Menu
Forrige artikel Næste artikel

Pansergeneralen

Kategori: Bøger
Visninger: 728

Af Thomas Petersen

Bogens hovedperson, Jørgen Ejbøl, lader sig gerne sammenligne med den excentriske, farverige og legendariske amerikanske hærfører George S. Patton (1885-1945) med tilnavnet pansergeneralen. Generalen, hvis kampvogne efter sigende ikke havde noget bakgear, og som under 2. Verdenskrig gjorde sig bemærket på slagmarkerne i Nordafrika, på Sicilien og i Normandiet/Frankrig. Patton blev af en journalist ved United Press International beskrevet således:

”General Georges S. Patton troede, at han var den største soldat, som nogensinde havde levet. Han fik sig selv til at tro, at han aldrig ville fejle ved at tvivle. Denne absolutte tro på sig selv som strateg og vovehals påvirkede hele hans hær, indtil mændene i US 2. korps i Afrika og senere 3. Armé i Frankrig troede på, at de ikke kunne besejres under hans lederskab”.

Såfremt man de rigtige steder i citatet erstatter Patton med Ejbøl - samt sætter teksten ind i en journalistisk sammenhæng, kan man forholdsvis nemt få øje på ligheden. Selv kalder han sig anarkist af hjertet og fra top til bund. En chef, der ofte buldrer frem, tilsyneladende uden hensyn til omgivelserne. En chef, der nægter at fortryde og blot vil gøre det bedre næste gang. Historierne om den frembrusende Ejbøl er legio.

Som for eksempel, da han netop havde fyret en medarbejder, og denne i raseri rev dørkarmen løs. Da sekretæren efterfølgende forfjamsket spurgte, om hun ikke skulle bestille en håndværker, lød svaret, at det kunne vente, fordi han endnu manglede at fyre et par stykker. Eller, da han ligeledes i raseri under et samarbejdsudvalgsmøde slyngede en Arne Jacobsen-stol gennem lokalet, da spørgsmålet om hunds første sygedag blev rejst. Læseren kan så spørge sig selv, om det er en ideel chef med overblik, selvkontrol og empati, der udviser en sådan adfærd. Det er da også tydeligt, at bogens forfatter, journalisten Kirsten Jacobsen (født 1942), ønsker at grave dybere i sin hovedperson. Dokumentere, at der bag det brutale og skrupelløse ydre også findes en privat Ejbøl, fuld af varme og empati. Langt hen ad vejen lykkes denne manøvre.  

Ejbøls erhvervskarriere er både imponerende og enestående. I lære på Aalborg Stiftstidende under den nordjyske bowler, alias chefredaktør Alf Schiøttz-Christensen (1909-81), der gav den unge elev et internationalt outlook ved at hjælpe ham til studier i USA. Karrieren som skrivende journalist blev imidlertid kort. Efter hjemkomsten redaktionschef samme sted, dernæst på Fyns Amts Avis og Dagbladet i Ringsted. Chefstillingerne stod formelig i kø efter Ejbøl. Som for eksempel i Det Berlingske Hus – på Billed-Bladet, Berlingske Tidende, BT og JydskeVestkysten.

Fra 1993 og et tiår frem var Ejbøl ansvarshavende chefredaktør samt adm. direktør for Jyllands-Posten. Og gjorde den stor, men også økonomisk nødlidende. Han rykkede med bulder og brag sin avis ind i hjertet af København og lancerede den som intet mindre end Danmarks internationale avis med over en snes udlandskorrespondenter. Centralt i Ejbøls karriere står ligeledes hans forsøg på at nappe Århus Stiftstidende. Men det endte med at blive Det Berlingske Officin, der snuppede Stiften (”Berlingskes Vietnam”) foran en rasende Ejbøl og dermed indledte krigen om det jyske avismarked. En krig, der blev dyr for begge parter, men især for Officinet – og ultimativt vundet af Ejbøl. Men også Jyllands-Posten blødte. Det var derfor et scoop, da Ejbøl som hovedarkitekt i 2002 tog fusen på hele den danske bladverden ved at gennemføre en sammenslutning mellem de politisk helt ulige størrelser – den skrantende Jyllands-Posten og de forholdsvis økonomisk velbeslåede dagblade Politiken og Ekstrabladet. En fondsejet fusion, lanceret under navnet JP/Politikens Hus. Dermed blev der skabt en økonomisk velkonsolideret koncern og et bladhus med fælles administration og økonomi, men med strengt adskilte og uafhængige redaktioner.   

Det er som nævnt Kirsten Jacobsens ambition at trænge gennem panseret og ind til privatpersonen Ejbøl. Og dermed korrigere billedet af ham som bulldozeren og den følelsesløse maskine, der blot tromler mennesker ned på sin vej. Hun vil med andre ord korrigere det billede, der er gængs i offentligheden, men også langt ind i journalistkredse. Jacobsen vil ind til det nøgne og sårbare menneske, der i offentligheden udelukkende er kendt som strategen, taktikeren, chefredaktøren og bestyrelsesformanden.

Jacobsen gør det ved at inddrage børnene i sin fortælling. Biologiske børn har Ejbøl ingen af. Men gennem ægteskab har han i to omgange fået bonusbørn og efterfølgende også bonusbørnebørn. I omgangen med dem møder læseren en helt anden Ejbøl. En bedstefar, der henter og bringer i institution. En far og bedstefar, der viser en omsorg og en kærlighed, der kan gøre mangen en biologisk ditto rangen stridig. Senest demonstreret omkring årtusindskiftet gennem Ejbøls ægteskab med romanisten og tidligere rektor for Marselisborg Gymnasium i Aarhus Marianne Abrahamsen og ikke mindst i forholdet til hendes fire børn. I bogen er hustruen kærligt og let ironisk konsekvent benævnt Rektor. Akademiske færdigheder har han meget lidt respekt for.

Forfatteren dokumenterer også i andre sammenhænge en hidtil i offentligheden ukendt Ejbøl. Nemlig som nøgleperson, støtteperson, kontaktperson samt fundraiser. For eksempel tager han konsekvent jægersoldaten Thomas Rathsack´s parti i dennes ensomme kamp mod Systemet og Forsvaret samt mod en tilsyneladende meget usympatisk forsvarsminister Søren Gade. I forlængelse af udgivelsen af den såkaldte Jægerbog. Men Ejbøl er også aktiv i en heldig afvikling af en yderst konkret gidsel-sag i Syrien. En sag, hvor marginen mellem liv og død var minimal, og hvor hans overblik og empati angiveligt har hjulpet pårørende gennem en svær tid. Ejbøls store engagement i international støtte til klemte kolleger i Øst- og Sydøsteuropa er ligeledes generelt ukendt. Eller, når han hjælper en kræftramt serbisk kvinde til Danmark, hvor hun i en læges fritid og vederlagsfrit får behandling. Eller Ejbøls engagement i Grønland, i Ægypten under Det arabiske Forår, i Sydamerika mm.

Sygdom, ikke mindst den uhyggelige kræftsygdom, spiller en central rolle i Ejbøls liv. Hans store kærlighed, en elsket hustru, blev sygdommens offer efter et ganske kort ægteskab. Hans nuværende hustru, nævnte Rektor, fik også kræft, men blev helbredt. Ejbøl selv blev lige efter årtusindskiftet ramt af en blodprop i hjernen – men kom sig forbløffende hurtigt og tidlig nok til at stoppe et spirende kupforsøg i ledelsestoppen på Jyllands-Posten. En sag, der får udførlig omtale i bogen. Og som for tiden diskuteres livligt og uskønt i dagspressen.

Kostelig er beretningerne om situationer, hvor Ejbøl befinder sig i en for ham ganske uvant og kejtet rolle. Nemlig som eleven, der må lystre en befaling. Som for eksempel, når han med sin gode ven og kollega Per Nyholm er på dannelsesrejse i Tyrkiet og af denne får strenge instrukser om nøje at følge rejseførerens anvisninger. - Når jeg går til højre, går du ikke til venstre, men følger mig. Det samme, når han er på risikable rejser i Mellemøsten sammen med daværende freelance-korrespondent, nu DR-korrespondent, Puk Damsgaard.   

Ejbøls hjertebarn – den skrevne presse – har længe haft det svært. Faldende abonnenttal, konkurrencen fra gratis-aviserne, svigtende annoncesalg og den evindelige kamp – på den ene side meningsfyldt at integrere de digitale medier i papiravisen og på den anden side at kunne matche konkurrencen fra dem. Ejbøls største aversion er dog den licens-finansierede gigant, Danmarks Radio, der angiveligt stjæler med arme og ben fra avisernes nyhedssider. Mange ord bruges i bogen på dette tema – forståeligt nok for en inkarneret bladmand. Men for mange for den læser, der ikke i detaljer følger de interne debatter i mediebranchen. Sommetider går avissnakken i den grad i tomgang, at man savner forfatterens indgriben.

I det hele taget står det noget uklart, hvordan bogen er blevet til. Forfatteren kommer hen ad vejen med udførlige faktuelle introduktioner til bogens forskellige emner. Forskellige hovedpersoner kommer med beretninger, mens andre afsnit fremtræder som en dialog mellem Ejbøl og en central person. Mest fylder en række Ejbøl-monologer. Bortset fra introduktionerne holder forfatteren sig i baggrunden. Hendes reaktioner og evt. opfølgende kritiske spørgsmål savnes. For eksempel i relation til Ejbøls monologer. Interessant er, hvem der ikke har medvirket. Og hvorfor ikke. Det gælder Flemming Rose, tidligere chefredaktør Carsten Clante, tidligere kultur- og lederskribent Flemming Chr. Nielsen, tidligere chefredaktør og nuværende nyhedschef i DR Ulrik Haagerup og bestyrelsesformand Lars Munch

Det er aldrig svært at erklære sig som den abstrakte friheds stålsatte forsvarer. Det kan vi alle sammen. Problemet opstår, når denne frihed støder sammen med virkelighedens mere prosaiske og konkrete frihedsbegreb. Når man for eksempel - som Ejbøl under krisen med de efterhånden til hudløshed trælse tegninger af profeten Muhammed - havde ansvaret for 2.000 medarbejderes samt deres familiers ve og vel. Hele profet-sagen får, sammenlignet med andre temaer, minimal plads i bogen.

Men vi får dog historien om, hvorfor Flemming Rose blev pålagt en ret omfattende og yderst konkret håndfæstning. En handling, der skulle forvandle ham - fra at være en sag for avisen tilbage til blot at være en medarbejder i avisens tjeneste. At friheds-apostlen Rose så i hele fem år bukkede nakken og tav om den rette sammenhæng, kan man efterfølgende filosofere og undre sig over. Men brød på bordet og måske også smør på brødet er vel også en messe værd. Ejbøls mere generelle og yderst nøgterne kommentar til, om man i en konkret sammenhæng skulle genoptrykke tegningerne, er flg. svada:

”Men tegningerne vil være med os, jeg ved ikke, hvor mange år frem. Skal vi genoplive den frygt en gang imellem? Nej, det skal vi ikke. Har det noget med selvcensur at gøre? Ja, det kan man da godt sige --- Ved at genoptrykke dem vækker vi tossers vrede --- Men vil vi ofre menneskeliv på det alter? Vil vi ofre vores medarbejdere og udsendte folk? Nej! Hvordan skulle vi nogensinde forklare de pårørende, at deres nærmeste skulle dø, fordi vi ville genoptrykke nogle tegninger? Vi beder da ikke nogen gå i døden for noget så dødssygt hampelort, vel? Nogle primitive tegninger! Og skal der endelig uddeles ytringsfrihedspriser for den sag, skal de efter min mening ikke gives til enkeltpersoner, bortset fra tegnerne, men til den virksomhed, der havde nosser til at stå bag, og som har betalt en meget høj pris for det”, (side 229).

”Derfor er det totalsvigt [af Flemming Rose, TP] at lege med alvoren og sætte sin person foran fællesskabet. Så svigtet ligger hos en mand, som vi har brugt over 130 mio. kroner på at beskytte”, (side 231).

Bogens sidste tredjedel er helliget den private Ejbøl – eller Bøllebob. Et navn, han har fået af en nær ven og kollegas børn. Denne ven, tidligere chefredaktør Ole. C. Jørgensen, tegner da også et meget smukt og stedvis rørende billede af en - i privatlivet både følsom og yderst hjælpsom person. Flere andre bidrager til dette billede. Bonus-børnene for eksempel. Til tider tror man, at der tales om to forskellige personer. Men den langt overvejende del af bogen er helliget den professionelle strategiske og taktiske hærfører, for hvem resultaterne tæller mest. Her tegnes billedet af en hensynsløs og uforfærdet bladmand, når det gælder.

I det hele taget sidder læseren tilbage med et i høj grad mange-facetteret billede af en Jørgen Ejbøl, der til tider er sig selv værst. Af en målrettet bladmand, der fuldt og fast tror på sig selv, sine argumenters valør og holdbarhed, og som handler derefter. Målet helliger midlet, modstand skal slås ned. Han er ligeglad med, hvilke argumenter han bruger – korrekte eller ikke-korrekte – bare målet fastholdes og nås, uanset pris. Begår han fejl, kan han godt beklage dem, men fortryder ikke noget - de kan jo alligevel ikke laves om. Måske forklarer Ejbøls opvækst en hel del af hans voksne liv og adfærd. En syg og svag mor, en stærk og følelseskold far. Tidlig flugt fra hjemmet. En elsket lillebror, der forsvandt uden spor på en privat tur til Libanon – og aldrig blev fundet.

Alt i alt en interessant bog at stifte bekendtskab med. Velskrevet og skarp. Bagsiden lover et samlet, velkomponeret og nuanceret portræt. Men bogen er mere de nedslag i Jørgen Ejbøls liv og karriere, som dens titel signalerer. Lidt mere redaktion og korrekturlæsning havde gavnet. En guldgrube for dem, der søger indsigt i en kontroversiel personlighed og i en avisverden, der står usikker og famlende overfor, hvordan fremtidens medieverden skal eller rettere vil komme til at se ud. 

Forrige artikel Næste artikel
Se relaterede artikler
Statsministre - 8 socialdemokrater
Philip de Lange - Københavns store bygmester
Oprørere