Menu
Forrige artikel Næste artikel

Herregårdsjagt i Danmark

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 114

Af Søren Westerberg

Hvilken flot bog om dansk jagthistorie Jesper Laursen har begået! Forskningen i jagtens historie i Danmark er desværre lidt forsømt, og det er ærgerligt, da denne historie er både lang og interessant, ligesom den har haft betydning såvel praktisk som ceremonielt – og til dels stadig har det med vore dages kongejagter. Jesper Laursens bog er derfor et kærkomment bidrag til dette lidt sparsomt beskrevne blad af danmarkshistorien.

Rygraden i bogen er, som titlen indikerer, herregårdsjagtens historie. Jesper Laursen har blandt andet haft adgang til et stort antal godsarkiver registreret i samarbejde med Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, og netop disse arkiver er en guldgrube, når det kommer til netop jagtens historie. Det blev undertegnede også gjort opmærksom på allerede første år som historiestuderende. Store mængder arkivalier har ligget trygt og godt på herregårdene uden at blive udsat for historikeres opmærksomhed, og det er herligt, at Jesper Laursen har taget tyren ved hornene og kastet sig ud i det.

Laursen lægger ud med en kortere beskrivelse af kongelig og adelig jagt frem til 1800. Indtil da var jagt først og fremmest en kongelig adspredelse, og blandt andre Frederik II, Christian V og Frederik V er kendt som ivrige jægere – Christian V så ivrig, at han aldrig kom sig over de kvæstelser, han pådrog sig i mødet med en kronhjort, som han skulle tildele nådestødet med sin hirschfænger. Under enevælden befæstedes de kongelige privilegier på jagt yderlige, og det var kun den højst rangerende del af adelen forundt at holde sig med skytte på sine besiddelser. Ligeledes anlagdes eller udvidedes et utal af dyrehaver; mest kendt er vel Dyrehaven nord for København, hvor en landsby blev tvangsflyttet af hensyn til Dyrehavens anlæggelse. I slutningen af 1700-tallet fik jagten så småt mindre betydning for kronen, idet man dels frasolgte det såkaldte ryttergods og bortforpagtede jagtretten. Samtidigt bestræbte man sig på at udrydde særligt kron- og råvildt, som gjorde skade på bøndernes afgrøder.

På grund af kronens minimering af både sine jagtarealer og mængden af vildt på de resterende arealer, begyndte adelen så småt at komme mere på (vildt)banen, hvad jagten angik. Afhængig af den siddende monarks interesse i den gamle sport skete det i større eller mindre samspil med kongehuset. At jagten var en integreret del af selskabelighed på højt niveau, er der ingen tvivl om. Særligt fremhæver Laursen Tranekær gods, hvor lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig førte et ualmindeligt ødselt hus, som led i sine bestræbelser på at fremstå som rigets førende mand – efter Majestæten forstås. Ligeledes var det på Tranekær, at jagten første gang optrådte som en integreret del af et ganske ekstravagant herskabsliv, og fra godset findes en ”jagtlov” fra 1818 bevaret. Denne udstikker i nogen grad reglerne for selve jagtens afholdelse; men først og fremmest for de efterfølgende festligheder, der unægtelig må have givet gæsterne en smule ondt i de friherrelige hårpragter dagen derpå. Blandt andet fremgår det, at gæsterne ved jagtmiddagen skulle tømme vinglasset til sidste dråbe hver gang, der blev drukket. Ligeledes blev man idømt en bøde på en rigsdaler og tolv skilling, hvis man blev grebet i at kaste brødkugler efter de øvrige gæster, og så man sig nødsaget til at opgive bestikket og spise med fingrene og herefter slikkede disse rene, betalte man fem skilling per slikket finger. Man kan mene, hvad man vil om aristokratiet, men historisk er det en kilde til nærmest ustandselig underholdning, og man kan ikke andet end more sig gevaldigt over disse kultur- og magtelitens platte udskejelser.

Bogens hovedfokus er herregårdsjagten i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, og en stor del af bogen – over hundrede sider – vies til studier og analyser af jagt og til dels skovbrug på Frijsenborg. Det giver god mening, da dette grevskab var Danmarks største jordbesiddelse og særligt i Mogens Frijs’ tid i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet var førende i alt indenfor jagt og vildtopdræt. I 1916 udgjorde jagtudgifterne 25% af grevskabets samlede udgifter, og det er ikke for meget sagt, at Mogens Frijs var en ualmindeligt ivrig jæger. Således tilkøbte han sig også jagtrettigheder blandt andet i Britisk Østafrika. Laursen kommer endvidere godt omkring hele det gevaldige apparat, der var nødvendigt for at holde et gods som Frijsenborg kørende, og man kommer som læser helt tæt på dagligdagen hos A.P. Bjørn, der var ansat som skytte ved godset og har efterladt sig et tilsyneladende righoldigt privatarkiv.

Udover det meget udførlige afsnit om Frijsenborg gennemgår Laursen også jagtselskabeligheden på øvrige større og betydende godser såsom Valdemarsslot, Lerchenborg, Tranekær og Bregentved. Han skaber et grundigt indblik i herregårdenes forbindelser med hinanden, og skildrer ikke mindst gennem personlige beretninger fra eksempelvis Christian Ahlefeldt-Laurvig udmærket adelens nationalkonservative sindelag såvel som dele at standens hang til sladder og bagtaleri. Laursen har også medtaget erindringer nedfældet af krybskytter, der har udøvet deres ædle hverv på herresæderne. Dette er yderligere et aspekt, der giver fremstillingen en interessant bredde, og Laursen går senere i bogen mere i dybden med en analyse af krybskytteriet.

På grundlag af skydelister – fortegnelser over det nedlagte vildt på de enkelte jagter – har Laursen kunnet foretage opgørelser over det nedlagte vildt og således vurdere jagtpotentialet på de enkelte undersøgte godser. Hvor meget vildt der nedlagdes, havde stor prestigemæssig betydning. Ikke mindst derfor opdrættede man på mange godser fasaner, hvilket var en ganske bekostelig affære. At det imidlertid gav resultater, er der ikke tvivl om; efter blot to dages skydeglæde på Lerchenborg havde jagtgæsten Christian X i 1913 nedlagt 240 fasaner og 100 harer. Dette behøver man imidlertid ikke at lade sig imponere – eller forarge – nævneværdigt over; cirka samtidigt i England nedlagde man på en dags jagt 7.000 kaniner på et gods og 4.000 fasaner på et andet.

Herregårdsjagternes sociale betydning kan således ikke fornægtes. Som tidligere antydet dannede jagtselskaberne også rammen om et overdådigt herskabeligt liv, som i vinterhalvåret førtes i palæerne i København, og til tider synes at have været en endeløs række af baller, soupeer og vildsvinehoveder i cumberlandsovs.

Efter systemskiftet i 1901 smuldrede adelens politiske magt og med Første Verdenskrigs afslutning og Lensafløsningen i 1919 – der fordelte jorden lidt mere ligeligt mellem hænderne i Danmark – besegledes skæbnen for det ekstravagante jagtliv på herregårdene.

Sætternissen har drillet lidt her og der; eksempelvis henvises der for en navnefortegnelse over sjællandske godser på side 63 til side 397, hvor man finder en liste over fynske godser – listen over de sjællandske skal findes tre sider længere tilbage. Men den slags småting er selvsagt ikke noget, der kan rokke ved helhedsindtrykket af en meget velskrevet og gennemarbejdet fremstilling om herregårdsjagtens historie i Danmark. Bogen er meget solidt funderet i kildemateriale, og dertil kommer et flot layout med talrige illustrationer og figurer. Den er en glimrende julegaveidé til jægeren eller andre med almen interesse i jagtens spændende danmarkshistorie.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Frederiksborg Slotskirke
Eriksholm. Et hus på landet
Herregården – mennesker, samfund, landskab, bygninger