnit, og det er bemærket, at noget må være sket i forfatterens skrivefase mellem afsnit 6/7 og 8. For mens de første seks afsnit starter "lige på", om jeg så må sige, begynder afsnit syv med kort at fortælle om, hvad dette afsnit handler om, og fra afsnit otte til 12 fortsætter Kjems med at indlede omtaler af afsnittets indhold, men nu pludselig skrevet i kursiv. Det er ikke noget, der ødelægger hverken indhold, læselyst eller fremstilling; det afstedkom blot en smule undren.

Efter at have gennemlæst bogen et par gange, sidder anmelder også med et lidt ambivalent forhold til emnet. Et spørgsmål, der igen og igen dukkede op, var netop, hvorfor arkæoastronomien ikke har fundet et stærkt fodfæste i for eksempel Danmark. Svarene kan være mange, men det mest indlysende er, at vi i Danmark ikke har så mange lokaliteter med stenrækker og -cirkler (i hvert fald bevarede), og stoffet er svært at relatere sig til, når nu det i høj grad handler om sigtelinjer og grader, sol og måne og op- og nedgange; noget, som arkæologer ikke normalt beskæftiger sig med.  Der kræver næsten en astronomi uddannelse for at forstå og arbejde med begreberne, så det bliver facts og ikke ønsketænkning, som bliver resultatet. Anmelder er dog overbevist om, at der er noget om snakken, og "Sten og stjerner" har også formået på en overbevisende måde at anskueliggøre nogle af de elementer, som denne videnskabelige disciplin handler om, og som Kjems gør et godt og ærligt forsøg  at anskueliggøre. For bogen plæderer ikke udelukkende for at overbevise læseren om rigtigheden i teorier og fund. Tværtimod beskriver Kjems fakta og afviser de vildeste teorier, der gennem tiden er fremkommet fra forskellig side.

Men nu til selve indholdet. Forordet fortæller nøgtern om arkæoastronomiens forskningshistorie. Blandt andet nævnes bogen "Stonehenge Decoded" (1965) af Gerald Hawkins og John B. White (her kunne Kjems godt have husket også at nævne John B. White i litteraturlisten på side 272), som udkom på forlaget Rhodos i 1965 på dansk under titlen Stonehenge opklaret, som var vor moderne tids tilskyndelse til at tage emnet om arkæoastronomi alvorligt. Denne udgivelse gav i 1960'erne arkæoastronomien et fremstød i især Amerika og i Europa (dog pudsigt nok ikke i Danmark, selv om den fik en positiv anmeldelse af P.V. Glob). Sandsynligvis fordi bogen handler om det berømteste af alle, Stonehenge (og lidet kunne man da vide om de senere opdagelser i og ved Stonehenge, men det er en hel anden historie). Sidenhen er der udkommet nogle mere eller mindre seriøse teorier, men aldrig rigtigt "the smoking gun". Tidligere teorier bliver også omtalt af Kjems, og med en sund skepsis; flere af teorierne afvises simpelt hen. Det er en af bogens stærke sider, at her har vi at gøre med en amatørarkæolog, der gerne vil præsentere arkæoastronomien som en forskningsdisciplin, hvor der er muligheder for nye opdagelser, men ikke blindt tager alt for givet.

Man kommer langt omkring i "Sten og stjerner". Måske for langt, rent geografisk. Der springes fra et dansk anlæg, Refsnæs' stenrækker i Lille Vildmose i Himmerland til anlæg på såvel De britiske Øer, i Frankrig, Ægypten og Amerika m.m. En fin gennemgang af Refsnæs fundet og undersøgelser i 1960'erne, som skal opfattes som en introduktion til emnet.  Fint at der er fremdraget et dansk eksempel til dette.

I afsnittet "Fra vage idéer til moderne videnskab", formår Kjems at fortælle arkæoastronomiens forhistorie på 14 sider. Interessant læsning, hvor man bemærker en bundærlig indgang til hele emnet (side 28-29). Herefter fremstilles i afsnit 3 "Forestillinger om verden". Igen fremstår teksten særdeles ærlig, som afspejles i hans omtale af arkæologernes arbejde; de vil ikke nøjes med beskrivelser af materielle levn, men vil også gerne ind under huden på forfædrene (side 30). Det er korrekt, men sandelig også uhyre svært. Mulighederne er i virkeligheden rigtig mange. I sin omtale af forfædrenes forestillinger, tyr Kjems til etnografiske sammenligninger, og passer på ikke at kalde disse folk for "primitive", men understreger derimod, at de netop ikke er primitive. Derfor kan det egentlig undre, at man senere i bogen, på side 68, i omtalen af de store stenbyggerier (for eksempel Stonehenge), kan læse, at "Det var man altså i stand til i slutningen af stenalderen, selvom man hverken kunne læse eller skrive og havde begrænsede regneevner."  Lidt af en påstand, som dog hverken lader sig afkræfte eller bevise, men mon ikke datidens megalitbyggere har haft evnerne til både at regne ud og notere et og andet ned? Vi ved det ikke, men sandsynligheden taler herfor, blandt andet set i lyset af kileskriften i Mellemøsten, der lader sig datere til 4. årtusinde f.Kr. Altså må nogle have haft kendskab til abstrakt tænkning på den tid.  Der er naturligvis også en omtale af menneskets oprindelse set i et historisk perspektiv. I et afsnit omtales britiske rundhuse fra bronze-/jernalder, og lidt senere i samme afsnit eskimoers, samiskes og indianske rundhuse, som etnografisk bevist også har haft en spirituel/religiøs betydning. Kjems skriver: "Det samme har sikkert også gjort sig gældende med hensyn til de britiske rundhuse" (side 34). En sådan sammenligning ligger langt ud over, hvad anmelder mener forsvarligt - både i tid og rum. Der er så mange hensyn at tage, når man sammenligner skikke i forskellige verdensdele, at man ikke kan passe nok på. Kjems er faktisk opmærksom på dette, idet han skriver sidst i afsnittet: "Vi kan selvfølgelig ikke uden videre gøre skidi'ernes tankegods til oldtidsmenneskets, men det kan dog give et fingerpeg om, hvordan mennesker i de britiske rundhuse opfattede verden".  Men der kan som sagt være uendelig mange andre forskelle, hvorfor en ruminddeling af et skidi rundhus, som skitseret på side 36, faktisk kun siger noget om skidi'ernes rundhuses indretning.

Afsnit 4 "Himlen over os" giver en introduktion til astronomien, især Solen og Månen i forhold til Jorden. Selv om det synes indlysende, og vi alle kender til årstiderne, måtte det erfares, at fremstillinger af det indlysende ikke altid er lige nemt.  For eksempel figurerne på side 41 og 42 viser dette, for her skal man i virkeligheden sætte sig selv i Solens position.  Ja, enhver ved jo hvordan årstiderne skifter, men samtidig har Jordens hældning stor betydning, og det forhold ændrer sig som tiden går. Ganske lidt, men nok til at der skal korrigeres i nutiden, for at "se fortiden". Men kan vel sige, at det er elementært for de få, men kompliceret for de fleste. Efter gennemlæsning af afsnittet nogle gange, gav det god mening. Men hold tungen lige i munden. Der omtales naturligvis også sol- og måneformørkelser, samt andre pludselige hændelser på nattehimlen, og det har ganske givet anledning til både forundring og "overtro" blandt fortidens folk.

I afsnit 5 kommer Kjems ind på Europas megalitanlæg. Desværre starter afsnittet med en fejlinformation, idet Kjems skriver: "Det omfattende byggeri af megalitanlæg i Europa fandt især sted i sidste del af stenalderen og begyndelsen af bronzealderen" (side 54). Faktisk forholder det sig således, at megalitbyggerierne startede i begyndelsen af bondestenalderen (ca. 3900 f.Kr.) og fortsatte frem til og med jernalderen (jernalderens stenringe - de såkaldte domarringe, der er gravanlæg). Men Kjems skriver også lige derefter, at megalitbyggerierne varede et par tusinde år, og læseren bliver gjort bekendt med, at det er dyssebyggerierne, der ligesom starter hele traditionen med megalitbyggerier. Det påstås (på side 54) at: "Omfanget af dysserejsningen går først rigtig op for én, når det sammenholdes med datidens beskedne indbyggertal." Den bemærkning bør stå for forfatterens egen regning, idet der vist ikke findes nogen, der kender til indbyggertallet i dyssetiden, ja faktisk i det meste af oldtiden.  Ligeledes er bemærkningen om menneskenes levealder usikker (også side 54). Her ville det have været godt med en litteraturhenvisning. Senere i afsnittet beskrives og henvises da også til tanker om "specialarbejdere" , underbygget af henvisning til arkæologen Niels H. Andersen. Og en specialiseret viden må være selve grundlaget for at bygge anlæg, der kan bestå i tusinder af år.

Ind imellem kunne forfatteren godt have ulejliget sig med at angive kilde. For eksempel skrives på side 59, at arkæologerne anslår at vi har ca. 700 bevarede jættestuer i Danmark, men at antallet også har været opgjort til 500. Hvilke kilder er benyttet her? Det burde ikke være så svært at tælle sammen, hvor mange jættestuer vi har i Danmark, med mindre alle jættestuetomter skal tælles med. Det påstås også, at "Hverken i dysser eller jættestuer er der fundet spor, som beviser, at de fra starten blev benyttet som begravelseskamre." (side 59). Hvad skulle de ellers være blevet benyttet til? Det er et uomtvisteligt faktum, at dysser og jættestuer er begravelseskamre, og den seneste forskning tyder endda på, at der har været en form for samspil mellem jættestuer og de såkaldte sarupanlæg; her har man flyttet rundt på resterne af de afdøde.  At de måske oprindeligt var bygget til at være "templer" (et udtryk jeg som arkæolog nok ikke ville benytte i denne sammenhæng), hvor man skulle kunne komme guderne nær, må stå for Kjems egen regning. Dels aner vi intet om det, dels aner vi intet om, at de skulle have haft flere guder i stenalderen. Men et gravsted i oldtiden kan da sagtens have samme funktion som vores kirkegårde har i dag: steder hvor man kommer og mindes.

Selv om det er interessant at læse om dysser og jættestuer og hvordan de blev bygget etc., så ligger det noget udenfor bogens primære emne. Det burde have været nok for eksempel at berette om indgangene til jættestuerne, der som hovedregel har retning mod solopgangen. Dette omtales dog senere i bogen, især ved irske eksempler.  

Herefter bevæger vi os over til de Britiske Øer, hvor stenkredse og stenrækker er mere udbredte (eller måske blot bevarede) end i Danmark, hvor der stort set ikke findes nogle intakt bevarede. Ja, og man har haft større sten til rådighed derovre. Ganske korrekt fortælles det, at mange af disse anlæg er svære at datere, også selv om der findes oldsager eller trækul til C14-datering, kan disse sagtens være tilkommet senere, eller være rest efter tidligere aktiviteter. Man skal være usandsynlig heldig for at kunne datere disse stenanlæg præcist. Det tages der heldigvis også højde og forbehold for i omtalen af dem.

Et dansk anlæg, der muligvis kan være et "Stonehenge", erkendt ved Birkendegård ved Kalundborg, har fået sit eget afsnit (side 66-67). Om det holder vand, må tiden vise, idet der så vidt vides er nogle arkæologiske undersøgelser på vej.

I 6. afsnit om "Navigation - tidsmåling - kalendere" omtales først nogle individer, der er tolket til ikke at være fra det sted, hvor de blev begravet. Der omtales en mand fra området ved Stonehenge, der skulle stamme fra Alperne, og Egtvedpigen der "er indvandret fra Sydtyskland" (side 71). Nu pågår der fortsat en polemik omkring disse undersøgelser, og det er slet ikke sikkert, at resultaterne er korrekte. For eksempel er der via strontiumundersøgelser mulighed for, at Egtvedpigen kan stamme fra Sydsverige, og Bornholm har også været nævnt, for slet ikke at tale om nærområdet omkring Egtved. Sagen er ikke afklaret 100% - endnu.

Herefter følger en gennemgang af solkalendere, Alexander Thoms solkalender, som af Kjems menes at være for avanceret til udelukkende at være baseret på stenrækker. Det fortælles, at mange sigtelinjer kan rettes til et bestemt punkt i landskabet, måske en dal eller en bjergtop, men det understreges også, at de er svære at dokumentere. Nogle af de stensætninger/sigtelinjer, som Thoms erkendte, viste sig at være naturlige. Man skal også, som Kjems har, have øje for, at mangt og meget ofte er gået tabt i de tusinder af år, der er gået forud.  Afsnittet afsluttes med omtale hopi indianernes solkalender og kalendere og tidsmåling i sten- og bronzealder. Hertil er et lille afsnit om månekalendere, der ligesom solkalendere blev brugt af flere kulturer. Kjems vurderer, at selv om månens cyklus ikke blev forsøgt sammenkoblet med solens, så var månens cyklus lige vigtig.

Afsnit 7 er et meget teknisk afsnit, der fortæller om, hvordan man arbejder som arkæoastronom. Der er som eksempel benyttet en tænkt stenring, som via en såkaldt udlæggersten (sigtelinjesten) og markante punkter i landskabet, der omgiver stenkredsen, skulle kunne fortælle noget om for eksempel solhverv, såfremt en del fakta er kendte (som kompasretning, breddegrad m.v.).  Der er altså en del punkter, som skal tages i betragtning. Her skal nævnes, at ved de virkelige anlæg kan eksempelvis sten mangle og landskabet kan være markant ændret (som Kjems også gør opmærksom på flere gange i bogen). Med andre ord er det sandsynligvis mere tilfældigt hvilken retning - dog mod solopgangen for eksempel ved jævndøgn - en sigtelinje vil have, som følge af menneskenes øjemål, og derfor også med de små afvigelser, det giver. Man kan så spørge, hvad det er værd? I det hele taget er der mange "hvis'er" i problematikken.  Kjems gør opmærksom på disse. For eksempel at oldtidens stjernehimmel ikke nødvendigvis ligner vores 100 % præcist, men man kan dog regne sig frem til, hvordan det var "dengang" på et givent tidspunkt.

I afsnit 8 gennemgås tre markante anlæg, Stonehenge i Sydengland, Newgrange i Østirland og Maes Howe på Orkneyøerne. Både forskningshistorik, nyere teorier og komparativt materiale inddrages, og læseren kan sagtens bruge oplysningerne som en introduktion til hele forskningsdisciplinen om arkæoastronomi. Fint beskrevet med de forbehold, som man skal forvente, når man beskæftiger sig med emnet. Det vil blive for meget at komme ind på detaljer her, for der er skrevet uhyre meget om netop disse anlæg, og de er alle under konstant udforskning, og nye undersøgelser fremdrager nyt materiale hver gang, man sætter spaden i jorden. Historien om de store britiske - og andre megalitanlæg - og for eksempel de franske, er næppe færdig.

Det 9. afsnit indeholder et vidt forskelligt indhold, fra stenkredse til stentrekanter, over Portugals anta'er til danske jættestuer, og meget mere, blandt andet stenkredse med liggende sten, eksemplificeret ved anlægget Loanhead of Daviot og Dyce, begge beliggende i Aberdeenshire i Skotland. Her kan konstateres sigtelinjer, som kan anses for at bestemme midvinter. I andre tilfælde drejer det sig måske om månens bevægelse. Lidt kompliceret, men flere gennemlæsninger er nødvendige for at fatte meningen.  Det virker som om alt skal med på en gang, men efter nogle gennemlæsninger, kan det erkendes, at der er ligheder og forskelle, som Kjems får gjort fint rede for. Afsnittet starter således: "Det lader sig ikke gøre med sikkerhed at fastslå, om et forhistorisk anlæg bevidst er astronomisk orienteret. Dog må det anses for tilfældet, hvis en gruppe af ens anlæg fra samme tid - spredt over et større geografisk område - har samme orientering" (side 127). Selv om der påvises mindre afvigelser stenkreds for stenkreds, lader det til, at denne definition holder. Kjems fremdrager flere velbevarede stenkredse i det engelske, som synes at overholde disse ledetråde eller regler, og de må således have haft en astronomisk betydning.   Også i dette afsnit er historikken fra de første observationer i 1700-tallet til moderne undersøgelser omtalt.  En forholdsvis ny opdagelse af såkaldte trearmede stensætninger i det engelske område er ligeledes gennemgået. Herefter springes til nogle svenske undersøgelser, der beretter om orienteringer af forskellige anlæg. I Sverige har arkæoastronomien haft bedre vilkår end i Danmark. Men man undres ind imellem. For eksempel omtales den svenske arkæolog Jonathan Lindstrøms teori og beskrivelse af 20 vikingetids begravelser på Arningegravfeltet i Sverige (henvisning til Fornvännen 2005, 1, side 18, hvori der er en henvisning til Michael Olausson beretning fra 1993: Väster Arninge. Elt vikingatida skeletgravfält. Ufipland, Täby socken, raä 153, Dnr 2248/8CJ. Arkeologisk undersökning. Raä UV Stockholm rapport 1993:89.) Her menes de 20 vikinger at være begravet på samme tid på året mellem forår og efterår. Ja, men det betyder ikke, at de også er døde på samme tidspunkt (cirka). Man har muligvis gemt ligene til jorden var frostfri og derfor mulig at grave i. Vi ved meget lidt om sådanne skikke (hvis de har været), men det giver måske en ledetråd til, hvorfor orienteringen af gravene er ens?  Fortidens kalendere diskuteres også, her med henvisning til Jonathan Lindströms teorier, men hvor der også udtrykkes en vis skepsis.  

I afsnit 10 gennemgår Kjems nogle "interessante enkeltanlæg", hvor der er sandsynlighed for, at der er astronomiske sigelinjer indbygget. Han indleder afsnittet med et statement: "Enkeltanlæg med mulige astronomiske orienteringer bør man forholde sig kritisk til. Der kan jo være tale om tilfældighedernes spil.

”Hvis et enkeltanlæg er usædvanligt velbygget eller rummer flere mulige astronomiske sigtelinjer, så styrker det formodningen om, at astronomi virkelig har spillet en rolle." Disse to sætninger er væsentlige til forståelsen af hele bogen. For der skal en vis portion skepsis til, når man beskæftiger sig med teorier, ideer og muligheder. 

I afsnittet bliver det kendte anlæg, en flot stencirkel med tilknyttede stenrækker på Ydre Hebrider i Skotland gennemgået.  Anlægget, som blev beskrevet allerede i 1600-tallet, har været genstand for mange forskeres teorier, og således også vores egen J.J.A. Worsaae, der besøgte stedet under en rejse til de Britiske Øer i 1846-47.

Stenrækkerne i Bretagne i den vestlige del af Frankrig, bliver også behandlet i afsnit 10, hvor også andre bliver beskrevet, blandt andet den store monolit Le Grand Menhir Brisé og anlægget Crucuno, der er en stenrektangel. Alle disse, samt flere til, kan have haft betydning med sigtelinjer i yngre stenalder.

Der beskrives også en afstikker til et anlæg, Nabta Playa, i det sydlige Ægypten. En forholdsvis ny undersøgelse fra 1990-erne, hvor der påviseligt har foregået ofringer af dyr. Kjems omtaler hvorledes monsunbæltet skiftede position, og der opstod midlertidigt et frodigere klima. Der omtales flere stenanlæg og rester af hele landsbyer. Her ville det være rart med en oversigtsplan og/eller nogle illustrative fotos af området og dets fortidsminder. Der bringes kun en plan over en stencirkel på side 210. Ikke over stensætninger, der omtales på side 207, eller de flere hundrede meter lange stenrækker, der omtales på side 208.

Sidste lokalitet, der behandles, er i New Mexico i USA, "Soldaggerten fra Fajada Butte", som er nogle store sten, der står lænet op af en klippevæg, hvorpå der findes indhugget nogle spiraler. Nogle forskere mener, at der er tale om en kalender, idet solstråler mellem stenenes skygger danner et billede af en daggert på en af spiralerne ved solhverv. Tilfældigheder eller ej?  Men under alle omstændigheder ville det også have været godt med nogle illustrative fotos, i stedet for tegninger.  

Afsnit 11 er forbeholdt det berømte fund af himmelskiven og våben/armringe fra Nebra i Sachsen-Anhalt i Tyskland, vores danske solvognen fra Trundholm Mose og noget om de neolitiske lerskiver samt de i de senere år fundne såkaldte solsten fra Bornholm..

Nebra-fundet er velbeskrevet, både frembringelsen vad amatørarkæologer, der "famlede noget rundt" med fundet, indtil museumsfolk blev indblandet - heldigvis. Om skivens brug og betydning ved vi intet, hvilket også fremgår af teksten, mens det pointeres, at fundstedet kan have betydning; der kan være tale om et helligt sted.  Her nævnes også seniorforsker Flemming Kaul, Nationalmuseet, som gennem mange år har forsket i netop bronzealderens billedverden og har etableret en teori om dagens gang via skibsafbildninger på især bronzealderens rageknive. Solvognen fra Trundholm Mose kender vi alle, og her er forbindelsen til himmellegemer, at en hest trækker solen hen over himlen. Der gøres meget ud af fremdragelsen og efterfølgende søgning efter flere dele til solvognen, hvilket lykkedes i 1990-erne, med metaldetektor. Men der er ikke omtalt rygter om endnu to solvogne, der angiveligt skulle være fundet, dels en på Lolland, dels en i Skåne. Om disse to solvogne vides ikke meget andet, end at de begge angiveligt skulle være brugt som børns legetøj efter fremdragelse. Man vidste ikke bedre dengang, de skulle være blevet fundet.

Om lerskiver - her specielt en fra Skejby ved Århus - siges: "Formålet med lerskiverne kendes ikke, og mange forslag har været på banen: låg til lerkar, en slags tallerkener, bageplader til fladbrød mm." (side 241). Men det mest sandsynlige formål nævnes ikke. Sikkert fordi det ikke er ordentlig publiceret. Men man ser ofte gengivelser af sol, sole og stråler på lerskiverne. Det signalerer varme, og som sådan bør de nok forstås. Dengang i oldtiden havde man også brug for "varmedunke", og der er flere ting, der tyder på en sådan funktion: dels holder ler længere tid på varme, end sten gør, lerskiverne er ikke lavet af gennembrændt ler, men nærmere opvarmet, og endelig findes der ofte huller i, både symmetrisk og asymmetrisk placeret. Hullerne var praktiske, når en varm lerskive skulle rages væk fra varmekilden (et bål), og i hvert fald har de ikke været ikke særlig bevendt som bageplader, da dejen naturligvis ville falde gennem disses huller. Men indtil en endelig funktion er bevist, er det selvfølgelig op til den enkelte at tro, hvad man vil.

Solstenene fra Bornholm omtales kort. Deres funktion er ikke kendt, men mon ikke de skal opfattes som kultiske genstande, når man også tager fundstederne i betragtning. Det gør Kjems. De to lokaliteter er Rispebjerg og Vasagård, begge kultsteder fra yngre stenalder. På side 243 omtales endnu to lokaliteter med sten med indridsninger, Hindby Mose i Skåne og Kong Svends Høj på Lolland. Her ville det også have været godt med billeder af de to genstande.

Her nævnes også, at solstenene kaldes for "minihelleristninger", og at man ellers først forbinder helleristninger med et bronzealderfænomen, selv om der "ude i Europa ses der ofte helleristninger på stenalderens dysser og jættestuer." (side 243). Men faktisk er det netop på lokaliteten Vasagård, at arkæologerne fandt en helleristningssten - en såkaldt skåltegnssten - i sikker kontekst, så vi nu for første gang har bevis på, at i hvert fald skålgruber blev benyttet så tidligt som i yngre stenalder.  Dette forhold nævnes ej heller i afsnittet om skåltegn på side 248, hvor der ellers berettes om skåltegnet og dets tolkning til forskellig tid rent forskningshistorisk set.

Det sidste afsnit handler i stor udstrækning om hvorledes arkæologer har været skeptisk overfor astronomien gennem tiden. Her omtales et par svenske astronomers lidt for vilde teorier, og Kjems giver også udtryk for, at "Videnskabsmænd har ofte kritiseret akæoastronomerne for at publicere for mange flyvske teorier." (side 251 - og her er desuden den eneste slåfejl, som anmelder er faldet over i bogen). Lidt senere står der: "Der har til tider hersket et lidt køligt forhold mellem arkæologien og arkæoastronomien. Arkæologerne er lidt sarte, af og til lidt for sarte. De bryder sig ikke om, at andre betræder deres enemærker og udfordrer deres teorier. Mange arkæologer var tidligere totalt afvisende overfor arkæoastronomien. Det har ændret sig til det bedre, og det er i dag almindeligt accepteret, at mange oldtidsanlæg er orienteret efter himmellegemerne - først og fremmest solen." (side 256). Her har Kjems ganske ret. Først i de senere årtier, især med Flemming Kauls store arbejder med bronzealderens forestillingsverden, er det blevet mere acceptabelt for arkæologer ikke blot at afvise svært forståeligt stof med bemærkningen "det er nok kultisk!", selv om der har været forsket meget i for eksempel helleristninger og deres eventuelle betydninger.

I afsnittet omtales også månekalendere, blandt andet skulle en sådan være ridset ind i en ørneknogle. Månekalenderen blev erkendt af en amerikaner, Marshack, der så knoglen på Nationalmuseet i Paris. Knoglen blev oprindeligt fundet i Abri Blanchard i Dordogne og skulle være ca. 30.000 år gammel. Denne tolkning er at gå for langt, idet man næppe havde en månekalender for 30.000 år siden. Sandsynligvis er indridsningerne blot en simpel ornamentik.

Der omtales også en månekalender ristet ind i en af stenene udenfor den store jættestue Knowth i Irland. Også denne teori virker som en overfortolkning. Rud Kjems er enig i, at begge ikke holder i virkeligheden.

Et efterskrift afslutter den lille bog med så mange informationer i. Rud Kjems' bemærkninger i dette afsnit, kunne lige så godt være denne anmeldelses afslutning, for der udtrykkes dels en skepsis overfor mange teorier, dels en erkendelse af, at der ligger muligheder i udforskningen af sammenhængen mellem megalitter og andre forhistoriske anlæg og genstande, og himmellegemerne. Flot afsluttes med bemærkningen: "Det er i øvrigt mit håb, at bogen vil inspirere læserne til, både herhjemme og ude, at besøge nogle af de fantastiske monumenter, vore forfædre rejste for årtusinder siden." (side 267).  Til allersidst bringer Kjems en tak til de, der har ydet råd og vejledning (side 275).

Der hersker ingen tvivl om, at med den energi hvorved disse anlæg blev etableret, ikke er sket for "sjov" skyld. Der har naturligvis været tanker bag, og når vi kan erkende, at der forekommer sigtelinjer til et fænomen på himlen, er det sandsynligt, at det er netop det, der har meningen. Anmelder tror ikke, at man har haft behov for at bestemme præcis, hvornår der for eksempel skulle sås om foråret, for det kunne vel fornemmes på vejret generelt, men sigtelinjer og kalendere skulle nok give en besked om, hvornår selve højtidsfesten skulle afholdes.

Man må sige, at det er ærgerligt, at ikke flere forskere beskæftiger sig med disciplinen, for der er næsten garanti for nye opdagelser her. Rud Kjems bog viser, at der er potentiale. Men også, at det af mange årsager er svært tilgængeligt stof. Det vil være godt, hvis nogle unge forskere ville kaste sig over udforskningen af arkæoastronomien, men om det skal være arkæologer eller astronomer, er et spørgsmål. For det kræver næsten begge uddannelser at få fuldt udbytte, og det er svært tilgængeligt stof. Det viser bogen også. Der er meget med sigtelinjer, grader, himmellegemers placering i tid og rum, med andre ord er der rigtig meget at holde styr på. Helt sikkert er her materiale til flere gode faglige afhandlinger.

Bogen er velskrevet, og der forekommer kun mindre fejl og misforståelser, som anmelder har kunne konstatere. Den store anke i bogen er, at der mangler illustrationer. Og gerne fotografier. Gode fotos af lokaliteter og landskaber ville have givet bogen det løft, som anmelder mener den mangler.  Det er muligt, at det har været svært at finde billeder, og der er jo også dyrt at skulle rejse den halve verden rundt for selv at fotografere, så måske skal grunden til manglende billeder findes her. For der er jo gode billeder i bogen også, blot ikke ret mange.  Der er ligeledes mange tegninger, men oftest til illustration af himmellegemes positioner og anlæggenes orientering. Der burde også have været litteraturhenvisninger til mange af de påstande og beretninger, der er beskrevet i bogen. Her er man henvist til litteraturlisten, som dog ser fyldestgørende ud, i betragtning af det ret smalle emne, som Arkæoastronomien er.  Men emnet er spændende og for mange garanteret hel ny viden, som ligger gemt her.

Anmelder må denne gang give stjerner til den samlede bedømmelse. Ud af seks mulige, bliver det til fire. Havde illustrationer været flere, og litteraturhenvisninger i selve teksten, ville der sandsynligvis være fem blinkende stjerne på den arkæologiske himmel.

[Historie-online.dk, den 30. juni 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Nero - kejser i Rom
Knuds Odense
Til hele rigets rigets værn