Menu
Næste artikel

Erindringer fra Ollerup

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 755

af Morten Mortensen, arkivar, Vartov Arkivet.

Hvor ofte har man ikke kørt forbi endeløse rækker af røde og hvide murstenshuse, der står linet op langs de danske landeveje. I udkanten til mindre provinsbyer og nogle gange som hele små landsbyer står disse huse. Oftest er der tale om familiehuse, gerne med en lille forhave og en flagstang, og sjældnere skoler, købmands- og bagerforretninger, skoler og mejerier. For den tilfældigt forbikørende kan disse huse godt efterlade et lidt trist indtryk af anonymitet og kedsommelighed. Men sådan opleves det ikke, hvis man kender til den historie, der knytter sig til huse og landevej. For den lokalkendte, der måske har haft sit hele liv dér, er der intet trist og kedsommeligt over det. De ellers så anonyme huse ses da med erindringens farver og dufte. 

     Med bogen, ”Erindringer fra Ollerup”, har et sådant stykke landevej - Svendborgvej nr. 1 til nr. 110 – fået farve og duft for alle os, der ikke er lokalt kendt. For de lokalkendte er der sikket kommet endnu flere farver på paletten. Dette stykke af Svendborgvej der løber gennem Ollerup på Sydfyn, er i bogen beskrevet hus for hus, hvor historien om beboere og bebyggelse fortælles ud fra historiske kilder og personlige beretninger. Ud af dette historiske detektivarbejde er der på samme tid skabt et stykke danmarkshistorie og en nutidsfortælling.

    En stor del af fortællingerne handler om familiehuse, hvor skiftende familier har levet deres liv på godt og ondt. Og ikke sjældent har disse huse tillige været hjemsted for egen virksomhed: en smedje, et bageri eller værksted for en karetmager.

Et eksempel på bogens små ”adressehistorier” er beskrivelsen af Svendborgvej 33, også kendt som ”Hjulmandshuset”, hvis historie går helt tilbage til 1700-tallet. Dengang var huset beboet af fæstere ved Hvidkilde Gods, og i begyndelsen af 1900-tallet købte hjulmager Christoffer Nielsen huset og indrettede værksted og savværk til sit arbejde som karetmager og hjulmand. Huset gik i arv til en af sønnerne, der i 1941 solgte huset til træarbejder Johannes Peder Rasmussen, der igen solgte huset i 1987, da han flyttede til Ollerup Plejehjem. Til dette ene hus er knyttet en række menneskelige skæbner, nogle tragiske og nogle lykkelige.  Et dødsfald pga. tuberkulose og et efterfølgende selvmord i Ollerup Sø hører til de triste historier, mens generationers aktive liv hører til de mere muntre.

    Historierne om de skiftende familier og generationer der har beboet husene virker på sin vis tidsløse og almengyldige, det kan genfindes mange andre steder lander over. Omvendt vidner beretningerne om de mange moderniseringer og ombygninger af husene om skiftende tiders økonomi og livssyn.

    Enkelte af ejendommene fortæller historie der rækker ud over den lokale historie. Det gælder især for institutionerne såsom Den Frie Lærerskole og Svendborgvej 3, også kendt som Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Sidst nævnte har i årtier siden indvielsen i 1920 spillet en stor rolle for den folkelige gymnastik i Danmark. Men også mange andre landes opfattelse af gymnastik er blevet inspireret af gymnastikhøjskolen. Højskolens grundlægger og mangeårige forstander, gymnastikpædagogen Niels Bukh, påvirkede mange generationer af gymnaster under deres højskoleophold. Historien om gymnastikhøjskolen behandles da også grundigt i bogen.            

     Bogens beskrivelser omhandler også det næringsliv, der har knyttet sig til Svendborgvej: Autoværksteder, cykelforretninger, bagerier, frisørsaloner, købmænd osv. En af disse forretninger har overlevet mere end hundrede års forandringer, nemlig Brugsen Østerbro, der oprindelig lå ved Svendborgvej 91. I dag er størstedelen af disse forretninger lukkede og omdannet til beboelseshuse.

     Her er tale om lokalhistorie i dets mest konkrete og håndfaste betydning. Det er stedet, lokaliteten, som er omdrejningspunktet, ikke en enkelt person, institution eller virksomhed, disse er udelukkende med som gennemrejsende på stedet, og behandles derefter. Denne form for historieskrivning har sin egen forunderlige styrke i fornemmelsen for tidens gang, men også sin svaghed ved at de enkelte mennesker og institutioner behandles sporadisk. Der er ingen vægtning mellem vigtige og mindre vigtige emner, alt får sin tilmålte plads som i et leksikon.

    Når dette er sagt, skal forfatterne Annelise Bro, Selma Mouritsen, Niels-Jørn Nielsen og Johanne Vest havde ros for denne bog, der med sine mange gode fotos (hvilket må havde været et stort arbejde at opstøve) og fine beskrivelser har udført et stort arbejde med at gøre et stykke landevej i Danmark levende. Undertegnede vil i hvert fald i fremtiden finde landevejskørsel langt mere interessant.
 

 
 

Næste artikel
Se relaterede artikler
Den grønne metropol
Gladsaxe
Stålsat – Frederiksøen og værfterne 1901-1926