Menu
Forrige artikel

Smugleri, skippere og langfart

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 970

 

Langt om længe har Ærøskøbings søfartshistorie fået en plads i fortællingen om Ærøs stolte fortid. Hidtil har det været Marstal, der har stået for opmærksomheden – hvilket ikke har været retfærdigt. Det rådes der virkelig bod på i denne fine bog om Søkøbstaden Ærøskøbings spændende historie.

Af Erik Ingemann Sørensen

Der findes mange fornemme bøger om dansk søfart. Flagskibet er naturligvis ”Dansk søfartshistorie” i 7 bind. På trods af de mange skribenter og den fornemme redaktion er der ’hvide pletter’. Herunder den manglende fortælling om blandt andet Ærøskøbing.  Måske har Marstal været bedre til at ’markedsføre’ sig selv. Men faktisk spillede også Ærøskøbing en vigtig rolle, da det maritime kraftcenter lå i Det sydfynske Øhav.

Mikkel Kühl, der er museumsinspektør ved Ærø Museum, satte sig et klart mål for arbejdet: ”Målet med denne bog er at give en samlet fremstilling af den historiske udvikling af Ærøskøbings ikke ubetydelige handelsflåde i perioden 1750 – 1920…” (s.10).

Ærøskøbings havn i 1880’erne. Måske ved jule- eller nytårstide, da der flages over stag. (Søfartsmuseets billedarkiv)

Mikkel Kühl tager blandt andet afsæt i følgende: ”en kombination af kvantitativ viden om demografi, besejlingsmønstre, tonnageudvikling og befolkningstal, dels mere kvalitative nedslag, som kan give et indblik i de problemstillinger, som de enkelte aktører stod overfor i samtiden…” (s.18)  Én undersøgelse er ikke med. Den er tilsyneladende ikke foretaget. Da Ole Crumlin i 1970 skrev den lille bog om ”Skonnerten Fulton af Marstal”, bragte han en statistik med ”Fordeling af fødsler over årets måneder” (s.9). Her viste der sig en markant forskel for Marstal set i relation til resten af landet. Septemberfødsler var klart udslagsgivende. Tæller man 9 måneder tilbage, passer det fint med, at søfolkene ”kun kunne være sammen  med kone og børn, når skibene lå oplagt…” (s.9). Her kunne det være interessant, om der var samme tendens i Ærøskøbing.

Søkøbstad og rettigheder

Med bestemthed vides, at kong Hans udstedte privilegier til byen, så den fik købstadsrettigheder. Helt glat gik det ikke, da Ærø var en del af det problematiske område, der hed Hertugdømmerne. Det fremgår blandt andet af ganske mange klager over blandt andet privilegiebrud. Et pudsigt træk er Ærøs specielle flag, der sættes ved enhver mulig lejlighed. Farverne, der indgår i flaget, er de holstenske grevers farver.

Kapitalens vand- og vildveje

I 1700 tallet kunne man med forfatterens ord om sejladserne oplev et rige, ”hvor vandet spillede en helt afgørende rolle for samhandel mellem rigets dele: Danmark, Norge, Slesvig, Holsten, Oldenborg (indtil 1773), Færøerne, Island, Grønland samt flere handelsstationer på den afrikanske vestkyst, Tranquebar i Indien, og de tre vestindiske øer, St. Croix, St. Jan og St. Thomas. Hele riget udgjorde et samlet hjemmemarked, der blev bundet sammen med flere tusinde handelsskibe af alle størrelser og fra alle dele af riget…” (s.28).

Da Ærøskøbing var i hertugdømmeregi, blev den grænseby lige uden for kongeriget. Hermed var der åbnet op for smugleri af såkaldte forbudsvarer – en mulighed Ærøboerne udnyttede i stor stil. Blandt andet for Niels Juhl på Valdemar Slot – søheltens barnebarn. Pudsigt fik han hjælp af Ambrosius Stub, der ellers er kendt for sin digteråre.

Ærøskøbings guldalder

Demografiske undersøgelser viser, at i 1769 var der en ganske stor del af Ærøskøbings indbyggere, der havde deres udkomme i forbindelse med de maritime erhverv. Ganske som Marstal var byen nu også en såkaldt ”skipperby”. Derfor ramte Napoleonskrigene også byen hårdt. Flere af byens søfolk havnede i ’Prisonen’ i England – når skibe samt last blev opbragt.

Fangeskibet – Prisonen – ’Bahama’  liggende  i Chathham Revier i England. De uheldige søfolk her kunne henslæbe en ussel tilværelse i flere år, mens de ventede på krigens afslutning.  Her sad Rasmus Kock fra Ærøskøbing i flere år.

Da freden atter var faldet over Europa, genoptog man sejladserne. De foretrukne ruter gik mellem Østersøhavnene og Norge. Her var der gode penge at hente ved at sejle korn til Norge og få last med tilbage bestående af blandt andet træ, jern og stykgods. De gode tider afspejler sig i tonnagen, hvor man faktisk ser en tredobling af tonnagen inden for en kort periode.

Skippere og redere med initiativlyst fandt også nye ruter. England var den store arvtager af varer – især korn – og især kullaster som returlast ganske profitabel, da den spirende danske industrialiseringsproces netop havde brug for kul til processerne. Det gav sig udslag i skibsbyggeriet, hvor større skibe kom til.

  Skonnerten ’Cecilie’ bygget 1876 er et fint eksempel på de store sejlskibe, der blev bygget i og sejlede fra Ærøskøbing. (Side 122)

Med de større investeringer fulgte også ændringer i ejerskabsforholdene, så der nu er flere om det enkelte skib – det såkaldte partsrederi. Der var gyldne år – en guldalder for søfarten – den såkaldte kornhandelsperiode.

Men den varede ikke ved. Korn fra Amerika og Rusland pressede priserne voldsomt nedad. Hertil kommer så omlægningen i dansk landbrug, hvor man nu så kød som den store eksportvare. Igen med England som en af hovedaftagerne. Og her kom sejlskibene til kort. Nu blev det damp, så man ikke risikerede en fordærvet last på grund af for lange transporttider.

De gode tider var forbi,

Et vigtigt bidrag til søfartshistorien

Bogen om Ærøskøbings søfartshistorie er et vigtigt bidrag til historien om det sydfynske kraftcenters udvikling. Det tjener Mikkel Kühl til stor ros, at han med sin forskning har afdækket de mange forhold. Nu er det ikke længere Marstal, der ene skal forbindes med Ærøs søfart. Æreskøbing spillede næsten en lige så stor rolle.

Bogen er en oplagt anskaffelse til enhver med interesse for vores spændende maritime historie.

En aldeles fornem præstation, som Mikkel Kühl fortjener stor ros for.

[Historie-online.dk, den 18. december 2018]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Christianshavnerliv
Domkirkekvarteret i Viborg
Zoom København