Menu
Forrige artikel Næste artikel

Vestafrika. Forterne på Guldkysten

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 322

 

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, forfatter

Gads Forlag har med fembindsværket ”Danmark og kolonierne” udgivet en grundig og moderne fremstilling af denne del af vores fortid, der i dag efter mange år i forholdsvis glemsel er genstand for en livlig debat og kritisk revision. Ikke mindst den danske slavehandel, der sendte tusindvis af afrikanere over Atlanterhavet til en umenneskelig tilværelse i Vestindien, har rejst spørgsmålene om skyld og ansvar. Meningerne er delte, men der er ingen tvivl om, at det er en fortid, der under alle omstændigheder bør belyses og formidles bedst muligt. Og det bliver den i bindet om de danske forter på Guldkysten i Vestafrika.

Her fik Danmark aldrig nogen egentlig koloni, men forterne var en vigtig del af den handel, der foregik gennem næsten 200 år fra omkring 1660 til 1850 – en handel, der i størstedelen af perioden havde én altoverskyggende ”vare”, slavegjorte afrikanere. Europæernes, og her ikke mindst den danske tilstedeværelse på Guldkysten, spillede, trods manglende territoriale besiddelser, en rolle for de afrikanske kongerigers opkomst og fald, hvor skiftende magtkampe og alliancer til stadighed ændrede det politiske billede. De to parter indgik i et kompliceret spil, og som det pointeres i forordet, er hovedformålet med dette bind at formidle noget alment om de dansk-afrikanske relationers skiftende natur gennem to hundrede års fælles historie. Det er i høj grad lykkedes.

De første europæere, der dukkede op, var portugisiske søfarere i 1400-tallet, tiltrukket af det guld, der senere skulle give navn til en del af den vestafrikanske kyststrækning. De fik hurtigt følgeskab af spaniere, franskmænd og englændere, og fra 1590’erne blev det hollænderne, der dominerede besejlingen af området, dog uden at kunne monopolisere handelen. Kapløbet om Guldkysten resulterede i forter og handelsposter, og fra 1660’erne fik også danskerne etableret sig med anlæggelsen af forterne Frederiksborg og Christiansborg. Det var ikke nogen nem sag at vinde fodfæste, for de lokale magthavere var absolut herrer i eget land og uden nogen intentioner om at lade sig udbytte.

Der var også en anden besværlig modspiller, for mandskaberne på forterne bukkede i stort tal under for kystens febersygdomme. Malaria og gul feber tog livet af tre ud af fem nyankomne europæere i løbet af det første år efter ankomsten. Alligevel udviklede Guldkysten sig til at blive det område, der var tættest besat med forter og handelsloger fordelt mellem tre aktører – englænderne med hovedkvarter på Cape Coast Castle, hollænderne på fortet Elmina og endelig danskerne på Christiansborg. Samtidig forandrede indbyrdes magtkampe til stadighed det afrikanske politiske landskab, hvor kongerigers opkomst og fald hurtigt kunne få forholdene til at ændre sig fra fredelig sameksistens med de europæiske handelsfolk til aggressive magtdemonstrationer.

I danskernes interesseområde blev 1700-tallet domineret af de tre større stater Akwamu, Akyem og Asante. Det lykkedes de skiftende guvernører at styre den danske handel gennem de urolige tider og samtidig udvide aktionsradius med anlæggelse af nye forter som fx Fredensborg i 1736. Handelsmønsteret skiftede, idet guldet stort set mistede sin betydning, medens eksporten af slaver var i stadig vækst. Den nåede et højdepunkt i 1780’erne med et opkøb og videresalg på over 1.000 om året. Den driftige guvernør Jens Adolph Kiøge gik i gang med en heftig byggeaktivitet langs den østlige del af Guldkysten, så danskerne efterhånden havde fem forter og en række mere eller mindre permanente handelsstationer.

Og hvordan formede livet sig på den stærkt begrænsede plads bag de beskyttende fæstningsværker? På Christiansborg var der i 1730 omkring 100 personer, der skulle finde sig tilrette i et fast hierarki med guvernøren som den øverste. Handelsaktiviteterne blev varetaget af en overkøbmand, en bogholder og nogle handelsbetjente, medens de forsvarsmæssige opgaver var overladt til kommandanten og et antal soldater. Fortslaver udførte det hårde fysiske arbejde, medens kirurg og præst tog sig af de helbredsmæssige og åndelige behov. Den usikre tilværelse i de fremmede omgivelser fik druk og skænderier til at stortrives, men en del af danskerne søgte at etablere en form for familieliv ved at leve sammen med kvinder fra de bysamfund, der altid lå tæt på forterne. Det gjorde opholdet på kysten mere tåleligt og skabte ofte gunstige handelsalliancer med den lokale befolkning.     

For handelen var det uomgængelige omdrejningspunkt. Pakhusene skulle være velforsynede med de efterspurgte varer og kældrene under fortet med indkøbte slaver. Betalingen omfattede ofte flintebøsser, krudt og kugler, der kunne holde gang i rustningskapløbet, men bortset fra leveringen af krigsmateriel måtte man se til fra sidelinjen, når de lokale stridigheder blev afgjort. Afrikanerne var de egentlige magthavere på Guldkysten, og der var langt til nogen form for europæisk koloniherredømme. Det forhindrede dog ikke den politiske elite i København i at drømme om et Dansk Guinea, en illusion, der opstod i kølvandet på diskussionen om slavehandelens afskaffelse. Det havde ikke været en debat, der havde offentlighedens interesse, men i 1792 besluttede den danske regering, efter den nedsatte Slavehandelskommissions grundige forarbejde, at ophæve den transatlantiske slavehandel med virkning fra nytår 1803.

De økonomiske omkostninger havde været for store. At de menneskelige omkostninger for de slavegjorte afrikanere havde været umådelige, dokumenterer bogens kapitel om Danmark – en slavehandelsnation. Skibe under Dannebrog deltog i transporterne over Atlanten fra midten af 1600-tallet og indtil slavehandelsforbuddet trådte i kraft. En del af de danske skibe sejlede via Trekantruten fra København til Guldkysten med handelsvarer, videre over Atlanten til Vestindien med slaver og hjem med kolonialvarer. Det var de vekslende handelskompagnier, der stod for den trafik, medens en pendulfart mellem Vestindien og Afrika blev varetaget af private. Alt i alt blev det til udskibning af omkring 100.000 slavegjorte afrikanere fra de danske forter og handelsstationer, og trafikken sluttede ikke helt med udgangen af 1802. Der forekom en del illegal fortsættelse af slavehandelen, og myndighederne så igennem fingre med et mindre antal transporter, der havde været undervejs, da forbuddet trådte i kraft.

Men slavehandelen stod foran sit ophør i de første år af 1800-tallet, og det var tid til nytænkning, hvis en fortsat europæisk tilstedeværelse på Guldkysten skulle give økonomisk udbytte. For danskernes vedkommende blev det til en satsning på plantagedrift med bomuld og kaffe, medens englændernes vigtigste eksportartikel var palmeolie. Forandringens vinde blæste ikke ligefrem i en gunstig retning, set fra et dansk synspunkt, og forskellige begivenheder lagde yderligere hindringer i vejen for de nye projekter. Engagementet i Napoleonskrigene lammede den danske skibsfart på verdenshavene med en deraf følgende varemangel på Guldkysten, der svækkede respekten hos de afrikanske handelspartnere. Samtidig blussede krigshandlingerne op fra baglandet, da Asante indledte en bølge af angreb på kyststriben. Planerne om en dansk koloni i Afrika med en rentabel plantagedrift led skibbrud – investeringerne var utilstrækkelige og resultaterne langt fra tilfredsstillende.

Det hele fik en ende i 1850, da forterne blev overdraget til Storbritannien. Købesummen var beskeden, 10.000 £, og den 6. marts blev det danske flag på Christiansborg afløst af det britiske. Hermed sluttede et atypisk stykke kolonihistorie, hvor danskerne aldrig fik noget egentlig territorium eller overherredømme. Deres tilstedeværelse var på de lokale magthaveres præmisser, og aktiviteterne til enhver tid stærkt afhængige af de politiske forhold i området. Hele det komplicerede forløb er i bindet om Guldkysten skildret gennem tematiske og kronologiske kapitler, og teksten suppleres af en overdådig mængde illustrationer, ikke mindst af de danske forter. Det er også et stærkt forfatterhold, der står bag dette bind af GADS kolonihistorie. Som forordet stiller i udsigt, er det en på mange måder kompleks historie, der udfolder sig over bogens mange sider. En udfordring for både dem der skriver, og dem der læser. Erik Gøbel, Per Oluf Hernæs, Daniel P. Hopkins, Pernille Ipsen, Ole Justesen og Anne Mette Jørgensen har klaret denne udfordring på bedste vis.   

Historie-online.dk, den 3. maj 2017                  

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie
Rådhuspladsen 1900
Lillys danmarkshistorie