|
København på H.C.
Andersens tid
Af
Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv &
Stadsarkiv
Året 2005 står på mange måder i
H.C. Andersens tegn, og 200 året for digterens fødsel
giver naturligvis anledning til talrige publikationer.
Projektmedarbejder ved Københavns Bymuseum, Bente Vinge
Pedersen, har således i ”Vanddråben” valgt nogle temaer
eller begivenheder, der var betydningsfulde for H. C.
Andersens københavnertilværelse.
Der lægges ud med ankomsten til
hovedstaden i 1819 gennem Vesterport, dagen efter at den
såkaldte jødefejde havde skabt røre. H. C. Andersen
levede med i byens folkeliv og indlogerede sig på
adskillige adresser gennem årene, bl. a. i Ulkegade med
det noget blakkede ry og i Nyhavn, søfartsbyens maritime
kvarter. I tilknytning til disse kvarterers
beskrivelser trækker Bente Pedersen nogle beboere frem
af glemslen, eksempler fra håndværkerstanden, de
løsagtige fruentimmere eller sømandsenken.
At det kunne være svært at komme
til København som fattig dreng, selv med kongelig
støtte, viser Hollard Nielsens livsforløb, på nogle
punkter meget lig H. C. Andersens, men med et helt andet
resultat. Hollard Nielsen, født i Odense og næsten
jævnaldrende med H.C. Andersen, kom til København med
støtte fra Guvernøren i Odense, den senere konge
Christian VIII. Den lovende unge mand fik udgivet en
enkelt digtsamling og fik efter 10 års kamp en
latinsk-juridisk embedseksamen, men hans liv blev ikke
noget eventyr; han døde i dyb fattigdom på Almindeligt
Hospital. København rummede både muligheden for succes
og social deroute.
Det er nok i disse små rids af
enkelte livsforløb, at bogen især er interessant, for
den mere almene beskrivelse af historiens gang og byens
udvikling rummer ikke noget egentligt nyt. Der er
imidlertid også indgående beskrivelser af f. ex.
mulighederne for tandbehandling. H. C. Andersen led ofte
af tandpine og benyttede sig af midler som ingefær i
øret eller spansk flue udtræk på tandkødet for at lindre
smerterne. Det var en almindelige fremgangsmåder på en
tid, hvor tandlægeprofessionen stort set var et frit
erhverv, der tiltrak en broget skare udøvere. En junidag
i 1875 foretog H.C. Andersen sin sidste tur gennem byen,
fra de lejede værelser i Nyhavn til familien Melchiors
landsted på Østerbro. Her døde han senere på året af
leverkræft, efter at have taget del i Københavns
udvikling på godt og ondt gennem mere end 50 år.
”Vanddråben”, der har lånt sin
titel fra et af H.C. Andersens mere misantropiske
eventyr, er et kalejdoskopisk strejftog gennem
begivenheder, kvarterer og enkelte borgeres skæbne i
1800-tallets København. Den er rigt illustreret og
underholdende fortalt, og H. C. Andersen, der måske nok
i jubilæumsårets løb kan nå at blive eksponeret i en
grad, der for nogle overskrider mætningspunktet, er her
trådt i baggrunden som en diskret reference. |
|
|

|
|
Bente Vinge Pedersen:
Vanddråben
København på H. C. Andersens tid
Udg. af Københavns Bymuseum
54 sider, ill. Pris 40 kr.
Københavns Bymuseum >
|
|
|
|
|
|
|