|
Af Verner Bruhn, Esbjerg.
Det er en gammel disciplin at udgive
byhistorier, og der er vel næppe nogen tidligere købstad
eller by der ikke har en – adskillige har endda flere.
Det er derimod mere sjældent, at et enkelt kvarter
eller bydel gøres til genstand for en nærmere undersøgelse,
selv om der glædeligt nok er kommet nogle stykker de
senere år. Værdien af en sådan beskrivelse af et
bestemt kvarter ligger naturligvis i, at de særlige træk
der har skabt kvarteret kan belyses og sammenholdes med
selve hovedbyens udvikling. Den øgede interesse øges
formodentlig bl.a. af de store muligheder der ligger i
udnyttelsen af it-teknikken og det stigende antal
databaser, der efterhånden er tilgængelige over
nettet. Det er den foreliggende bog et godt eksempel på.
Om der ligefrem er tale om en ”ny form for
lokalhistorie”, som det nævnes i forordet, er måske
tvivlsomt, men det er i hvert fald en ny måde at
udnytte kildemateriale på. Rønnow har anvendt det
geografiske informationssystem GIS til at hente
oplysninger fra skattemandtalslister og folketællinger
og omsætte dem til ”øjebliksbilleder” i 1860,
1890, 1918 og 1940, mens Poul Ulrich Jensen har benyttet
arkivalierne på Vejles Byhistoriske Arkiv og
Stadsarkiv, forretningsarkiver, foreningsarkiver m.m. og
for tiden efter 1960´erne på en række interviews
blandt ældre borgere.
Beretningen om Gulkrog begynder efter
en kort indledning i 1850´erne, hvor området efter en
langvarig strid mellem lodsejerne efterhånden blev
bebygget og antog karakter af et ”bykvarter” og føres
videre gennem opgang og senere stilstand frem til vore
dage. Baggrunden for denne udvikling var ophævelsen af
konsumtionsvæsenet i 1851, næringsfrihedens fortsatte
udbredelse og bortfaldet af en række andre snærende bånd,
som tilsammen skabte nye muligheder for vækst i området
og for erhvervslivet for hele Vejle. Gulkrog blev
indfaldsvej til byen fra sognene mod nord og nordvest,
og efterhånden som både veje og jernbaner de følgende
tiår blev forbedret, voksede indbyggertallet i Gulkrog
hastigt fra knap 700 i 1860 til 1.349 i 1918. Den
egentlige gründertid fra 1860-1890 var præget af
indvandrere fra sognene Grejs, Hover og Jelling, og helt
frem til 1918 var aldersfordelingen da også den typiske
for et udviklingsområde med mange børn og unge og få
ældre. Den stærke vækst kaldte på mange aktører, især
håndværkere af alle slags og driftige folk som f. eks.
”mechanicus Kjær” der foruden at nedlægge
gasledninger – gasværket var oprettet i 1859 – også
tilbød at ”indsætte kunstige tænder”. Småforretninger
skød op – dagligvarebutikker som købmænd, slagtere
og bagere, og med anlæg af nærbanerne Vejle- Give i 1894 og
Vejle-Vandel tre år senere fik både Gulkrog og
oplandet flere muligheder, så også flere mindre
virksomheder skød op - garveri, jernstøberi, sæbe-og
parfumefabrik m.fl. Ikke alle klarede sig, mens andre
voksede og blev til større produktionsenheder.
Skildringen af disse pionerår
i al deres forskellighed er både instruktiv og
livlig og i øvrigt illustreret med udmærkede billeder.
Skildringen tynder noget ud i perioden
1920-1945, vel mest fordi kvarteret var kommet ud af de
mere spændende tilblivelsesår og efterhånden mere og
mere kom til at ligne andre af Vejles kvarterer. Det
afspejles demografisk af, at indbyggerne ikke mere var
domineret af tilflyttere, men af folk der var født i
området, og alderspyramiden nærmede sig den klassiske
urnemodel med færre unge og flere ældre. Kvarteret
begyndte at ændre karakter på grund af de voksende
trafikproblemer som følge af den stigende bilisme, i
Gulkrog dog med en særlig dimension med anlæg af Højbanen
og opførelse af en ny banegård. Til gengæld er der i
skildringen blevet plads til lidt fyldigere omtale af
nogle af de virksomheder, der prægede kvarteret. Hvem
vidste for eksempel at produktionen af de populære
sovesofaer begyndte i møbelfirmaet Dantos i Gulkrog?
Det var dog først efter Besættelsen
at den nye udvikling af Gulkrogområdet for alvor tog
fart, eller rettere sagt: i dele af kvarteret. Nye
boligforeninger begyndte opførelsen af
lejlighedskomplekser og en nydannet Vestergadeforening
tilpassede forretningslivet til nye tider, mens andre
dele af kvarteret stagnerede og forfaldt, indtil en
saneringsplan i slutningen af 1970´erne omsider gennem
nedrivning og ombygning helt ændrede bybilledet. Første
del af bogen slutter med en særlig omtale af Gulkrogs
største og mest markante virksomhed, papirvarefabrikken
A/S Charles Hindborg, etableret i 1887 og omdannet til
fond i 1961. I betragtning af at Fonden er medudgiver af
bogen er omtalen vel rimelig nok, selv om den er noget
omfattende. Den rummer til gengæld gode beretninger om,
hvordan familier, især kvinder i kvarteret, sad og
lavede papirposer til fabrikken når dagens huslige
sysler var endt.
Bogens sidste del er reserveret
kommentarer til kort, grafer og figurer af de
demografiske undersøgelser af beboernes hjemsted, alder
og beskæftigelse og deres ofte nye beskæftigelse og økonomi
efter tilflytningen i de samme kronologiske nedslag
1860, 1890, 1918 og 1940. Det er i denne afdeling man
for alvor kan se, hvor detaljerede oplysninger der kan
hentes i det store arkivmateriale ved at udnytte nye
metoder som indgang. Der kan sikkert anføres gode
indholdsmæssige grunde til denne opdeling af stoffet,
men dispositionsmæssigt forekommer den dog
upraktisk. Dels medfører den en række gentagelser,
dels og især betyder det at læseren skal springe fra
den første beskrivende del til den anden kommenterende
for at få fuldt udbytte af indholdet. I øvrigt undrer
det, at de demografiske grafer og alderspyramider
sammenligner Gulkrog med landsgennemsnittet –
interessant nok, men når det nu handler om et kvarter i
Vejle, havde det været mere logisk at sammenligne med
Vejle By. Det havde i det hele taget været nyttigt med
en form for sammenlignende konklusion mellem den gamle
by og nybyggerkvarteret for at understrege og tydeliggøre,
hvori Gulkrogs særpræg egentlig bestod. En sådan
konklusion kunne også have fremhævet en helt afgørende
pointe der fremgår af oversigterne, nemlig at Gulkrog
nok udgjorde et bykvarter for sig selv i forhold til den
gamle bykerne, men at der også i den nye bydel var
store forskelle i demografisk, social og erhvervsmæssig
udvikling. Vestergade var fra begyndelsen den vigtigste
indfaldsvej og derfor den dominerende gade, og denne førende
status fastholdt den gennem hele perioden i forhold til
f.eks. Gulkroggade og Skovgade.
Der er mange muligheder i lokalstudier
som i Gulkrog – omtrent hver by har sine, og der kan
hentes både ideer og gode eksempler i bogen om et
kvarter i Vejle der vel bar et gyldent navn, men om end
ikke fattigt, dog uden d.
Forfatterne har lagt størst vægt på
de demografiske og erhvervsmæssige forhold, hvorimod
forenings-og fritidsliv er så godt som usynligt
i beretningen om Gulkrog. Om børns skolegang næsten
intet, og om deres mulighed for leg hedder det i en
billedtekst, at de legede på gaden, for trafikken
omkring 1890 var ikke så voldsom. Det er et udsagn, der
kan gælde for stort set alle byer i landet. De
billeder, hvor børn leger, er af glade baptistpiger, og
piger der leger med dukkevogne i en baggård. Var der
ikke en mark, hvor drenge spillede fodbold eller legede
røvere og soldater?
Netop i et kvarter under opbygning
kunne man forvente at tilflytterne søgte sammen i nye fællesskaber,
og selv om der i nogle interviews sporadisk tales om
”det gode sammenhold”, er der ingen eksempler på
foreningsdannelser som skytte- eller
gymnastikforeninger, boldklubber m.m i den tid mellem
1870 og 1914, der ofte omtales som foreningstiden. En
enkelt bemærkning er der om oprettelse af en
afholdsforening – i øvrigt Danmarks første, og
ellers omtales kun Baptistmenigheden der allerede i 1877
byggede et kapel og senere kirke i kvarteret.
Baptisterne stod stærkt i denne del af Vejle og samlede
mange børn og unge i søndagsskole og spejderkorps, men
var der ikke andre spejdere i byen og var Indre Missions
udbredte søndagsskolevirksomhed slet ikke til stede? |
|
|
