Menu
Forrige artikel Næste artikel

Vestindien. St. Croix, St. Thomas og St. Jan

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 761

 

Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, forfatter

GADS FORLAG har her ved 100 års jubilæet for overdragelsen af de Dansk-vestindiske Øer til USA udgivet en ny dansk kolonihistorie i fem bind. Denne første samlede beskrivelse af vores koloniale fortid, siden tre supplementsbind til Politikens Danmarkshistorie i begyndelsen af 1980’erne beskrev Grønland og kolonierne i Vestindien, Asien og Afrika, præsenterer ikke kun den nyeste forskning, men lægger også stærk vægt på at se historien fra de koloniseredes perspektiv. Det gælder ikke mindst bindet om Vestindien, hvor Poul Erik Olsen i forordet præciserer forfattergruppens intentioner om at se de tre øer St. Croix, St. Thomas og St. Jan som en del af Vestindien snarere end en del af den danske stat.

Caribiens slavesamfund var en sammenbragt befolkning af migranter fra andre verdensdele – de tvungne fra Afrika og frivillige fra Europa, og det indledende kapitel giver en fin fremstilling af de slavegjorte afrikaneres lange vej fra Guineabugtens kyst over Atlanterhavet til Caribien. Her opstod en ny afrikansk-caribisk kultur i skyggen af det racebaserede slaveri, hvis moralske legitimering de hvide hentede fra spekulative udlægninger af bl.a. Bibelen og den antikke retsfilosofi. Det store flertal af europæere i Caribien havde den opfattelse, at afrikanerne enten ikke havde nogen religion, eller at den i bedste fald var mangelfuld, og plantageejere som Thomas Thistlewood på Jamaica, der skrev dagbog i årene 1751-82 fandt slaveri så naturligt, at han aldrig overvejede muligheden af, at afrikanere og europæere kunne være ligeværdige.

Den 26. maj 1672 plantede Jørgen Iversen, der var udsendt af det året før etablerede Vestindiske Kompagni, Dannebrog på øen St. Thomas, og tre år senere indkøbte han de første slaver, fragtet direkte fra Afrika. Herefter engagerede kompagniet, der i 1674 skiftede navn til Vestindisk-guineisk Kompagni, sig i den transatlantiske slavehandel, der gennem de næste 130 år skulle bringe omkring 100.000 afrikanere til Caribien på danske skibe. Koloniseringen af St. Thomas kom langsomt i gang med anlæggelse af plantager og en by omkring den gode naturhavn på øens sydside. Opdyrkningen af øen tog efterhånden fart, og i år 1700 var antallet af afrikanske slaver steget til 1.317. I denne etableringsfase deltog de fleste plantageejere også selv i det hårde slid med afgrøderne.

I 1718 blev kompagniets besiddelser udvidet med en mindre ø mod øst, St. Jan, hvor guvernør Erik Bredal gik i land med fem soldater, 20 plantere og 16 slaver. Igen blev det danske flag hejst og en beskeden befæstning anlagt, og i de næste årtier blev tropekolonien præget af store forandringer. Købet af St. Croix i 1733 åbnede for en intensivering af slavetransporterne fra Afrika, et stort slaveoprør samme år på St. Jan bekræftede plantageejernes værste frygt, og brødremenigheden fra Herrnhut begyndte sin missionsvirksomhed i 1732. Det var en periode, hvor nybyggerstadiet var ved at forvandle sig til et samfund i mere faste rammer, og medens der ikke er mange oplysninger i kilderne om livets gang for koloniens indbyggere i de første år, er det efterhånden muligt at trække enkelte skæbner frem til illustration af den større historie. Det gælder fx den afrocaribiske kvinde Damma, der skiftede navn til først Marotta og siden Madlena efterhånden som hun kom i forbindelse med brødremenighedens missionærer, blev en vigtig del af deres menighed og som noget helt ekstraordinært skrev et brev til den danske dronning Sophie Magdalene i 1739 med en bøn om støtte fra Danmark til missionsarbejdet. Brevet var på hendes fødesteds afrikanske sprog, for Damma rummede begge verdener, men ellers var flere og flere afrocaribiere efterhånden kreoler – født i Vestindien, og med en svagere tilknytning til de afrikanske rødder.

I 1733 havde guvernør Philip Gardelin med sit berygtede slavereglement, der var retningsgivende for retsforfølgelsen helt op til 1830’erne, gjort det klart, at negre var gjort til slaver af Gud selv, og andre danskere som fx Reimert Haagensen, der var kommet til Vestindien i 1739, var lige så kategoriske i deres bedømmelse. I hans beretning om øerne kunne man læse, at alle slaver var onde - det fremgik tydeligt af deres sorte hud. Medens eurocaribierne således ikke sparede på de stereotype raceforestillinger, står det stort set hen i det uvisse, hvordan afrocaribierne forholdt sig til den virkelighed, de mødte i Vestindien. Den bød fra 1755 på en ny administration, da Staten overtog det Vestindisk-guineiske Kompagni og dermed de tre øer i Caribien. Antallet af udsendte embedsmænd voksede, og i det hele taget steg befolkningstallet i anden halvdel af 1700-tallet. Arbejdet på sukkerrørsplantagerne krævede stadig mere arbejdskraft, og ved århundredeskiftet var antallet af slaver steget til omkring 35.000. Da sang den transatlantiske slavehandel for Danmarks vedkommende på allersidste vers, og dette stop for nye forsyninger skulle hurtigt komme til at udgøre et alvorligt problem, for overdødeligheden var markant. På St. Croix var arbejdsdagen på de stadig større plantager lang, hård og ensformig. For markslaverne begyndte den klokken fire om morgenen og sluttede ved solnedgang – 10 til 11 timer senere med få pauser undervejs. I høsttiden blev arbejdsindsatsen skruet yderligere op, men trods alt blev der i slavelandsbyerne også mulighed for at knytte nye familiemæssige og sociale relationer til erstatning for de fællesskaber, der var blevet efterladt på den anden side af Atlanterhavet.

Efter ophøret af den transatlantiske slavehandel i 1803 var det dansk-vestindiske kolonistyre nødsaget til at forholde sig til den markante overdødelighed ved at forbedre slavernes forhold - ikke mindst på sundhedsområdet, hvor de forskellige tropesygdomme hærgede blandt både euro- og afrocaribiere. Det var en opgave, hvis mest synlige resultat var en koppevaccination af hele befolkningen på St. Croix, der næsten eliminerede dødeligheden for denne frygtede sygdom, men bortset fra en sådan enkeltstående succes havde det danske lægevæsen på grund af lægevidenskabens tilbagestående stade stort set ikke effektive behandlinger at byde på. Slaverne tyede ofte til deres egne midler i form af lægeplanter og fænomenet Obeah, hvis udøvere udførte magisk-religiøse ritualer med rod i den afrikanske åndeverden.

Fra 1820’erne bevægede koloniens udvikling sig i forskellige retninger. Medens St. Croix blev ramt af en stadig dybere krise med svigtende indtægter fra sukkerrørsplantagerne, gik St. Thomas med den travle havn og den blomstrende handel en storhedstid i møde. Og i 1848 indtraf den helt store samfundsomvæltning, da slaveriet efter omfattende uroligheder ved Frederiksted blev ophævet den 3. juli. En frihed, der dog ikke medførte større forbedringer af de fleste afrocaribieres levevilkår og status. De tidligere slaver var stadig nederst og eurocaribierne i toppen af et samfund, der i de følgende årtier skulle komme ud for massive problemer. Naturkatastrofer og dødelige epidemier hærgede, og det tropiske klima med importerede sygdomme fra tre kontinenter, Afrika, Amerika og Europa krævede store ofre blandt hele befolkningen. Især koleraen, der i 1853 for første gang ramte Dansk Vestindien, udstillede koloniens sårbarhed og afslørede en uovervindelig kulturkløft, ikke mindst mellem de danske læger og den fattige farvede befolkning, der udgjorde langt størsteparten af koleraofrene. Racefordomme fik frit løb, når den øverste embedslæge C.F. Erichson omtalte dem som ”Disse mennesker, som ikke kender noget til undseelse, fører et i høj grad udsvævende liv og ikke kan modstå deres store lyst til stærke drikke.” 

Den lange nedgangstid og de sociale spændinger, der kendetegnede kolonien i anden halvdel af 1800-tallet, førte til et større oprør blandt utilfredse plantagearbejdere på St. Croix i 1878. Det medførte en vis selvransagelse og enkelte forbedringer i lovgivningen, men ellers var det tanken om et salg af den besværlige koloni til USA, der især optog den danske regering. Det mislykkedes dog både i 1860’erne og i 1902, men lykkedes som bekendt i 1917. Da havde en folkeafstemning i Danmark den 14. december 1916 givet et markant flertal blandt det beskedne antal afgivne stemmer for et salg. Befolkningen i Vestindien var til gengæld ikke blevet spurgt, og for dem, der havde forventet en stærkt forbedret status fra danske koloniale undersåtter til fuldgyldige amerikanske statsborgere, var der en solid skuffelse i vente.

Øerne blev et uintegreret amerikansk territorium med begrænsede rettigheder, bl.a. manglende mulighed for at stemme ved præsidentvalg. Der kom heller ikke nogen markant forbedring af de økonomiske forhold, og præsident Herbert Hoover kunne i 1930’erne konstatere, at USA havde betalt 25 millioner dollars for et veritabelt fattighus. Efter 2. verdenskrig oplevede USA en økonomisk opblomstring, der også kom US Virgin Islands til gode. Krydstogtskibe med amerikanske turister lagde til i Charlotte Amalie, hvor salget af toldfri luksusvarer voksede til en solid indtægtskilde, og på St. Croix blev der i 1966 anlagt et olieraffinaderi, der som det største i Amerika betød mange hundrede arbejdspladser. Det lukkede dog endeligt ned i 2012.

GADS kolonihistorie følger udviklingen i det tidligere Dansk Vestindien helt op til nutiden, og kommer også omkring den debat, der i forbindelse med 150 års jubilæet i 1998 for slaveriets afskaffelse beskæftigede sig med spørgsmålet om, hvem der har retten til at skrive historien og ud fra hvilke kilder. Er de europæiske kilder det rette udgangspunkt, og er det troværdigt, at skribenterne er danske historikere? I nærværende værk må opgaven i hvert fald siges at være løst på bedste vis. Forfatterholdet, der udgøres af Erik Gøbel, seniorforsker ved Rigsarkivet, Niklas Thode Jensen, arkivar ved Rigsarkivet, Poul Erik Olsen, chefkonsulent i Rigsarkivet, Louise Sebro, projektseniorforsker ved Nationalmuseet og Gunvor Simonsen, lektor ved Saxo-Instituttet, har skrevet en gedigen og nuanceret Vestindienhistorie, der både har de store linjer og de personlige historier. Også illustrationsmaterialet er af bedste kvalitet, så dette nyeste bud på den danske kolonihistorie kan på alle måder anbefales.     

Historie-online.dk, den 18. april 2017

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Femten fortællinger fra det gamle Danmark
Kongeriget – fra Margrete til Margrethe
Erindringssteder i Danmark