Menu
Forrige artikel Næste artikel

Holmen - fra flåde til folk

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 88

Kirsten Lindberg, Arkitekt m.a.a., dr.phil.

Frank Allan Rasmussen er en god historiefortæller; professionelt god uanset emnet, hvilket enhver, der har hørt et af hans foredrag eller deltaget i en omvisning, ved. Han formår at fortælle levende og ynder at krydre med tilsyneladende kontroversielle synspunkter, så tilhørerne retter sig og klapper ørerne ekstra ud. Sådan kender anmelderen ham, og derfor var det med glæde, bogen her modtoges til anmeldelse, men også med spænding, for var Rasmussen nu lige så god til at skrive som til at fortælle. Og lad det være sagt med det samme: forfatteren er også en god historiefortæller på tryk.

Men men men … og det er alvorligt, faktisk meget alvorligt: der er måske nok ikke direkte fejl i fortællingen, men der er steder, hvor der er så store mangler, at læseren vildledes. Det kunne være undgået ved at have konsulteret flere værker forinden manuskriptets affattelse. Litteraturlisten er temmelig indskrænket, henviser næsten kun til populærværker, forfatterens egne tidligere artikler og skriftserier om marinens historie. Der findes ingen liste over benyttede arkivalier, og der er da heller intet, der tyder på, at Rasmussen har forsket i kilderne til brug for bogen her.

Et enkelt eksempel på fatale mangler findes i omtalen af Nyboder under afsnittet ”Matrosbyen” på side 16ff. Symptomatisk for den ikke ganske vel gennemarbejdede tekst er, at der slet ikke angives ordet Nyboder, før man er nået et pænt stykke ned i teksten; der står blot ”en helt ny bydel” og ”den ny marineby”. Læseren lades i stikken, for hvad er det for et sted, der skrives om; det er simpelt sprogligt sjusk, som ikke gavner noget som helst, og man kan undre sig over, at de to hjælpere – cand. mag. Marie Bach udi det sproglige og arkitekt Jørgen Hegner Christiansen ud i det arkitektoniske – ikke har råbt vagt i gevær på hver sit grundlag.

Værre er de unøjagtigheder, der præsenteres i teksten. Der står således, at længerne oprindeligt var hvidkalkede, men det er ikke præcist nok; de undersøgelser, der for få år siden er foretaget for Nyboders Kommandantskab og Forsvarets Bygningstjeneste i forbindelse med en påtænkt renovering  viser, at der flere steder var kvadermalede længer, og udtrykket ”brogetmalede længer”, som gang på gang optræder i arkivalierne fra opførelsestidspunktet og flere årtier frem, bringes slet ikke på bane; det er ikke entydigt påvist, at dette udtryk skulle referere til flere forskellige farveholdninger på længernes murværk - der kan udmærket være tale om træværkets farver, for træværket skulle beboerne selv sørge for maling af, og det stod dem frit for at vælge kulør - men det betydningsfulde udtryk burde være nævnt og eventuelt diskuteret i teksten. Belægget for hvidkalkningen stammer udelukkende fra et maleri på Københavns Bymuseum fra 1860’erne, og det har mange forfattere ensidigt taget som bevis for et generelt forhold.

Der er heller ikke med ét ord nævnt noget om, at de små boliger, som var af gængs type for mindrebemidlede i København, i 1693 blev påbudt opdelt i to, efter at nogle allerede havde været det i en årrække, hvorved de blev ensidigt vendte, altså kun fik vinduer til enten gade eller gård. Det var ellers et af de væsentligste træk i bebyggelsens tidlige historie.

Videre i samme afsnit nævnes, at der til drengebørnene fandtes en skole, men den bliver først omtalt fra 1756, selv om den allerede fandtes i 1642! Og kort efter står, at ”Nyboder, der nu er gulkalket, ligger stadig som et enestående monument over den danske flådes storhedstid” etc, men ikke ét ord om, at gulkalkningen var et resultat af Meldahls renovering i 1868, og at der forud var gået planer om nedrivning. Hvis Rasmussen ved det – og det bør han som historiker, forsker og museumsmand vide – så er det en stor skam, at han forholder læserne denne viden.

Der kunne være fremdraget andre eksempler, som er lige så graverende. Det meste kunne være undgået, hvis der forud for affattelsen og udgivelsen havde været læst i bøger af ældre tilsnit, som ofte er langt mere dybtgående og præcise end nutidens bøger, der kommer som en lind strøm på ufuldstændigt grundlag, og især om der havde været set i arkivalierne.

Trist er det, men den ene forfatter skriver af efter den anden, og den tredje formår at plukke lidt fra hver og koge det sammen til en lind grød, som den fjerde spiser af, fordøjer og brygger videre på. Denne nutidige tradition bygger Rasmussen tilsyneladende videre på uden større anfægtelser, men det er altså ikke retfærdiggjort med at sige som i forordet, at det er skrevet ”til et bredere publikum”, for dette har vel om nogen brug for at få præcise oplysninger. Det angives tillige, at der ikke er tale om en afhandling; nej, det tør siges, der er hverken noter eller kildehenvisninger, og det er overhovedet ikke noget, der nærmer sig forskning, men udelukkende gengivelse af et forløb, disponeret dels geografisk, dels kronologisk, men uden synderlig konsekvens.

Konsekvens er der dog i gengivelsen af citaterne, for her er valgt en efter anmelderens synspunkt fuldstændigt urimelig metode med anvendelse af moderne retsskrivning og tillempning til nutidigt sprog. Således nedtones det historiske aspekt, og det billede, man som læser gerne skulle få af Holmen, blegner ved denne tillempning, som sikkert er gjort for at ”menigmand” skal kunne læse og forstå – men ligger der nu ikke i det en grov nedvurdering af læseren, som jo netop ved at få bogstav- og ordrette citater kunne få en langt større oplevelse, som kunne give lyst til at fordybe sig endnu mere.

Billedteksterne er omfattende og oplysende, men desværre alle skrevet uden afsnit, således at de faktisk virker en anelse rodede.

Bogen er – som det er blevet mere almindeligt for at billiggøre processen - trykt i Slovenien, og det står forlaget sig ved, for det er pænt arbejde, og billedgengivelsen er sober på det tykke, matte papir, som er overordentlig læsevenligt. I stedet for traditionel sort trykfarve er valgt en meget mørk blå, og det medvirker til at give et blødt og behageligt indtryk.

Illustrationer er der mere end 300 af, mange helsides, flere over to sider. Der er en række gengivelser af gamle kort og arkitekturtegninger fra de relevante museer og arkiver, og så er der en lang række nydelige fotografier, hvoraf hovedparten er taget af Hans Ole Madsen.

Lay-outet er det svært at sige noget entydigt om, for bogen er jo ganske flot; men ser man det nærmere efter, opdages mange forsyndelser mod de klassiske og hævdvundne idealer, alt formentlig forårsaget af et ønske om at være åh så moderne i udtrykket, kombineret med den nymodens teknik, der kun sjældent pr. automatik gør noget for skønheden; der skal et levende menneske med sund dømmekraft og skoling til at se på hvert eneste opslag, og det gøres som her kun alt for sjældent.

Hvert kapitel indledes med et dobbeltopslag af uendelig tristhed, som oftest et moderne kort med skarpkantede, sorte øer på en baggrund af linieret neddæmpet armygrønt vand, alt med hvid tekst ufølsomt placeret uden hensyn til hverken grafik eller forståelighed.

Sidedisponeringen er principielt énspaltet med billedteksterne hængende i en ydre, smallere spalte med mindre punktstørrelse. Men indimellem er der dét, der i avisjargon kaldes faktabokse, om end uden boksenes karakteristiske indramning med oplysninger om eksempelvis personer og steder. Det virker mildest talt rodet, og man kan stundom ligefrem komme i tvivl om, hvor teksten fortsættes.

Alt i alt må det siges, at såfremt bogen opfylder sit formål, at gengive Holmens historie for læseren uden forudsætninger, så er denne læser ilde stedt, og målet alt for lavt sat. Frank Allan Rasmussen kan godt fortælle en god historie, men hvorfor i alverden har han så ikke fortalt én, der var sikker i sit grundlag i stedet for at divertere med en overfladisk kalejdoskopisk strøm af småanekdoter pakket ind i et forløb og med støtte af diverse billeder.

Der kan sagtens skrives historier i et let og anekdotisk sprog, og der kan krydres med billeder til oplysning, og det kan alt sammen gøres uden et såkaldt tungt noteapparat, men uanset at der ikke er noter, som kan tjene bl.a. til kontrol af det gengivne, så bør der være pålidelighed i teksten og ikke bare overfladiskhed. Den gode historie er løbet af med forfatteren, og han burde virkelig kunne beherske historien i stedet for at blive rendt over ende af den.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Gulerødder, Græs eller Granit
Lys langs kysten
Den moderne kulturs historie