Menu
Forrige artikel Næste artikel

Hitlers furier

Kategori: Bøger
Visninger: 682

Af Mona Jensen, Historisk Samling fra Besættelsestiden, Sydvestjyske Museer

Det er ikke ukendt, at kvinder var blandt aktørerne i Hitlerregimets terror.  Lejrvagten Ilse Koch kendt som ”Hunulven Ilse” er en af de mest eksponerede af slagsen.

Gerningsmændene i denne bog er imidlertid ikke hjernevaskede kvindelige lejrvagter, men personer i traditionelle kvindefag som lærerinder, sygeplejersker og sekretærer. Desuden inddrager forfatteren den kategori af kvinder, der udgøres af medfølgende hustruer eller elskerinder.

Der fokuseres på kvinder, der udøvede deres gerning i det område, der var genstand for Hitlers imperialistiske planer om Lebensraum: Polen, Ukraine, Hviderusland og Baltikum.

I alt omkring 500.000 kvinder befandt sig i Øst- og Sydøsteuropa som sygeplejersker, lærere, hustruer, partiaktivister og bosættelsesrådgivere.

I bogen følger man 13 af de kvinder, der forlod Tyskland for at blive en del af regimets terroristiske og voldelige system i Østeuropa.

Forfatteren inddeler de kvindelige gerningsmænd i tre kategorier: vidner, meddelagtige og gerningsmænd.

Vidnerne var medvidere, men ikke gerningsmænd. Det drejede sig typisk om lærere, sygeplejersker eller kontoransatte, der ikke personligt var involveret i voldsudøvelsen, men tilskuere til den. De var ofte i kontakt med mandlige politifolk og soldater, der åbent berettede om massakrer, de havde deltaget i. Mange af dem var chokerede over volden og massakrerne, mens andre udviklede en voyeuristisk adfærd, der fx indebar ture ind i jødiske ghettoer, der opfattedes som eksotiske udflugtsmål. Ofte var en af reaktionerne på oplevelserne en jagt på stimulanser som seksuel nydelse og alkohol.

De meddelagtige var typisk sekretærer for magtfulde medlemmer af regimet, fx regionskommissærer eller højtstående SS-officerer. De befandt sig i centrum af det nazistiske mordmaskineri og nød godt af deres nærhed til magten ved bl.a. at plyndre løs af jødernes ejendele. De skrev fx ordrer om massedrab til henrettelsesenhederne og udfærdigede lister over jødiske ejendele, ligesom de stod for fordelingen af kosterne. Nogle af de meddelagtige var frivillige tilskuere til, at jøder blev mishandlet og drevet sammen som kvæg før deportering.

Afsnittet om gerningsmændene er det mest omfattende og indeholder de mest afskyelige beretninger om kvindelig adfærd i Østeuropa. Gerningsmændene deltog personligt i drab eller udførte drab efter egen tilskyndelse. Det drejede sig overvejende om hustruer, der havde sluttet sig til deres mænd, højtstående ledere i partiet, SS, politiet eller i besættelsesmyndighederne. Disse hustruer oplevede en voldsom social opstigning til spidsen af den herskende elite med imponerende hjemlige omgivelser i konfiskerede godser og store villaer, hvor de levede et luksusliv med stor selskabelighed, opvartet af tjenestefolk, der ofte blev mishandlet af begge ægtefæller. Forfatteren bruger begrebet ”Ostrausch”, for at forklare den følelse, som de tyske kolonisatorer blev grebet af. Ofte udviklede partnerskabet sig til kriminelle fællesskaber, hvor ægtefællerne som en art hobby dræbte tilfældige jøder. Nogle hustruer udførte koldblodige drab på bl.a. jødiske børn. Kvinder deltog også i tilfældige nedskydninger af jøder fra altaner for fornøjelsens skyld i overværelse af deres børn.

Kvinder udviste samme adfærd og havde samme motiver som deres mandlige folkemordskolleger, og deres efterfølgende bortforklaringsstrategier var de samme som mændenes.

Kun få kvinder blev tiltalt efter krigen og endnu færre dømt. Vidneudsagn, der ofte var det eneste tilgængelige materiale, blev ikke betragtet som tilstrækkeligt bevis.

Forfatteren peger på en lang række kønsspecifikke omstændigheder, der medvirkede til, at de kvindelige krigsforbrydere ikke blev dømt, bl.a. kønsfordomme i det juridiske system. Kvindernes fysiske fremtræden som husmoderlige og ydmyge kombineret med følelsesmæssige reaktioner som gråd virkede til fordel for de kvindelige gerningsmænd, ligesom påvirkning fra en ægtemand blev betragtet som formildende omstændighed.

Det var nødvendigt for normaliseringen af Tyskland at genskabe det traditionelle kvindebillede. Derfor vægrede man sig ved at acceptere billedet af tyske kvinder, der opførte og klædte sig maskulint, skød med pistol, slog med pisk og red på hest ved henrettelsespladserne eller mishandlede og dræbte børn. Det var uønskede, brutale påmindelser om et fejlslagent regime.

Forfatteren giver en glimrende samlet karakteristik af hele den generation af unge kvinder, der blev en del af Hitlers terrorregime i Østeuropa. De havde vidt forskellig baggrund, men de var alle ambitiøse og patriotiske, grådige, antisemitiske, racistiske og udviste imperialistisk arrogance. Og de var alle unge. Generationen var en del af babyboomet i årene efter 1. verdenskrigs afslutning. Et væsentligt led i pigernes socialisering i Det Tredje Rige var deltagelsen i Bund Deutscher Mädel, pigernes pendant til drengenes Hitlerjugend. Her fik pigerne opfyldt deres længsel efter at tilhøre et fællesskab og mulighed for at gøre karriere. De tog del i massemøder og parader, udførte arbejdstjeneste på landet og blev trænet i marchøvelser, eksercits og skarpskydning.

Regimets stigende behov for arbejdskraft gav denne generation af kvinder hidtil ukendte karrieremæssige muligheder. Unge kvinder fra beskedne kår kunne hævde sig ved at forlade deres landsbyer og uddanne sig til fx maskinskrivere og sygeplejersker. De mange regerings- og partikontorer og den økonomiske og militære genoprustning krævede en stor styrke af kvindelige kontoransatte. Det kvindelige bidrag til det nazistiske system var enormt, men blev nedtonet i offentligheden, hvor moderrollen stadig blev fremhævet i propagandaen. Men kvinderne blev en mere synlig del af arbejdsstyrken end nogensinde i Tysklands historie.  Det er bagsiden af denne nye kvindelige aktivisme, der beskrives i bogen.

Med sine undersøgelser gennemhuller forfatteren myter om den tyske kvinde under Naziregimet. Bogen bidrager med væsentlig viden om, hvordan almindelige unge kvinder med typiske levnedsløb blev involveret i Holocaust. Den kortlægger de omstændigheder og ideer, der gjorde kvinderne til folkemordere, og beskriver de forskellige roller, de udfyldte, og gør rede for de forskellige former for adfærd, de fremviste. Bogen et fremragende eksempel på forskningsformidling, der er forståelig for alle.

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Berlins Undergang
Holocaust
Danske sydslesvigere i tysk krigstjeneste 1939-45