Menu
Forrige artikel

Sjælland, Lolland, Falster og Møn

Kategori: Bøger
Visninger: 626

 

Af Per Ole Schovsbo

Den socialdemokratiske minister Kaare Dybvad Bek skriver i sit forord til Monssons bog, at de sjællandske landsdeles særlige udfordringer (læs: problemer) skyldes deres samspil med København. Derfor har områderne lavere uddannelsesniveau og indkomst, kortere levealder og længere pendlingstider, ja ikke engang et ærligt superligahold. Samspillet skal med andre ord tackles på den rigtige måde, og det kræver, at man kender historien bag det hele.

Det er en fin optakt til Monssons bog om øernes historie fra sidste istid til ca. 1920, der søger at give baggrunden for øernes særlige situation. Forfatteren bringer et kolossalt materiale, som er klart disponeret med en forbilledlig layout og støttet af enkle og fint overskuelige illustrationer, kort og diagrammer – hvoraf dog tidstavlerne ikke er så overskuelige, som de kunne have været. Bogen er uden noter, men hvert kapitel afrundes med ”udvalgte kilder og videre læsning.” Det er fremragende gjort! Bogen indledes tilmed med en vejledning til læsningen, der faktisk giver et resume af de otte historiske afsnit – men ikke nogen samlet konklusion. 

Monsson begynder med begyndelsen og nævner, at landskabsformerne og jordbundstyperne er skabt af isbræernes virksomhed, men det er jo den følgende udvaskning af mineraler som kalk i undergrundsleret i løbet af årtusinder, der sammen med planternes kompostmuld skaber betingelserne for øernes landbrugsproduktion. Monsson er også lidt usikker i fortællingen om de forhistoriske perioder i modsætning til hans suveræne fortælling om middelalderen og nyere tid. Det gælder især de meget lange tidsrum fra istiden til afslutning til yngre stenalder og igen til bronzealder og jernalder, hvor kystlinjerne var udviklet til noget, der minder om vore dages forhold. I løbet af disse lange perioder vandrer floraen, faunaen og den menneskelige aktivitet fra fastlandet over på de østdanske øer. Her opstår – ligesom på fastlandet - de kulturskabende samspil mellem naturens ressourcer og befolkningens økonomiske strategier der senest i løbet af yngre stenalder tydeligvis reguleres af sociale, religiøse og politiske faktorer, som vi i vore dage ikke har tilstrækkeligt kendskab til.

Monsson joker lidt med, at der ikke findes miner med bronze på de østdanske øer, men at metallet importeres fra Østeuropa, selvom man ved at både kobber og tin som legeres til bronze blev importeret mange steder fra bl.a. De britiske Øer. Det er imidlertid ret usikkert om bronzen havde væsentlig teknologisk og erhvervsøkonomisk betydning, eller om våben og redskaber hovedsageligt blev brugt til udveksling og som markering af magt og prestige, fordi de ligesom tidens smykker øjensynligt blev lagt i de afdødes grave og ofret i moser eller henlagt i depoter. Og det er jo heller ikke så sikkert, at alle de mange gravhøje i landskabet er fra bronzealderen. Det er ikke givet, at bronzealderens landbrug som helhed var mere avanceret og systematisk end landbruget i yngre stenalder, som Monsson mener, fordi den kendte landbrugs- og transportteknologi var den samme. Man ved, at ændringer i klimaet har spillet en betydelig rolle gennem hele oldtiden og ikke mindst ved overgangen til tidlig dansk jernalder omkring 500 f.Kr., hvor der indtræder våde og kolde perioder. Man satte kvæget på stald og har kunnet køre kreaturernes gødning ud på de inddigede marker. Senere ændredes landbrugsformen sig flere gange og de ændringer forklares nu om stunder som resultat af flere kulturpåvirkninger udefra og af de mange klimaændringer som man påviser bl.a. i lag i borekærner fra indlandsisen.

Anmelderen opfatter tidlig middelalders begyndelse i Norden ca. 1050-1200 som en teknologisk og erhvervsøkonomisk udvidelse af oldtidens germanske landbrugskultur med den europæiske kirke- og bykultur. Højmiddelalderen er derfor perioden fra ca. 1200 til 1340, mens senmiddelalderen når frem til reformationen i 1536, hvor den katolske kirkes magt erstattes af kongens og adelens indtil 1849, hvor først borgere og bønder senere også kvinder får medansvar for det folkevalgte parlaments beslutninger.

Monsson mener, at den bykultur, som vi kender på de østdanske øer i vore dage, opstår i højmiddelalderen. Magten på Sjælland koncentreres tidligt omkring byerne Ringsted og Roskilde, der blev gejstlige og politiske centre. De øvrige købstæder placeres i et velvalgt netværk bestemt af den indre samfærdsels ruter, oplandets størrelse og de sejladsmæssige forhold. I løbet af senmiddelalderen flytter den politiske og økonomiske magt fra Midtsjælland til København og Nordsjælland i forbindelse med indførelsen af Øresundstolden – men da København også kommer til at huse centraladministrationen, universitetet og rigets væsentligste handelsforbindeler, bliver byen regionens økonomiske centrum, skriver Monsson.

Lolland, Falster og Møn har den samme udvikling af bystrukturen som Sjælland fra højmiddelalderen til 1800 – og som det øvrige land.  I højmiddelalderen er de tre øer vigtige for sildefiskeriet og handelen på Nordtyskland. Øernes udvikling blev imidlertid ret forskellig. Efter renæssancen var hele Falster ejet af flere enkedronninger, mens Lollands landområder var ejet af store adelige godsbesiddere og Møn i lange perioder var i kongernes besiddelse ofte til skade for øen.

Monsson mener, at der skabes mange landsbyer på øerne i løbet af middelalderen, mens anmelderen har den opfattelse, at de tidlige bygders bosættelser – der kendes fra landskabslovene – kan føres tilbage til sen jernalder og vikingetid, men de bliver permanente i løbet af ældre middelalder, fordi man ikke kunne flytte de kristelige gravpladser. Herved får man omridset af et kirkeligt netværk af sognebyer, der senere samles i herreder, sysler og andre kirkelige og verdslige enheder, der efterhånden udvikler sig til de centralt opfundne len, amter og senest til regioner.  

I løbet af senmiddelalderen blev de østdanske øer ramt af klimamæssige, sundhedsmæssige, økonomiske og politiske katastrofer, skriver Monsson – og anmelderen tilføjer: ligesom det øvrige kongerige. Efter reformationen i 1536 overtog kongen og adelen den tidligere katolske kirkes besiddelser og bøndernes vilkår blev strammet. I hele landet indførtes gradvist et fæstebondesystem (hoveri) der især på de østdanske ører udvikledes til et stavnsbånd, der faktisk gjorde bønderne til godsernes slaver. Da stavnsbåndet blev ophævet i 1788 og hoveriet gradvist blev udfaset frem mod 1800, kom der gang i tingene. Hertil kom gennemførelsen af de store landboreformer, der ophævede fællesskabet og gjorde mange bønder til selvejere. Med skolereformen af 1814 og indførelsen af almindelig værnepligt blev en del af bønderne i stand til at nå borgernes niveau ved grundlovens vedtagelse i 1849.

I løbet af 1700-tallet opstod de første industrier på Sjælland drevet af vandkraft, senere af dampkraft og ved slutningen af 1800-tallet tillige af el-kraft. København fik det meste af den industrielle udvikling. Da jernbanerne fra midten af 1800-tallet forbedrede samfærdslen, og købstædernes monopol på håndværk og handel blev opgivet med næringsloven af 1852, blev det muligt at sprede den industrielle udvikling over hele kongeriget. En væsentlig drivkraft var andelsbevægelsens mejerier og slagterier, der løftede landbrugsprodukternes kvalitet op til eksportniveau. Lidt senere kom produktionen og forarbejdningen af sukkerroerne på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn der stadig præger landbruget i den sydlige del af regionen, skriver Monsson, der slutter med at fortælle om affolkningen af landområderne bl.a. på grund af mekaniseringen. På 200 år er landbrugssektoren altså stort set marginaliseret i regionen. Den jyske anmelder ser det samme mønster overalt i kongeriget.

Trods den fremragende fremlægning af de østdanske øers historie er det vanskeligt at forstå, at øernes skulle have fået en særlig skæbne, der kan udtrykkes som en form for underlegenhed i forhold til både Jylland og Fyn og de svenske landskaber som Skåne, Halland og Blekinge, der jo var en del af det danske kongerige i mange århundreder. Ser man fx på Jylland. har de forskellige dele af halvøen som fx Vendsyssel, Thy, Limfjordsegnene, Vestkysten, Midtjylland, Djursland, Syd- og Sønderjylland også meget forskellige geologiske, økonomiske og politiske historier at fortælle. Derfor er det anmelderens oplevelse, at Kaare Dybvad har ret i sit forord til bogen. København har jo lige siden enevældens indførelse i 1660 og indtil vore dage betragtet hele kongeriget - incl. de østdanske øer - som sit opland.

Således understreger Monssons bog, at det er nødvendigt at arbejde videre med de virkelige forskelle mellem danske landsdeles selvforståelse og identitet. Denne opgave påhviler ikke mindst de lokale museer og arkiver der bør blive bedre til at fortælle den lokale historie og sætte den i nationalt og europæisk perspektiv. Det kan måske fremmes med den museumsreform som Kulturministeriet forbereder netop nu – ved at nedsætte en arbejdsgruppe på otte hvoraf morsomt nok de fem er københavnere.    

[Historie-online.dk, den 14. november 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Theodor Gliemanns amtskort over hertugdømmet Slesvig
Gamle København
Industriminder i det gamle Århus