En krønike om forstaden der
forandrede Danmark
Af arkivar Trine Grejsen, Grenå
Egnsarkiv
Når jeg hører navnet Gladsaxe, så
ser jeg Erhard Jakobsen stryge det mistænkeligt mørke
pandehår tilbage til lyden af ” Det har jeg aldrig
sagt! ”. Om Gladsaxe forandrede Danmark? Men når
Gladsaxe forandredes, så gav det genlyd i hele
Danmark, og hvis overdrivelse fremmer forståelsen, så
er Gladsaxe særdeles velegnet som eksempel på livet
i sidste halvdel af det 20. århundrede.
Jeg har slugt Drømmen om Gladsaxe,
for den er spændende. Asger Liebst har sat bogen op
som en anden kriminalroman, og man fanges ind af de
udlagte spor til hvem fra Gladsaxe, der blev medlemmer
af Blekingegadebanden, hvordan det vil gå for
familien og Frank, fra Franks Radio samt af diverse
afsløringer om Erhards vej frem mod dannelsen af CD.
Fortællingen er bundet på forskellige kendte som
ukendte borgere i Gladsaxes mere eller mindre tilfældige
skæbnefællesskab.
Hovedpersonen er Frank Mogensen, der
tog turen op og ned med Gladsaxe, Denne gudsbenådede
reklamemand og sælger, der ”fra ingenting”
opbyggede sin egen kæde af radiobutikker, betalte og
iscenesatte Erhards kommunevalgkamp mod Schlüter og i
en kæmpe brandert overbeviste sig selv og direktøren
for Arena-fjernsynsfabrikkerne om, at farvefjernsyn
ikke ville blive hver mands eje!
Frank solgte til Fona, flyttede til
Hobro, men fik som bagmand sin kone Birgith indvalgt i
Folketinget for hvem andre end CD, her hævede hun sin
løn og gjorde intet væsen af sig. Før hun som vidne
for forsvaret for at belaste Mimi ”kom til” at
fortælle, at hun selv og Ninn-Hansens havde talt om
stoppet for familiesammenføring.
Vi kommer naturligvis heller ikke
udenom Erhard: Aktive
lyttere og seere, Høje Gladsaxe, CD, der i starten nærmest
var en borgerliste fra Gladsaxe, hans næsegrus
beundring for USA under Vietnamkrigen og hans
vandvittige idé om at gøre Rhodos under militærjuntaen
til venskabsby! Kommunist forskrækket? Da Juri
Gagarin var i Danmark i 1962, besøgte han Gladsaxe,
hvor skolerne holdt idrætsdag. Ja, man tror det er løgn.
Ind i mellem historierne om disse
kendte og farverige personer ligger masser af mindre,
men spændende og vedkommende, historier om kendte og,
indtil nu, ukendte folk i Gladsaxe.
Jeg kendte ingen i Gladsaxe og jeg
har kun været i kommunen én gang. Alligevel blev jeg
inspireret, underholdt og klogere. Det er mere, end
jeg normalt forlanger af en historisk fremstilling. Og
denne her beviser med al ønskelig tydelighed at gode
lokalhistoriske fremstillinger med fordel kan læses
uafhængigt af lokalkendskab. Men et lille kort ville
have hjulpet, beliggenhed spiller jo, som de fleste
andre steder, en stor rolle i Gladsaxe.
Jeg blev forført af bogens mylder af
historier, men men.... Der er et par steder, der
irriterer: Layoutet et lækkert, men jeg synes det er
synd, at illustrationerne alle er skubbet til
slutningen af hvert kapitel, mere synd synes jeg, det
er, at dele billederne over to sider, især når det
kun er 1/5 af billedet, der er på den ene side, og
det ikke er oplagt, hvorfor billedet ikke bare er beskåret
eller formindsket, så det kunne være på en side.
Lidt for smart for min smag.
Der er også et par stedet hvor
forfatterens begejstring for sine tekster resulterer i
lidt for nysproglige selvfede ordorgier, som fx
tvillingetårnene i Bagsværd, tekstforfatning,
aprilstyrtregn og kameraparcelhus. ”….lysbilleder
passede til parcelhuset som let kunne efterligne
fotografiapparatets indre mørke ved at forvandle sig
til et dunkelt kammer, på hvis væg billedet kunne
projiceres. Kamerahuset og parcelhuset har regulering
af lys og mørke, af åbning og lukning tilfælles.
Inden i sit kameraparcelhus…” etc. over næsten to
sider.
Jeg synes med fordel, at bogen kunne
være sprunget over side 216-228 og gået direkte til
epilogen. De sider er vel en slags perspektivering,
men kommer til at virke lidt påklistret. Den ene
virker som en historie, der ikke blev plads til og den
anden, som et påskud for at besøge Gladsaxes
venskabsby i Japan!
Til slut er der et personregister med
navne og titel/rolle i bogen, og her mangler jeg
faktisk den almindelige, men gennemgående
Larsen-familie, der både har lagt familiehistorie og
billeder til bogen! Hvorfor kom de ikke med, når der
er blevet plads til selv de mest perifere men kendte
bipersoner som fx Joan Baez, hvis relation til
Gladsaxe er, at hun blev nævnt i et blad, der blev
trykt i forstaden.
Men mine kritikpunkter ændrer ikke
ved min umiddelbare reaktion efter endt læsning, jeg
må læse den igen, for der er helt sikkert nogle gode
historier, jeg er læst forbi, og dem vil jeg endelig
ikke gå glip af.
