Det kooperative alternativ

Af Poul Porskær Poulsen, www.historie-online.dk

Det er nok ikke så forfærdelig mange mennesker, der er klar over, at det år, der nu er i gang med sin sidste måned, af FN har været udråbt til kooperationens år. Det er ikke desto mindre tilfældet, og Den kooperative Arbejdsgiver- og Interesseorganisation i Danmark besluttede derfor, at der skulle udarbejdes en bog om den danske arbejderkooperations historie. Det var en god ide, eftersom den samlede danske kooperationshistorie aldrig har været skrevet, og den del af arbejderbevægelsens historie har dog haft en stor betydning for dansk historie og samfundsudvikling generelt. Og når man så har en så solid og velskrivende forsker og forfatter som Henning Grelle til at løse opgaven, så var der jo ikke noget at betænke sig på.

Generelt må man sige, at Henning Grelle har løst sin opgave forbilledligt. Han har gravet i kilderne med stor omhu: Referat på referat fra generalforsamlinger, kongresser, partimøder, komitémøder mm. er gennemlæst og analyseret – et hav af avis- og tidskriftartikler, pjecer, bøger osv. er aflokket meninger og udtalelser, for debatten om den danske arbejderkooperation har været ganske omfattende. Det var bestemt ikke alle arbejderbevægelsens ledere, der var vilde med kooperationen, hvor man gik ind på det kapitalistiske samfunds præmisser og lavede forretning, også selv om de kooperative foretagender var styret af arbejderne selv og de evt. fik udbetalt dividende! Man kan sige, at en meget stor del af bogen er helliget denne gennemgang af debatten, diskursen – og det gør ind i mellem fremstillingen lidt tung og meget detaljerig – men på den anden side forholder diskussionen sig hele tiden til den konkrete virkelighed i arbejderbevægelsen og i denne ’tredje streng’ i bevægelsen, og man får virkelig noget at vide.

Vi begynder med de udenlandske forfædre til kooperationen i England (ikke mindst væverne i Rochdale i 1840'erne), Frankrig (Proudhon) og Tyskland (Lassalle) og vender derefter blikket mod Danmark, hvor Frederik Dreier var den først til at formulere nogle af de kooperative tanker, der kom til landet. Ligeledes den manglende interesse for kooperationen hos Louis Pio, der ikke havde meget til overs for brugsforeningerne, som var begyndte at opstå på landet.

De mange diskussioner i Socialdemokratiet i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20 århundrede skal ikke refereres her – de var nemlig ganske omfattende og viste forskellige retninger i, hvordan bevægelsen skulle udvikle sig. Men man begyndte jo nu så småt at oprette kooperative foretagender. Et af de kendte var Bryggeriet Stjernen, oprettet 1902, men også Mælkeriet Enigheden i 1896 og Svendborg Margarinefabrik i 1897 og ikke mindst Arbejdernes Fællesbageri, der var gået i gang så tidligt som 1886, fik betydning. Det var nogle af de første fyrtårne i produktions-kooperationen, som det ikke alle gik lige godt for. Arbejdsmændene arbejdede ligeledes for at få oprettet en brugsforening i København i begyndelsen af århundredet – men det fandt ikke tilslutning centralt. I stedet begyndte arbejdere rundt omkring i byen at oprette deres egne foreninger til drift af forbrugsforeninger. Men der var længe stor uenighed om disse forretninger, hvor medlemmer kunne købe billige, gode fødevarer, og hvor overskud dels kunne udbetales i dividende til medlemmerne og dels støtte partiets og bevægelsens arbejde. Modstanderne var bl.a. bange for at skubbe storbyens mange småhandlende fra sig, når de stod til at blive udkonkurreret af de kooperative forretninger. Først i 1916 blev Hovedstadens Brugsforening oprettet som det centrale organ for 16 københavnske brugsforeninger.

Man kan desuden nævne andre kooperative foretagender, der så dagens lys, efterhånden som tanken modnedes og århundredet skred frem: Arbejdernes Kooperative Byggeforening, brændselsforretningen Arbejderkul, Arbejdernes Landsbank og en meget omfattende debat om forsikringsspørgsmålet, der resulterede i Kooperativ Assurance, Arbejdernes Livsforsikring og Arbejdernes Brandforsikringsselskab. I 1944 sammensluttedes de to førstnævnte til ALKA.

I 1922 var Det kooperative Fællesforbund dannet. Hermed var det blevet officielt, at arbejderbevægelsen ud over den faglige og politiske gren nu også havde en kooperativ. Fællesforbundets arbejde skulle først og fremmest bestå i oplysning gennem et tidsskrift samt afholdelse af kurser og stævner. Oprettelsen hang sammen med socialdemokratiets arbejde for det helt store folkelige gennembrud og dermed regeringsmagten: ”Arbejderbevægelsen havde brug for at samle kræfterne til at gennemføre det store politiske projekt, og arbejderkooperationen var en vigtig faktor både som alternativ til de eksisterende driftsformer og i forbindelse med en demokratisering af det økonomiske liv. Dertil krævedes oplysning og atter oplysning af arbejderbefolkningen. Men bestræbelserne skulle ifølge Stauning ikke alene resultere i mere overskud i virksomhederne eller give det enkelte medlem i brugsforeningen mere dividende. Hvad enten arbejderen var organiseret i en vælgerforening, en fagforening eller en brugsforening, drejede det sig for den enkelte om at arbejde og dygtiggøre sig for at nå det store mål.” (156-160) Og derfor var det altså nødvendigt at samle de meget forskelligartede virksomheder under en fælles hat – og virksomhederne var i det store og hele med på det.

Som sagt, her skal ikke refereres alle de mange diskussioner, men et par enkelte nedslag er dog væsentlige. Fx at HBs første selvbetjeningsforretning åbnede i Vigerslevgaard den 26. oktober 1948, kort tid efter at landets første selvbetjeningsbutik, Esbjerg og Omegns Brugsforening, var åbnet. Og som nr. 25 i rækken af HB-selvbetjeningsforretninger åbnedes Danmarks første supermarked i Islev efteråret 1953. Det første provinssupermarked blev åbnet i Aalborg året efter. Og efterhånden ændrede forudsætningerne for den kooperative drift sig. Hvor det tidligere drejede sig om at sikre den brede befolkning billige daglige fornødenheder, blev det i løbet af 50erne også til at sikre, at almindelige mennesker kunne købe større varige forbrugsvarer.

I 1972 fusionerede HB med den gamle fjende FDB til Danmarks Brugsforening – en fusion, som viste sig at kaste meget lidt af sig for HBs vedkommende. Og drømmen om, at man kunne køre virksomheder på solidaritet alene – altså bare det var kooperativt, så ville arbejderne også købe varerne – fik et alvorligt grundskud, da det hæderkronede bryggeri Stjernen måtte lukke i 1964. Og i 1983 var det slut med de ellers længe succesrige fællesbagerier, da FDB blev eneejer af de tilbageblevne. En række andre kooperative virksomheder måtte lade livet i disse år.

De seneste år trækkes fint sammen i pressemeddelelsen, og de skal gengives her: ”Den største udfordring for kooperationen var ikke 1990ernes sager om økonomisk misbrug og umoralsk optræden i Lejerbo eller Arbejdernes Ligkiste Magasiner. Det var ændringer i det finansielle investeringsgrundlag, der gennem hundrede år havde eksisteret i kooperationen. Kooperative dyder som parikurs og fast forrentning måtte i 1980erne vige til fordel for fondes og pensionskassers krav om fuldt udbytte af deres investeringer og større mulighed for indflydelse i ledelserne. Bortfald af det traditionelle kooperative særpræg på det finansielle område samt ønsket om igen at opnå et langt bedre ry i offentligheden førte til en reorganisering af den kooperative hovedorganisation, Det kooperative Fællesforbund, i 2004.”

Tilbage står vi med en spændende historie om en bevægelse, der gennem årene har givet anledning til utallige diskussioner og overvejelser, og som nu er et næsten usynligt indslag i erhvervslivet. Men det er der, og det skal blive interessant at følge den kommende udvikling. Til lykke til kooperationen og Henning Grelle for et vægtigt værk om en ikke uvæsentlig del af arbejderbevægelsens historie. Anbefalinger herfra!