Menu
Forrige artikel Næste artikel

For at blive en god lærer

Kategori: Bøger
Visninger: 689

Af Jes Fabricius Møller. Adjunkt, Ph.d. Københavns Universitet

Bogen om seminarier i to hundrede år indgår som bind 1 i trebindsværket om dansk læreruddannelse 1791-2003. Bind 2 udkom i 1991 og bind 3 i 1993. Redaktørernes forord lader forstå, at der har været tale om en udgivelsesproces med forhindringer, der ligger uden for redaktionens kontrol. Den tematiske og kronologiske afgrænsning mellem bindene er ikke hensigtsmæssig. Tage Kampmanns bind 2 handler fx om seminarierne i perioden 1945-91. Karen Braads bidrag til bind 1 handler om seminarierne 1970-2003. Til gengæld er den meget interessante periode 1945-70 udeladt fra dette bind. (Det var Den Blå Betænknings tid.) Jeg ville have foretrukket, at redaktionen havde skåret igennem og sagt, at de to forudgående bind (altså bind 2 og 3) egentlig har karakter af forstudier, og at man i stedet havde valgt at gøre dette bind 1 til Håndbogen i lærer- og pædagoguddannelsens historie, bestemt form ental. For det er i praksis, hvad den er. Bidragyderne er fremragende folk, og bidragene er af tilsvarende høj kvalitet. Redaktionen mangler blot at udfylde de sidste huller og luge ud i overlapningerne, og at gennemskrive de enkelte bidrag efter samme redaktionelle principper, således at læseren ville få en overskuelig gennemgang af politik, pædagogik, praksis og personligheder i læreruddannelsen uden at skulle foretage supplerende opslag i værkets bind 2 eller 3.

Historien, der fortælles, er god. Det begyndte med den filantropiske oplysningstænkning, der ønskede at udstrække uddannelsens velsignelser til almuen gennem veluddannede lærere i stedet for det tilfældige sammenrend af frafaldne latinskoledisciple og opvakte bønderkarle, der fungerede som børnenes tugtemestre. Ingrid Markussen tager os i bogens første del med helt ind i seminaristernes hverdag på Blaagaards Seminarium (1791-) og Brahetrolleborgs Skoleholder-Seminarium (1794-). Det er overordentlig interessant også for dem, der interesserer sig for lærdomskultur og –praksis i almindelighed. Christian Larsen behandler perioden 1820-1860 i prisværdig korthed. Vagn Skovgaard-Petersen får demonstreret sit store overblik om perioden 1860-1945. Karen B. Braads bidrag om udviklingen fra 1970 hen imod de nuværende CVU’ere er så tæt på sit stof, at det sine steder har karakter af indlæg i en debat. Det er prisen for at bede den aktuelle sagkundskab om at skrive om noget aktuelt og gør det hverken ukvalificeret eller uinteressant. Endelig slutter Erik Nørr af med korte karakteristikker af de seminarier, der kvalificerede til andre stillinger end som lærer i folkeskolen, dvs. pædagog-, håndarbejds- og husholdninsseminarier. 

Forfatterne har ikke underkastet sig en ensartet systematiske tilgang til stoffet. Skovgaard-Petersen er traditionel og vidtfavnende skolehistoriker. Christian Larsen er statistisk orienteret, Marcussen nærmer sig mikrohistorien, Nørr er den koncise og præcise administrationshistoriker, mens Braad som sagt nærmest er skolepolitiker. Heldigvis bruger Skovgaard-Petersen sit veltrænede overblik til en 10 siders sammenfatning i bindets slutning, så den lidt mere distræte læser kan blive mindet om, hvad sammenhængen i bogen er - eller måske burde have været.

Man har med rette bebrejdet skolehistorikere, at de har været for forliebt i Grundtvig og givet grundtvigianerne æren for alt godt og stort i uddannelsesvæsenet. Det kan man imidlertid ikke bebrejde disse forfattere. Faktisk nævnes Grundtvig kun tilfældigt hist og her, selvom en hel del seminarier faktisk har haft overbeviste grundtvigianere som forstandere eller grundlæggere. Det endnu eksisterende grundtvigske friseminarium i Ollerup er end ikke omtalt. Det samme gælder i øvrigt også Tvinds seminarium i Ulfborg. Hvad Grundtvig har betydet for seminarierne, seminaristerne og almueskolen, kunne være interessant at vide, ikke mindst i sammenligning med de øvrige marxistiske, indremissionske, nationalliberale, kulturradikale eller liberalteologiske forstandere, dvs. seminarierne som kulturbærende og kulturformidlende institutioner. Deres betydning som sådan kan aflæses af den omstændighed, at ethvert samfundsproblem på et eller andet tidspunkt havner på folkeskolens og dermed folkeskolelæreruddannelsens bord. Elektrikere eller manufakturhandlere forventes ikke at bære så tunge samfundsbyrder. Derudover kunne jeg godt tænke mig en diskussion af forholdet mellem skole og kirke som et billede på de sidste 200 års sækulariseringsproces. Men man kan nu en gang ikke få alting med, selv ikke på 450 tættrykte sider.

Bogen har mange gode illustrationer. At vælge portrætter er måske trivielt, men det har givet forfatterne mulighed for i de lange billedtekster at karakterisere nogle af seminarieverdenens væsentlige personligheder, der ellers forsvinder lidt i stofmængden. Et godt register fuldender billedet af en nyttig og lærd bog. De bidragende fonde, tipsmidlerne, Magisterforeningen, Gads og Alfred Good’s fond har fået meget for deres penge.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
En verden af viden – Syddansk Universitet 1966-2016
Min friskoletid
Hvem ejer skolefaget historie?