Gård og landsby gennem 1000 år.
Af
Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør, Odense Bys
Museer.
Da
posten afleverede den 3,8 cm tykke bog ”Tårnby.
Gård og landsby gennem 1000 år” til
anmeldelse, gav det et ordentligt bump i skrivebordet.
Efterfølgende fik de 3 kg papir rygsækkens remme til
at gnave sig godt ned i skuldrene på cykelturen hjem,
men belastningen var til at overkomme, for bogens
ankomst havde længe været imødeset. I det sidste tiår
er der nemlig blevet serveret flere appetitvækkere i
form af publikationer af foreløbige resultater fra de
udgravninger, der blev foretaget i Tårnby i 1993-94
forud for etableringen af den faste forbindelse over
Øresund. Disse artikler har både omhandlet arkæologiske
og naturvidenskabelige analyser, og de har givet et håb
om, at man for første gang kunne vente at se en
publikation af noget så sjældent som en fuldstændig
udgravet og grundigt analyseret gård med kontinuitet
fra overgangen mellem vikingetid og middelalder og
frem til 1800-tallet.
Tårnby-bogen
er skrevet af et forfatterkollegium på 16 personer,
omfattende personer med fagkundskab inden for
forhistorisk arkæologi og middelalderarkæologi,
zoologi, numismatik, historie, skibs- og
agrarteknologi, botanik og forskellige former for
materialer og håndværksteknikker. Mette Svart
Kristiansen, adjunkt ved lærestolen for
middelalderarkæologi ved Århus Universitet, der
havde ansvaret for Tårnby-udgravningen, har
koordineret og redigeret – og sammenfattet
hovedresultaterne af de enkelte bidrag i bogens første,
meget informative og velskrevne kapitel. Dette er –
som bogens eneste – oversat til engelsk i fuld udstrækning.
Nogen ville måske vælge at slå ned på dette, men
jeg mener faktisk, at det er en fornuftig
prioritering, for bogen er allerede meget omfattende.
Endvidere er ikke-skandinaviske læsere godt hjulpet på
vej med det fuldt oversatte kapitel og de ligeledes
fuldt oversatte illustrationstekster i øvrige
kapitler.
Forfatterne
fremlægger og diskuterer det kolossale materiale, der
fremkom ved udgravningen af et ca. 7500 kvm stort
areal med indtil 0,7 m tykke kulturlagsaflejringer og
tusindvis af nedgravninger i undergrunden. Ved
komplekse og velbeskrevne analyser har man været i
stand til at udskille seks hovedfaser, hvoraf den ældste
kan dateres til 950-1050/1150 og den yngste til tiden
omkring 1856, hvor en omfattende brand i den centrale
del af Tårnby medførte en omstrukturering af
bebyggelsen. På trods af et utal af forstyrrelser fra
især nyere tid (f.eks. kældre) er det lykkedes
udgraverne at påvise hele 43 bygninger eller dele
heraf i det, der bedst kan beskrives som en
gennemhullet, kulturhistorisk sandwich. I de 7-800 års
aflejringer kan man følge udviklingen i
bygningsmassen i én af landsbyens gårde og dens
tofte, samtidig med, at man via de tusinder af
genstandsfund får et sjældent detaljeret indblik i
beboernes dagligliv, eksistensgrundlag, erhverv og
forbindelser til den nære og fjerne omverden. Således
ser man en udvikling i bygningskonstruktionen fra huse
med jordgravede stolper i ældre middelalder frem over
huse på rækker af mindre syldsten – til
introduktionen af større syldsten, som vi kender det
fra endnu stående bindingsværkshuse. Ligeledes kan
forskellige reguleringer i gårdens nærmeste
tilliggende – toften – følges gennem de første
hovedfaser, hvorimod det er langt vanskeligere i de
sene faser. Det er utvivlsomt et rent arkæologisk
problem, der skyldes, at toftegrænsen i middelalderen
tilsyneladende ofte har været markeret med grøfter,
som vi kender det beskrevet i samtidens lovstof, mens
jorddiger, lette hegn eller stendiger kan være
foretrukket i nyere tid. Sådanne konstruktioner kan
imidlertid være vanskelige at påvise arkæologisk,
og det giver jo anledning til at fremhæve, at man som
arkæolog skal være yderst påpasselig med at
konkludere noget på baggrund af negative vidnesbyrd.
Det har forfatterne heldigvis været gode til, for
flere gange ser man overvejelser over misforholdet
mellem det, man kunne forvente at finde, f.eks. fordi
man kender det fra skriftlige kilder eller kort – og
det, man rent faktisk har iagttaget under muldlaget.
Alene det forhold, at Tårnby nævnes første gang i
skriftlige kilder fra 1135, mens de arkæologiske levn
jo kan følges flere hundrede år længere tilbage i
tiden, er et eksempel herpå. Generelt må man sige,
at hvis man skulle skrive Tårnbys historie
udelukkende på baggrund af de skriftlige kilder,
ville afsnittet om tiden før Christian den V’s
matrikel fra 1688 blive en tynd kop te, men her kan
man så nu supplere med iagttagelser fra de arkæologiske
undersøgelser. Jo længere, man når ind i
middelalderen og renæssancen, tiltager kildernes mængde
og udsagnsværdi betydeligt, og herefter er der på
flere områder mulighed for at sammenholde de arkæologiske
levn med udsagn fra skriftlige kilder. Først fra
Christian den V’s matrikel fra 1688 (og markbøgerne
fra 1682) har de skriftlige kilder dog en sådan
detaljeringsgrad, at man kan foretage direkte
sammenligninger. I den sammenhæng er man godt hjulpet
på vej af, at bl.a. landbrugshistorikeren Karl Erik
Frandsen tidligere har publiceret detaljerede studier
af landsbyen Tårnby, og disse arbejder får nu et
helt nyt perspektiv.
I
Tårnby-bogen fremlægges ikke kun resultater, men også
reflekterende beskrivelser af, hvordan man er nået
frem til konklusionerne. I to kapitler beskrives de
anvendte udgravnings- og analysemetoder med glimrende
redegørelser for de nødvendige prioriteringer, valg
og fravalg, der er foretaget undervejs. For den
almindeligt interesserede læser er disse afsnit måske
nok lidt for nørdede – og det samme gælder ikke
mindst de appendikser med fundoversigter, som
afslutter bogen. Derimod giver disse kapitler meget væsentlige
oplysninger til den fagmand, der vil efterprøve
forfatternes metoder og resultater – eller som vil lære
noget af det imponerende arbejde, der er udført.
En
stor andel af bogens sider rummer detaljerede
beskrivelser af konstruktioner i form af bl.a. hegn,
brønde, grøfter og ikke mindst bygninger samt af det
omfattende genstandsmateriale. Fra sidstnævnte
kategori må der fremhæves fund fra brønde, hvis våde
og iltfattige miljø har sikret, at organisk materiale
har kunnet bevares frem til i dag. Her er således
fundet skibstømmer, som må stamme fra et skib af
koggetypen. Antagelig har Tårnby-bønderne været med
til at ophugge et fartøj, der forliste i de
lavvandede, men i middelalderen stærkt trafikerede
farvande omkring Amager. En såkaldt bordklemme, en
slags skruetvingens forgænger, der anvendes ved
skibsbygning, viser, at man også havde kontakt til et
sted, hvor skibe blev fremstillet. I det umiddelbare nærområde
af Tårnby har ”skibsværftet” næppe ligget, men
måske i København? Fra brøndenes våde dyb stammer
også en ard, et simpelt pløjeredskab uden muldfjæld.
Selv om man fra bl.a. kalkmalerier var klar over, at
arden endnu var i brug i middelalderen, er Tårnby-fundet
det første håndgribelige bevis på, at dette også
var tilfældet. Også når det gælder
rekonstruktionen af husenes overjordiske dele, har brøndenes
indhold hjulpet arkæologerne, idet brøndkasserne
ofte er fremstillet af genbrugstræ. Således blev der
fundet en planke, der menes at have indgået i en højremskonstruktion,
og med en datering til tiden omkring 1435 skulle det være
det ældste eksempel på dette bygningstekniske
element.
Det
er også gennem genstandsmaterialet, at man er i stand
til at sætte gården i relation til landsbyen – og
landsbyen i relation til omverdenen. Mønter, glas,
keramik og hvæssesten giver indtryk af handel med
store dele af Nordvesteuropa, mens man gennem fund af
korn samt knogler af husdyr og fisk (sild!) får et
indtryk af, at folkene på Tårnby-gården producerede
fødevarer til afsætning i hovedstaden og måske på
Dragør-markedet. Den primære fødevareproduktion
fylder imidlertid ikke meget i fundstoffet, hvis man
ser bort fra det store knoglemateriale. Fiske- og
landbrugsredskaber er der fundet meget få af, selv om
knoglematerialet afslører, at fiskeri og landbrug har
været de vigtigste erhverv. At dømme ud fra antallet
af forskellige håndværksredskaber, skulle man tro,
at Tårnby-bønderne først og fremmest havde været håndværkere,
og det er et godt eksempel på, at man skal være
forsigtig ved tolkning af et arkæologisk materiale.
De
naturvidenskabelige kapitler i bogen omhandler
analyser af h.h.v. knogler og makrofossiler (korn, frø
og plantedele). Knoglematerialet fra h.h.v. fisk og
pattedyr/fugle er intensivt behandlet i to særskilte
kapitler. Fiskeafsnittet er selvfølgelig væsentligt,
fordi analyserne viser, at man drev intensivt
sildefiskeri, antagelig med henblik på afsætning,
men også fiskeri efter torskefisk. Analyser af
knogler fra husdyrene viser, at man opdrættede kvæg,
svin og fjerkræ med henblik på afsætning af kød
eller sekundære produkter som ost, uld eller dun. Det
er med til at understrege det forhold, som man kender
fra skriftlige kilder i nyere tid, nemlig at Amager
var Københavns fadebur. Væsentligt er det også, at
man kan dokumentere jagt på strandens fuglevildt incl.
svaner. Tårnby-bønderne var ikke kræsne!
Havpattedyr, f.eks. sæler, ser derimod ikke ud til at
have faldt i smagen – mærkeligt nok, da dette dyr
jo rummer andre ressourcer end lige netop kødet, ikke
mindst tran og skind.
Analyser
af makrofossiler viser, at man havde et bredt udvalg
af afgrøder på gårdens marker, at man både såede
vinter- og vårsæd, at man bl.a. dyrkede ærter og
sennep, samt at man samlede vilde bær og frugter.
Analyser af husdyrfækalier indikerer, at dyrene græssede
på strandengene, der, som det også kendes fra
skriftlige kilder i nyere tid, har været en meget væsentlig
ressource. Gennem fund af huse fra såkaldte
posthornsorme kan man se, at ålegræs har været høstet
i det lave vand omkring Amager – eller evt. opsamlet
på strandbredden. Ålegræsset kan være anvendt til
tækning, men har nok snarere fundet anvendelse som gødning
på de intensivt dyrkede marker. Det er ikke småting,
man kan finde ud af, når man går helt i detaljer med
de mindre spektakulære fund fra en udgravning –
eller simpelthen kigger på jorden mellem oldsagerne i
et mikroskop!
Nu
til dags er det ikke ualmindeligt, at man sparer på
korrekturlæsningen ved udgivelsen af faglitteratur,
men det har man – som det er kutyme for Jysk Arkæologisk
Selskabs publikationer – ikke gjort i dette tilfælde.
Der er meget langt mellem skønhedsfejlene, og den for
anmelderen mest ophidsende må vist være, at
kongenavnet Christian ses stavet både med C og K! Det
er til at leve med, men mindre acceptabelt er det, at
bogen mangler et afsnit om Tårnby-områdets geologi
og historiske topografi. Amagers nuværende udstrækning
og kystforløb er jo et moderne fænomen, der ikke
mindst skyldes inddæmning. For at forstå det
landskab, som både de forhistoriske og den
middelalderlige og senere bebyggelse var placeret i,
ville det have været en stor hjælp med en detaljeret
beskrivelse af egnens jordbundstyper, kystforløb og
–karakter m.v. Sådanne forhold er jo væsentlige
for forståelsen af de ressourcer, som Tårnby-gårdens
beboere har haft adgang til. Især når der i flere af
bogens afsnit lægges stor vægt på at belyse
subsistensøkonomien, er fraværet af et
geologisk-topografisk afsnit uforståeligt. Havde Tårnby-bønderne
f.eks. adgang til større eng- og skovområder, hvor
kreaturerne kunne græsse, og hvor landsbyen kun
forsynes med tømmer og brændsel? Hvor langt var der
til nærmeste sø eller å? Den fiskeriinteresserede
anmelder undrer sig i hvert fald over, hvor
udgravningens ferskvandsfiskeknogler kommer fra, for på
Laurids de Thurahs kort over Amager fra 1758 (s. 22)
spotter man ikke umiddelbart gode aborresteder! Skulle
man virkelig helt over til Sjælland for at fange den
lille, benrige, men lækre fisk?
Bogen
har hård indbinding og er fantastisk flot og rigt
illustreret med fotos, tegninger, overskuelige
udgravningsplaner samt gengivelser af ældre
kortmateriale. Som arkæolog kunne man dog godt have
ønsket sig nogle flere fotos af den store mængde
keramik, der er fundet ved udgravningerne – især
fordi potteskårene er så væsentlige, når man skal
datere bebyggelsens enkelte elementer samt når man
skal forstå landsbyens kontakter til omverdenen. Måske
kunne det også have været sjovt med et par fotos fra
”det gamle Tårnby”, hvis sådanne findes. Til
gengæld må man rose de faktablokke, som bringes i
det indledende kapitel. Sammen med gennemgangen af
bebyggelsens enkelte faser er der indsat tekstblokke,
der beskriver samtidige historiske begivenheder i den
nære og fjerne omverden. Det sætter virkelig de arkæologiske
data i perspektiv – især hvis man ikke har
middelalderens historie helt present.
I
betragtning af, at langt hovedparten af Danmarks
befolkning i middelalder og renæssance levede på
landet og ernærede sig ved landbrug, er det påfaldende,
at udforskningen af landbebyggelsens levn hidtil har
stået så meget i skyggen af studier i købstæder,
klostre og kirker. De jordfaste levn fra
middelalderens landsbyer, hvoraf mange har henligget
slumrende siden 1800-tallet, er i disse år truet som
aldrig før af byggeaktiviteter. Flere steder er der
faktisk gennemført og gennemføres ret omfattende
udgravninger af spor efter de nuværende landsbyers
tidligste faser, men det halter med publikationen af
resultaterne. Det er sikkert et ressourcespørgsmål,
fordi man let kan lide datadøden i de fund- og anlægsrige
kulturlag fra middelalder og renæssance. Derfor er
det særdeles imponerende, at det er lykkedes at få
bearbejdet og publiceret materialet fra Tårnby til
den standard, som vi har set her. Man kan håbe, at nærværende
bog kommer til at skabe standard for, hvorledes en
langstrakt og kompliceret udgravning kan publiceres!
