Menu
Forrige artikel Næste artikel

Danmarks Teglværker – Horsens kommune & Danmarks Teglværker – Fredensborg og Hørsholm

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 164

Af Erik Helmer Pedersen

I dag findes der kun 15 producerende teglværker i Danmark mod 225 i 1960 for slet ikke at tale om de henved 3.000 teglværker og –gårde, man for historisk tid har dokumentation for i kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. En af vore største teglværksforskere, Verner Bjerge, der ovenikøbet kender såvel murerhåndværket som teglværksindustrien indefra, har etableret en database ”Danske Teglværker”, der indeholder alle kendte oplysninger om de nævnte 3.000 værker. Sammen med en anden teglværksentusiast, Jørgen G. Berthelsen, der til daglig er overlæge på fødeafdelingen ved Hillerød Hospital, udgav han i 2006 pionerværket ”Stemplede mursten og gulvtegl”, hvortil der i 2013 kom et supplementsbind. Jørgen G. Berthelsen barslede for sit vedkommende i 2012 med det dybloddende værk ”Nivaa. Teglværk og Samfund 1701-1860”, hvor så at sige hver enkelt sten i hele denne komplekse helhed er blevet vendt og drejet flere gange. Berthelsen har til det formål også opbygget sig en database over arkivalier og skrifter om teglværkshistorie med tilhørende hjemmeside >>

Nu har de to teglværkspionerer passende nok indledt en meget lovende serie under navnet ”Danmarks Teglværker”. Som baggrundsgruppe herfor findes en sammenslutning, Teglværksinitiativerne i Danmark, hvis medlemmer er Cathrinesminde Teglværk ved Flensborg Fjord, Nivaagaard Teglværks Ringovn i Nordsjælland, Lilleskov Teglværk ved Tommerup på Fyn, Skærum Mølle i Vestjylland (Nr. Vosborg) samt Teglværksinitiativet i Horsens. Første bind i serien bærer titlen ”Danmarks Teglværker – Horsens Kommune” og er forfattet af Verner Bjerge i samarbejde med lokalhistorikeren Jacob Hanquist Petersen fra Solbjerg ved Aarhus, og som oplæg hertil publicerede de to forf. 2010ff. en større artikelserie om emnet i Horsens Folkeblad, der også har støttet udgivelsen. Jørgen G. Berthelsens ”Danmarks Teglværker – Fredensborg og Hørsholm Kommuner” er bd. 2 i serien og udgør samtidig årsskrift for Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening 2014 og Karlebo Lokalhistoriske Forenings gave til medlemmerne i 2014.

De tre forf. har dermed udvidet vor historiske erkendelse på et par meget vigtige og hidtil dunkelt oplyste punkter, en præstation, der i enhver henseende aftvinger respekt. De har i bogstavelig forstand gravet oplysningerne frem, ikke bare fra arkivernes støvede verden, men også ud af den bare jord, idet der i mangfoldige tilfælde ikke er en sten tilbage af værket. For Horsens vedkommende har de to forf. opsporet 48 teglværker, fordelt på 22 sogne med 2-4 teglværker pr sogn, for Grædstrup sogns vedkommende dog 6 værker. Kortet viser dog en koncentration omkring Horsens by mod sydøst og stationsbyen Brædstrup mod nordvest. De fleste hidrører fra perioden ca.1770 til 1890’erne og har været små værker, der typisk brændte mursten og fra ca. 1850 drænrør. Udstyret har været såre beskedent, men kunne dog udover en højovn eller flere omfatte æltevogn, hestetrukket murstensmaskine, afskærerbord og en drænrørsmaskine for blot at nævne enkelte ting. En tørrelade og et tørvehus måtte også forefindes. Desuden måtte man råde over det fornødne personale, centreret omkring en teglbrænder, gerne fra Detmold Lippe, en håndstryger, maskinpasser og teglværkskusk, hvis der skulle produceres sten i massevis. Da der sker idelige ejerskifter, og funktionstiden i de fleste tilfælde kan indsnævres til ganske få år, må man antage, at det normalt ikke har været en særlig givtig forretning at vove sig ud i et fluktuerende marked med ganske besværlige transportforhold, indtil jernbanen fra ca. 1870 løste en del problemer. Landbrugets modernisering efter 1860 samt industrialiseringen og urbaniseringen sent i 1800-tallet har dog hver for sig kunnet påvirke efterspørgslen kraftigt, men det var da de større teglværker med en moderne, brændselsbesparende ringovn, introduceret efter 1870, der løb med gevinsten. Bygholm teglværk i Hatting sogn var hele tiden i spidsen, men forskellige vanskeligheder, ikke mindst manglen på egnet ler, førte til dets lukning i 1996. Derefter måtte Horsens-folkene hente deres mur- og tagsten fra andre steder i Jylland eller på Fyn.

Jørgen G. Berthelsens tilsvarende eftersøgning i Fredensborg og Hørsholm kommuner bringer ”kun” 28 historiske teglværker for dagen, men unægtelig er der især i Nivaa- og Humlebækområdet tale om en koncentration af ganske store og rigt udstyrede værker. I ældre tid skulle man dække efterspørgslen fra kronens store slotsbyggerier i Nordsjælland, og i moderne tid var det efterspørgslen fra et hastigt ekspanderende København, som styrede produktion og afsætning. Da næppe ret mange har større indsigt i teglbrændingens teknik, giver forf. meget prisværdigt sine læsere en særdeles værdifuld introduktion til hele teglværksproduktionens lerede og støvede mysterier. Det munder ud i nogle diagrammer over værkernes antal og funktionsperiode. Fra 1700-tallets beskedne to værker når vi op på 12 i 1858. Derefter tilkommer en del små værker, der hurtigt må opgive ævred, men næsten frem til vore dage fremstår tre større produktionsværker: Nivaagaard, Sølyst og Niverød, alle i Karlebo sogn. Med rette tildeles de ca. 25% af den samlede beskrivertekst, selv om de øvrige værker som regel er noget større end de østjysk. I en del tilfælde har de ligeledes fungeret helt op til vor tid.  Det bør i alle tilfælde erindres, at lokale ildsjæle omkring Nivaagaard Teglværk med Jørgen G. Berthelsen i spidsen gennem de sidste 25-30 år har gjort en yderst fortjenstfuld indsats for at få reddet og fredet den eneste cirkulære ringovn, der er tilbage i Danmark. Den er nu det naturlige centrum i teglværksmuseet Nivågårds Teglværks Ringovn.

De to teglværkshistorier rummer en omfattende og særdeles fortjenstfuld detailviden om en vidt udbredt dansk lokalindustri, der nu er et lukket kapitel i vor erhvervshistorie. Dermed er den lokalhistoriske forskning og formidling kommet i besiddelse af et redskab, som forhåbentlig vil blive brugt og påskønnet rundt om. Det kan da åbne op for videregående studier over samspillet mellem bygningshistorie og alm. udviklingshistorie. Før jernbanens for slet ikke at tale om lastbilens tid spillede forekomsten af egnet ler en vigtig rolle for det lokale udbud af teglværksprodukter. Mursten måtte da konkurrere med nok så primitive bygningsmaterialer rent bortset fra, at landbruget i fattigere stillede områder ikke uden videre motiverede murstensbyggeri i større omfang. De stigende forsikringspræmier for bygninger med stråtag har dog nok været med til at befordre udviklingen, som dog på den anden side også har været præget af lokale traditioner og byggeskikke. En ”rigtig” proprietærgård skulle helst have mindst fire skorstene og et glaseret tegltag for rigtig at markere sig lokalt, medens der i landsbyens stråtækte huse kunne påtræffes indtil flere teglværksarbejdere. Deres arbejdsdag kunne være sårdeles hård og trælsom, og skulle man her på falderebet anføre en forsigtig holdt kritik af de to murfaste teglstenshistorier, vi har fået som en slags folkegave, skulle det være en savnet af en nøgtern analyse af den krævende og møgbeskidte hverdags fortrædeligheder

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Det produktive samfund
Industriminder i det gamle Århus
Fra stilstand til vækst