Menu
Forrige artikel Næste artikel

Karl Dönitz og det tredje riges sidste dage

Kategori: Bøger
Visninger: 1600

Barry Turner

Karl Dönitz og det tredje riges sidste dage

forord af Bo Lidegaard.

Gyldendal 266 sider. 300 kr.

 

Af Thomas Petersen

 Karl Dönitz er gjort af det stof, myter udspringer af. Skriver historikeren Bo Lidegaard i forordet til denne bog. En bog, der gerne vil advokere for, at der også blandt det tredje riges øverste spidser fandtes en slags hædersmænd. Allerede omslaget slår tonen an. En nydelig ældre herre med jernkors og guldtresset kasket. Blot et enkelt lille hagekors under dobbeltørnen antyder den rette sammenhæng. Et nydeligt billede af bogens hovedperson - Karl Dönitz. Chef for den tyske ubådskrigsførelse under 2. Verdenskrig, indtil han i 1943 blev storadmiral og øverstkommanderende for den samlede tyske flåde. Og ultimativt den 30. april 1945 af Føreren selv kort før dennes selvmord udnævnt til Rigspræsident for et rige, der dårligt nok længere eksisterede. Og med den opgave hurtigst muligt at afslutte krigen.

 Turner gør rede for, hvorfor Hitler i sit testamente netop valgte Dönitz som sin efterfølger. De oplagte kandidater havde enten vist deres uduelighed (Göring) eller havde optrådt som forrædere (Himmler). Turner synes lige så overrasket som Dönitz over valget. Der først dagen efter mordforsøget på Adolf Hitler den 20. juli 1944 havde meldt sig ind i partiet. Men Turner kommer alligevel til den konklusion, at det var storadmiralens uafhængighed af inderkredsens magtkampe i kombination med en ubestridt faglig kompetence, der havde afgjort valget.

 Barry Turner (født 1937) er historiker og journalist. Har arbejdet på bl.a. The Observer og skrevet en række bøger om 2. Verdenskrig. Blandt andet om 10.000 børns flugt fra Nazityskland til Storbritannien.

 Som officer var Karl Dönitz fremtidens mand. Fra starten anså han ubåden som fremtidens våben. Havde været med i den første generation af ubåde under 1. Verdenskrig. Og havde mirakuløst overlevet sænkningen af den ubåd, han havde kommandoen over. I engelsk krigsfangenskab udtænkte han den strategi for ubådskrigsførelse, som han senere succesfuldt anvendte under 2. Verdenskrig, og som i 1942-43 nær havde knækket Storbritannien. En strategi, der indebar, at ubåde helst skulle angribe i flok. Og som viste sig at være et frygteligt våben, der gjorde det kæmpende Storbritanniens livsvigtige forsyningsveje for våben og levnedsmidler til USA både usikre og sårbare. Men englændernes brydning af den angiveligt ubrydelige Enigma-kode til kryptering og dekryptering, D-dag og de allieredes landsætning og fremmarch i Europa betød tilbageslag i Dönitz´s strategi og var ultimativt et nederlag for ham. Selv mistede storadmiralen to sønner under krigen.

Opgaven for den regering, som Karl Dönitz hastigt etablerede i Flensborg, var ikke fortsat kamp, men derimod en hurtigst mulig kapitulation. Men dog ikke hurtigere, end at en storstilet evakuering af to millioner mennesker kunne fuldføres. Mennesker, der var på flugt som følge af Den røde Hærs hastige fremmarch. En operation, der under navnet Hannibal skulle redde hundredtusinder af tyske flygtninge fra små lommer på Østprøjsens kyst over Østersøen og frelst mod vest, hvor mange af dem endte i Danmark og især i Slesvig-Holsten. Inden den endelige kapitulation den 7. maj. Operation Hannibal var langtfra uden store menneskelige tab. Og Turner har blik for dem og negligerer absolut ikke tabene. De overfyldte skibe var lette ofre for de allieredes, især russiske, angreb fra luften. Mange omkom, men trods alt få i forhold til de to millioner, der nåede frelst i havn.

Da de tre store – Stalin, Roosevelt og Churchill – mødtes i Teheran sidst i 1943, kom spørgsmålet op, hvordan man skulle tackle opgøret med hitlerismen efter en sejr. Med vanlig brutalitet mente den sovjetiske leder, at man skulle eliminere 50.000 af militærets topfigurer. Roosevelt opfattede udtalelsen som en joke og mente, at 49.000 var tilstrækkeligt. Mens Churchill som en form for retfærdighed ville henvise spørgsmålet til en international domstol. Resultatet blev som bekendt Nürnberg-processen. Turner fortæller historien i forbindelse med rettergangen over Dönitz, der endte med den forholdsvis milde straf på 10 års fængsel. Under sagen havde storadmiralen henholdt sig til sin ringe viden om, hvad der virkelig var foregået af uhyrligheder. Kan den, der har reddet mange, undskyldes for dem, hvis død han forvoldte, spørger Bo Lidegaard med rette i forordet. Turner afviser ligeledes admiralens beklagende skuldertræk og påpeger med rette, at spørgsmålet ikke så meget er, hvad Dönitz vidste, men mere hvad han ville vide. Man kunne også spørge, hvor blev de så af? De, hvis huse og lejligheder pludselig stod tomme. Eller dem, der i huj og hast solgte deres bohave og værdigenstande på gaden for en slik.

Danmarks og Sveriges behandling af tyske flygtninge bliver kritiseret af forfatteren. Ikke så underligt, da hans væsentligste kilde er Kirsten Lylloff´s stærk kontroversielle arbejder om emnet. Når han skriver, at ingen aner, hvad der blev af de baltere i tysk uniform, der var flygtet til Sverige, røber han, at han ikke kender Per Olov Enquist´s dokumentarroman Legionærerne fra 1968. I den dokumenteres det, at de såmænd blev udleveret til Sovjetunionen.

 

Turner gør sit yderste for at give Dönitz en fair behandling. Uden dog at spare på retfærdig kritik. Men i den store sammenhæng og grundlæggende har han sympati for mandens intelligens – en mand, der præsterede det optimale i en umulig og uønsket rolle. Dog kan han ikke helt skjule, at storadmiralen havde en blind moralsk plet overfor det regime, som han lydigt tjente til den bitre ende. Han anerkender storadmiralens indsats for at afslutte krigen hurtigt. Men dog ikke hurtigere, end han kunne arrangere en gigantisk evakuering ad søvejen af op mod to millioner flygtende tropper og civile i krigens sidste kaotiske dage. En manøvre, som Turner vier nogle af bogens mest rørende sider. Hans endelige dom over sin hovedperson fortjener at blive citeret:

”Han begik fejl; ikke mindst var han ikke resolut nok i sit modarbejde mod Himmlers skadelige indvirkning. Men da han var kommet fri af Hitlers skygge var han sin egen mand med sin egen strategi for en hurtig afslutning på krigen på de bedste vilkår, han kunne få for Tyskland og for dem, der var fanget på den forkerte side af skillelinjen mellem Øst og Vest. Det bør han anerkendes for”, (side 253).  

Da Karl Dönitz døde i 1980 som 89-årig i en landsby nær Hamborg, mødte tusinder op til begravelsen – angiveligt for at hylde en af Tysklands store krigshelte.

Barry Turner har beriget bogmarkedet med en veldokumenteret og velskeven bog om den mand, der fik en uge til at præstere det nærmest umulige. At afslutte verdenshistoriens hidtil mest grusomme krig og civilisations-sammenbrud.

 

Historie-online.dk, 8. marts 2017

 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Ribe Bys Historie 2 - 1520-1850
Da krigen kom tilbage
Brudte Segl