Verden som den er
Menu
Forrige artikel

Verden som den er

Kategori: Bøger
Visninger: 1567

Af Erik Helmer Pedersen 

Den der kommer allersidst, 
skal i den sorte gryde.

Dette nok så bekendte linjepar bruger den pensionerede Odense-historiker Søren Mørch som en slags midtvejskonklusion på sine fem fortællinger om modernitetens gennembrud, sådan som han personligt opfatter det. Deri ligger også gemt bogens sigte: at fortælle, sådan mand til mand, hvorledes folk i almindelighed efter forf.s opfattelse kynisk låses fast i mønstret fra verden af i går, udsat for alle de manipulationer, som traditionen og dens vogtere behændigt lader glide ned over folk og fæ som et edderkoppeagtigt spin(d). Heldigvis er et mindretal iblandt os i stand til at gennemskue de dulgte sammenhænge, ikke mindst fagfolk som historikerne, der nok kan ærtes som ”smagsdommere”, men som i kraft af deres ”selvfølgelige elitære bedreviden” (s. 110) og som har gennemgået en ”oplæring, en dannelsesperiode” (s. 168) bliver sat i stand til at læse teksten og derved tyde sammenhængene på den rette måde. Vi ser bort fra de tilfælde, hvor de bedrevidende har taget grueligt fejl i deres bedømmelse. 

Det eneste rigtige er iflg. Mørch at opfatte Verden – med stort V – som den umiddelbart tegner sig for vore øjne. Han må dog indrømme, at begrebet ikke ligefrem udmærker sig ved klarhed. I indledningen lader han det betegne en tilstand, en øjebliksbetonet situation, men senere rettes opmærksomheden nok så meget mod de ændringer, der hele tiden sker, med andre ord den historiske proces. Det afgørende for Mørch er bruddet med den manipulerede fortid, den være sig religiøst eller politisk fremavlet. Religion og da især den kristne er ham vederstyggeligt. I hans bibel er der ikke plads for retoriske, ceremonielle eller emotionelle tilværelsestolkninger; når det kommer til stykket, er hans verdensopfattelse ret konkret for ikke at sige materialistisk bestemt. Den påvirkningskraft, der udgår fra kunsten og kulturen, ofres ikke mange linjer i bogen. Hans udsyn er principielt globalt orienteret, men det er dog først og fremmest den vesteuropæiske Verden, han beskæftiger sig med.

De fleste læser nok en bog forfra. Det lønner sig normalt ikke og slet ikke i dette tilfælde. Den bør absolut læses bagfra. Derved kommer det klart frem, at der i virkeligheden er tale om en slags arbejdsrapport fra det, man kunne kalde Søren Mørchs historiske værksted. Det betones oven i købet, at vi kan vente endnu mere om emnet, om ikke aldersfænomenet, Søren Mørch som andre dødelige nådesløst er underkastet, spiller ham et slemt puds. Mørch skildrer her, hvorledes han har tilegnet sig modernitetens arbejdsteknik og har kastet sin historisk-kritiske oplæring i Erslev-skolens regi over bord. Selve begrebet ”det moderne” har han ”vistnok”, et af Erslevskolens yndlingsord, hentet hos den norske sociolog Willy Guneriussen (i bogen fra 1999 At forstå det moderne, selv om Guneriussens modernismebegreb ret beset er lidt mere differentieret). En fagfælle, Liv Egholm, har introduceret ham for mikrohistoriens metode, og hans ”verdenshistorie-gruppe” på universitetet har gennemgået en god part af det materiale, der drøftes i bogen. Søren Mørch fik fortjent nok Danmarks Radios  Rosenkjærpris i 2003 og holdt i den anledning fem foredrag i Politikens foredragssal med radiomikrofonen anbragt i tilhørerposition. Rosenkjærprisen burde dog nok i den anledning være udvidet til også at omfatte Søren Mørchs store og entusiastiske medarbejderskare.

Hans egentlige ærinde rent historisk-faglig er at gøre op med den klassiske kildekritik, Ranke-Erslev-skolen, som den normalt kaldes efter dens tyske og danske førerskikkelser. Ikke mindst Kr. Erslev, den danske kildekritiks store navn, anklages for at være for fikseret på begrebet ”kilder” og deres påståede objektive udsagn om den fortidige virkelighed. Man må derfor opgive det klassiske objektivitetsbegreb og i stedet bruge mikrohistorien til at udforme historien, sådan at den skriver sig lige ind i folks hverdagsopfattelse af tingene. Ført ud i sin yderste konsekvens må det vel betyde, at den danske faghistoriske tradition (og produktion?) må kasseres. Stillet over for så radikalt et krav trøster det dog ikke så lidt, at Søren Mørch i sine fem analyser overbevisende demonstrerer nytten af at være kildekritisk oplært og orienteret.

Og hvad er så bogens historisk-faglige indhold? I kapitel 1 ”Forandring” åbnes en byld i mere end én forstand i fransk selvopfattelse, idet halløjet omkring en nødvendig operation på Ludvig 14.’s bagdel 1686 med digteren Charles Perrault som pennefører ret utilsigtet leder til et opgør med klassikerne, les anciens. Nutiden, det moderne, behøvede ikke at neje dybt for traditionen. Herfra føres vi i kapitel 2, ”Opdagelse” tilbage i tiden – til Magellans verdensomsejling 1519-22, sådan som den er bevidnet i Antonio Pigafettas efterfølgende rapport om rejsen. Han var en af de 18 mand, som blandt 260 overlevede strabadserne. Magellans færd beviste, at man kunne sejle verden rundt, ”en af de mest afgørende begivenheder i menneskehedens historie” (s. 42). Da kineserne på forhånd havde lukket deres overlegne skibsbygningsprogram ned, var den verdensomspændende ekspansion over 4-500 år blevet vesteuropæernes bord. Søren Mørch opgiver at forklare det rationelt, dvs. historisk-kritisk, men lover samtidig at komme tilbage til sagen senere.  I kapitel 3, ”Udvikling”, analyseres de omstændigheder, der i 1858 førte til offentliggørelsen af Darwins berømte og omdiskuterede teori om arternes udvikling. Jamen, det er jo slet ikke en teori, mener forf., nej en simpel konstatering af den omstændighed, at kun nogle få udvalgte af de levende væsener får mulighed for at reproducere sig selv. ”Naturens principielle meningsløshed” er iflg. Mørch darwinismens inderste kerne, og det vil altid udfordre traditionalisterne, der søger efter en dybere mening.

Med kapitel 4 ”Kulturradikale” rykker vi tættere på nutiden, idet Mørch her genåbner den klassiske sag om den skændige behandling, det franske militær, mest ud fra antisemitiske motiver, udsatte kaptajn Alfred Dreyfus for omkring århundredskiftet 1899-1900. Historien er unægtelig fortalt før, men Mørch graver her dybere i tingene end de fleste og får os derved til at se den med friske øjne som et kulturradikalt nybrud. En ikke ringe præstation.  Kapitel 5, samlingens sidste, refererer under overskriften  ”Tradition” de omstændigheder, der på den ene side erstattede mytedannelsen omkring soldaterlivets heroisme med en nøgtern konstatering af moderne krig som et rent industrialiseret, morderisk foretagende, og på den anden lagde grundstenen til nazismens Blut und Boden-filosofi og dens langttonende ekkoklang i fædrelandssangen ”Deutschland über alles”. Da filosoffen Martin Heidegger 27. maj 1933 blev indsat som rektor for Freiburg universitet, sang man tre vers af sangen, og uanset Heideggers omdiskuterede forhold til nazismen tilsluttede han sig ved den lejlighed idealismen og traditionen, efter Mørchs opfattelse modstykket til ”affortryllelsen og det moderne”. 

Dette sidste kapitel er på mange måder, uanset ens stillingtagen til bevisførelsen, det mest spændende i bogen. Her skinner en tydelig selvironi, ja selvkritik tydeligt igennem, især når Søren Mørch efter at have ironiseret over den form for moderne underholdningsindustri, han kalder ”slagmarksturisme” afslører sig selv som en af vor mest berejste slagsmarksturister. Slagmarksfeltet Westhoek i det sydvestlige Belgien tæt ved grænsen til Frankrig kan Mørch finde rundt i i søvne, må konklusionen være på den yderst tætte beskrivelse, han med mesterlig hånd ligefrem ruller ud af ærmet.

Det er let at forstå, at Søren Mørch har et stort og taknemligt  læser- og lytterpublikum. Uanset ens ideologisk-politiske stillingtagen må man erkende, at han skriver sig lige ind på folk, som de er flest. Den kunst gør kun få ham efter. Derved overses let, at han er en dygtig historiker, historisk-kritisk betragtet. Og Søren Mørch lader os gerne blive i troen. Undertegnede anm., der langtfra er enig med Mørch, ser med spænding frem til næste bog i serien om den ny verden, med eller uden stort V. Da han pr. definition bekender sig til det moderne, vil han til den tid nok have moderniseret sin nuværende opfattelse. Hvor højt står da Kr. Erslevs stjerne?

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hovslag fra Sleipnir
Husmødre
1915 Grundloven