Hva' så - Historie-online?
Menu
Forrige artikel

Hva' så - Historie-online?

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 705

 

Endnu et godt år for Dansk Historisk Fællesråds site historie-online.dk er ved at være slut. Masser af nyheder om aktiviteter og udstillinger er videreformidlet til en stor skare af historisk interesserede danskere. Masser af bøger er blevet introduceret og anmeldt – og hver uge har brugerne fået tips til, hvad der kunne være af historiske udsendelser i TV.

Bestræbelsen på at bringe nyheder og bogstof fra den historiske verden fortsætter naturligvis i 2019. Og det vil sige, at det frivillige arbejde fortsætter. Ingen får løn for at holde historie-online ved lige uge for uge. Men det betyder desværre ikke, at der ikke er udgifter forbundet med at udgive siten. Fx porto i forbindelse med udsendelse af anmeldelsesbøger er en stor post – ligeledes udsendelsen af det ugentlige nyhedsbrev koster penge – og der er også udgifter til Årets historiske Bog, selvom vi her har gode sponsorer til at hjælpe til. Og så videre. Dansk Historisk Fællesråd er ikke nogen uendelig pengetank, og på et tidspunkt inden så længe går den ikke længere. Der er simpelthen nødt til at flyde nogle indtægter ind på fællesrådets konto.

Det kan være svært at se, hvordan man skal tjene penge. Annoncer på siten? Ville jo nok være lidt ærgerligt – vi har på fornemmelsen, at en af grundene til historie-onlines succes netop er, at man slipper for reklamer. Abonnement? Altså at brugerne betaler et månedligt beløb for at få adgang – tja, det vil jo give lidt administration og sikkert også fald i antallet af brugere. Crowd-funding? Var da en mulighed, men det er jo ikke så langt tid siden, vi bad brugerne ofre et lille beløb til det nye historie-online. Det er ikke en mulighed, der kan bruges hele tiden og så igen.

Så hvad gør vi? Hvordan får vi indtægter?

Vi mener, at vi har indsigtsfulde og intelligente brugere, der måske kunne have lyst til at berige os med ideer. Tænk over det i julen og del dine gode ideer med os.

Så altså: Lad os høre, hvad du mener – har du ideer til initiativer. Mail til redaktøren med dine ideer på ppp@pedersholm.dk eller til DHFs formand på Peder.Kragh@greve-gym.dk. 

Dansk Historisk Fællesråd og historie-online.dk ønsker god jul og godt nytår!

Peder Jakob Ellehave Kragh                                                           Poul Porskær Poulsen

Formand for DHF                                                                          Redaktør for historie-online

[Historie-online.dk, den 16. december 2018]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Foredrag i "Hummerens Venner"
Demokrati og valg i HistorieLab
HistorieLab: Da Danmark var en slavenation