Menu
Forrige artikel Næste artikel

Ellen og Adam

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 147

Af Thomas Petersen

Dobbelt-bundede kufferter, falske pas og papirer, angiveri, aflytninger af hotelværelser og telefonsamtaler, ung kærlighed, konspiration, timelange afhøringer, tortur og nakkeskud. Det er blot nogle af stikordene til denne bog, hvis omdrejningspunkt er to unge mennesker af nordisk oprindelse, der sendes til Moskva som møtrikker i et finmasket maskineri, der er hjernevasket for menneskelige følelser. To unge mennesker, der stik imod hensigten forelsker sig og oplever deres livs kærlighed. Og som giver liv til et barn i et Moskva, der formelig stinker af død og undergang.

I en tale til industriledere i 1931understregede Stalin, at de industrielt udviklede kapitalistiske lande havde haft 100 år til at nå deres nuværende stade. Næsten profetisk (1941!) fortsatte han, at Sovjetunionen imidlertid kun havde 10 år til at nå den samme udvikling. Ellers ville landet blive knust af den borgerlige verden. Stalins sprog i talen vrimler med militære udtryk, der røber, at han allerede i 1931 så Sovjetunionen i en eksistens-krig. Og hans ageren bekræftede det fuldt ud.

Kommunistisk Internationale (Komintern) var oprettet 1919 af Lenin, angiveligt som redskab til at bringe revolutionen til resten af verden. Accept af de såkaldte 21 betingelser var kriterium for nationale kommunistiske partiers optagelse i organisationen. De indebar bl.a. forsvar af Sovjetrusland med alle midler, jernhård disciplin og en skånselsløs kamp mod den borgerlige verden. De 21 betingelser gjorde med andre ord de nationale partier til lydige sektioner af det enorme Komintern-apparat i Moskva.

Komintern var i Lenins optik tænkt som en selvstændig, international, konspiratorisk og tophemmelig parallelorganisation til det revolutionære Ruslands officielle udenrigspolitik. Men med Stalins proklamation af doktrinen om, at socialismen godt kunne opbygges i ét land, og i takt med hans gradvise overtagelse af den totale magt i Sovjetunionen fra slutningen af 1920´erne udviklede Komintern sig til et lydigt redskab for Sovjetunionens udenrigspolitik. Dermed blev organisationens enorme stab af udenlandske og indenlandske funktionærer mistænkelige i diktatorens altid mistænksomme hjerne.

Møller understreger ganske rigtigt på side 67, at ”Sovjetunionen er bygget på krig og konflikt, og stærke fjendebilleder dominerer den politiske elite oven på vestlige landes støtte til ”de hvide” under borgerkrigens dyst mellem bolsjevikkerne og den tværpolitiske opposition. Kapitalismen vil Sovjetunionen til livs, lyder advarslen. Fascistiske regimer er ved magten i både Japan og Italien, inkarnerede antikommunister kontrollerer flere af Sovjetunionens nabolande, nazisterne stormer frem i Tyskland. Skal den kommunistiske stat overleve, må alle midler tages i brug for at holde fjenden fra døren”.

Det er dette tidehverv i Kominterns historie, som danske Ellen og norske Adam dumper ned i, da de ankommer til Moskva i 1934 og uden kendskab til hinandens eksistens.

Møller kalder sin bog en dokumentarisk fortælling. På den ene side en fortælling om politisk radikalisering og ideologisk forblindelse, på den anden side om kærlighed og håb. Bogen har ingen konkrete kilde-henvisninger, men til gengæld er der et fyldigt noteapparat, hvor kilderne til hvert kapitel oplyses. Systemet uden distraherende kildehenvisninger i teksten fungerer vældig godt. Sikkert er det, at bogen er usædvanlig godt researchet og kilde-underbygget.

Historikeren Morten Møller (født 1978) er forskningsassistent ved Det Kongelige Bibliotek. Han har tidligere udgivet de meget roste biografier om modstandsfolkene Mogens Fog og Børge Houmann.

Den britiske arkæolog, historiker og historiefilosof R.G. Collingwood (1889-1943) opridser i sin posthumt udgivne bog The Idea of History (1946) en metode, der meget ligner Møllers. Collingwood opfattede historie som en disciplin ”in which one relives the past in one´s own mind” - han ville med andre ord vække fortidens tanker til live ved at genopføre dem i sin egen bevidsthed. Møller røber ikke eksplicit et kendskab til Collingwood, men hans metode minder unægtelig meget om denne brillante englænder. Et eksempel:

”Jeg ser hende for mig på fortovscaféen i Zürich med The Times i hånden og det lille stykke papir ved kaffekoppen. Jeg ser Ettys søster Elna iføre sig sin hjemmesyede, dobbelte hofteholder, når hun af Arne Munch-Petersen sendes fra København til Warszawa med oplysninger og penge til de illegale polske kammerater. Klædt som velstillet forretningsdame skal der en særdeles nærgående kropsvisitation til at afsløre hendes illegale mission. Er det også sådan Ellen arbejder”? (side 136).

Det bedre borgerskabs børn var i vid udstrækning til fals for 1930´ernes -ismer. Besynderligt nok når man betænker, hvor nidkært de kommunistiske partier screenede for borgerlige elementer, og hvor mistænkelige disse normalt tog sig ud i Kominterns tætte filter. Det gjaldt også sparekassedirektør Schou´s datter Ellen fra Nykøbing Falster og den revolutionære postmester Egede-Nissens søn, Adam. Hvordan oplevede de og andre af det bedre borgerskabs børn livet i 1930´ernes Moskva? Vi ved noget om det, fordi Morten Møller har haft adgang til private breve og dagbøger.

Men disse kilder fortæller ikke alt – og slet ikke om Ellen og Adams revolutionære og konspiratoriske aktiviteter. Mantraet lød: Hemmelighed for enhver pris – need to know, fordi fjenden lytter med. Derfor rummer det private kildemateriale ikke oplysninger om, hvordan de unge mennesker oplevede, at deres umiddelbart nærmeste kolleger eller venner forsvandt, hvordan eller hvorfor så mange sovjetborgere eller udenlandske kommunister i Moskva pludselig ikke var der længere. Forfatteren vil som historiker gerne have et endegyldigt svar på, hvorfor hans hovedpersoner ikke også endte deres dage i Stalins menneskekværn. Når nu så mange af deres kolleger forsvandt sporløst og overnight. Men han søger forgæves.

Forfatteren har haft adgang til bl.a. Ellens brevveksling med forældrene på Falster og til Adams omfangsrige dagbøger. For at belyse bogens konspiratoriske aspekter har forfatteren endvidere været nødt til at søge yderligere kildemateriale i danske, norske, britiske og russiske arkiver. På den måde stykker han et billede sammen, der belyser den oprørske direktørdatters rejser rundt i Europa under falsk identitet og udstyret med papirer og penge, anbragt i dobbeltbundede kufferter og beregnet til de mere eller mindre legale nationale kommunistpartier. Det var nogle af Kominterns mest hemmelige apparats opgaver, Ellen på den måde blev sat til at bestride. Først nu får vi besked om dette arbejde. Det samme gør hendes i dag 76-årige datter, Gerd, der hidtil ikke har anet en dyt om, hvad hendes mor eller far lavede efter deres ankomst til Moskva.

Ellen giftede sig med den jævnaldrende, goodlooking og charmerende norske lægestuderende, Adam Egede-Nissen. Alt imens vennen Arne Munch-Petersen tortureredes i en mørk fængselscelle, mens udrensnings-vanviddet kostede hundredtusinder af uskyldige mennesker livet, og mens venner, kolleger og bekendte forsvandt sporløst om ørerne på dem, drog det forelskede unge par som idealistiske og stærkt troende kommunister på bryllupsrejse i det skønne Kaukasus og til Georgien. Mens naboer, kolleger og medstuderende forsvinder, skriver Ellen og Adam begejstret til familien i hhv. Danmark og Norge om deres nyfødte datter og om tilværelsen i deres kommunistiske paradis. Tilsyneladende fandt de aldrig ud af, hvorfor nære medarbejdere forsvandt eller, at de selv var i ubehagelig nærhed af samme skæbne. Den politiske tro overlevede mødet med den brutale sovjetiske virkelighed anno 1936-38. Ubegribeligt!

Andre danskere flimrer forbi i Møllers bog. Det er en anløben Aksel Larsen, det er den danske repræsentant i Komintern, Arne Munch-Petersen, det er hans enke, Elna Hiort-Lorenzen, der i årevis ikke anede, at hun for længst var blevet enke, det er hendes søster, Etta, og det er Gottlieb Japsen, der senere blev såvel seminarie- som universitetslærer i hhv. Tønder og Aarhus. Den af eftertiden tiljublede, men meget den gang rettroende norske forfatter Nordahl Grieg (1902-43, bl.a. kendt for romanen ”Ung må verden endnu være” og digtet ”Til ungdommen”), der i øvrigt blev svoger til Adam, får en betydelig plads i Møllers bog. Dertil kommer i glimt de mange af anden nationalitet, der knustes i Stalins flittige kværn.

Morten Møller skriver godt, hans sprog flyder ubesværet, og bogen er behagelig fri for de mange korrekturfejl, der skæmmer så mange bøger i dag. En enkelt har den emsige anmelder dog bidt mærke i. Aarhus Universitet staves ikke og er aldrig blevet stavet med bolle-å. En enkelt gang bliver Møllers sprog måske lige lovlig flot, som på side 221f., hvor det bl.a. hedder:

”Og der sidder Ellen, nygift, gravid og tilsyneladende lykkelig. Gerds lille hjerte banker, mens hjertestoppene noteres på NKVD´s henrettelsespladser. Nakkefolden udvikles, mens nakkeskuddene brager i de russiske skove”, (anmelderens kursivering).

Men det er småting i forhold til, at Morten Møller har beriget den historiske forskning og litteratur med en velskrevet, gennemsolid og nyttig monografi. Julegaven skulle med denne bog være i hus til den historie-interesserede læser. Den rummer mere romantik og rædsel fra den virkelige verden end de fleste af tidens mode-krimier.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Stalin - Diktaturets anatomi
Danske Moskvakadrer i Stalintiden
Huset Romanov