Menu
Forrige artikel

Museum på Rejsen 38: Doukhobor Discovery Center, Canada

Kategori: Artikler
Visninger: 760

 

Canada er et land fyldt med oplevelser. Det er også et land fyldt med museer. Alene i staten British Colombia findes omkring 300 museer. Bortset fra museerne i de større bysamfund, er der tale om mindre lokalmuseer, som undertiden har en speciel historie at fortælle. British Columbia er et område, der var tyndt befolket, indtil jernbanen og det industrielle samfund med europæiske rødder bredte sig vestpå. Med jernbanen fulgte bosættere, og ofte kom de i grupper. På en måde afspejler Canadas forskellige indvandrede folkegrupper de demografiske og politiske bevægelser i verden. ”First nations” er den officielle betegnelse for Canadas oprindelige indbyggere, indianerne, og ”first nation” museer findes spredt i staten. Det er indianske stammer som Kwakwakawak, Shishal, Shuswap, Nisga’a, Haida og adskilligt flere, hvis kultur er havnet på museum. Men også nybyggernes historie fortælles på de små museer, og den historie er ofte historien om trængte økonomiske forhold og politisk og religiøs forfølgelse, som fik folk til at bryde op fra hjemegnen og søge andre muligheder i det store tyndtbefolkede land. 

Et af de museer i British Columbia, som fortæller en speciel indvandringshistorie, er "Doukhobor Discovery Center". Vi var på rejse i september i bil og besøgte byen Nelson, en dejlig fodgængervenlig by med 20 graders Celsius, lave huse, grønne træer og gode små butikker. Byen var i 1970-erne samlingssted for hippier og selv om den tid for længst er forbi, fandtes udbud af beklædning, mad og lægemidler, som under et kan beskrives som alternative. Spændende. Næste stop på vores rejse var byen Castlegar, hvor vi kørte op til Doukhobor Museum og startede med at spise vores medbragte mad ved et æbletræ i haven. Egnen er rig på frugttræer og langs vejene er mange ”appleshops”.

Fra byen Nelson i Kootenay provinsen British Colombia. foto om.

Museet rummer fortællingen i ord, billeder og genstande om en religiøs sekt, som på grund af forfølgelse i deres hjemland emigrerede til Canada. Historien starter i Transkaukasus i det daværende russiske zarrige, nu Armenien, Georgien og Aserbajdsjan. Her levede en kristen befolkningsgruppe "doukhoborerne", som havde særlige selvstændige opfattelser i deres kristentro og derfor i 1700-tallet var blevet forvist til Transkaukasus. De mente, at ethvert menneske, som var troende, stod Gud nær, og derfor behøvede man ikke kleresiet. De nægtede at anerkende de ortodokse biskopper og præster, hvilket bragte dem i konflikt med den russisk ortodokse kirke. De nægtede at bære våben, da det var forbudt at ihjelslå medmennesker, og det betød konflikt med det militaristiske zarregime. Da de i året 1895 forsamledes ved en række religiøse møder i de forskellige distrikter, brændte de indkaldte soldater deres våben og nægtede militærtjeneste. Det blev betragtet som oprør og på zarens befaling blev lederne af disse kristne arresteret og pogromer iværksattes.

Maleri af våbenafbrænding 1895, "Doukhobor Museum", foto om.

Zarstyret var ikke populært i mange kredse af den russiske befolkning, og oppositionelle rykkede "doukhoborerne" til undsætning. Artikler i udlandet om zarregimets forfølgelser af kristne samt en bog, som den anerkendte forfatter Leo Tolstoj skrev, vakte stor opsigt internationalt. Med hjælp fra Leo Tolstoj, som var pacifist og kristelig anarkist, og fra kvækere i England og USA blev indsamlet midler, og de forfulgte fik lov til at udvandre. Omkring 8.000 valgte at udvandre, og de foretog den lange og besværlige rejse med børn og lidt habengut til Canada.

I Canada ønskede regeringen flere emigranter og "doukhoborerne" var som dygtige landmænd velkomne. De fik derfor lov at bosætte sig i Saskatchewan, blev fritaget for militærtjeneste, fik ret til at praktisere deres kristendom og til at bosætte sig i kollektive landsbyer, som de gjorde i Rusland. "Doukhoborerne" var velorganiserede og flittige folk. Deres valgsprog var: ”Toil and living in peace”, og med den indstilling gik det godt i de 61 landsbyer, de byggede.

Bemalet dug i museet. foto om

Nu skulle man tro at alt var godt, at de var kommet til det rette land, hvor de i frihed kunne arbejde og leve efter deres religion, men nej! I knap 10 år fik "doukhoborerne" lov at være i fred. De opdyrkede jorden, skabte møllerier, mejerier og fabrikker, men så kom der en ny guvernør, og der kom tilrejsende agitatorer fra den store nabo mod syd, som hævdede at et kommunistisk samfund, et fællesskab som "doukhoborernes", var der ikke plads til i Amerika, hvor den private ejendom skulle være grundlag for al virksomhed. Man stillede derfor i 1905 det ultimatum fra myndighedernes side, at "doukhoborerne" kunne købe deres fælles jord til privatejendom eller flytte uden erstatning. På begge måder tjente man jo penge, og private grundspekulanter fik noget at arbejde med. "Doukhoborernes" ledere stillede de ca. 8.000 mennesker frit. De kunne vælge at blive og købe ejendom eller rejse et andet sted hen sammen. To tredjedel af doukhoborerne, over 5.000, valgte fællesskabet og drog vestpå til British Colombia, hvor de slog sig ned i Grand Forks og Castlegar. De forlod værdier for anslået 11 millioner dollars. I de nye omgivelser begyndte de så forfra med at opbygge små kollektive landsbysamfund. Disse samfund fungerede langt op i det 20. århundrede, men et efter et mistede de deres særstatus, kooperative virksomheder, sprog og kultur. Som mange andre indvandrere blev "doukhaborerne" med tiden opslugt af det store canadiske samfund og deres historie kom på museum.

Hovedbygningen på museet ved Castlegar, Canada. foto om

Museet er et frilandsmuseum med rekonstruktion af en landsby. Museet har 10 huse og 1600 genstande. Familierne boede sammen i store huse og drev virksomheden i fællesskab. En afdeling af museet er pædagogisk og gør rede for den ovennævnte historie. Hertil kommer udstillede redskaber og indbo og en stor samling af fotografier. Man kan bestille omvisning. En af "doukhoborernes" åndelige fædre, Sylvan Kolesnikov, forkastede ritualer og religiøs udsmykning og anbefalede at erstatte de mange ikoner og kostbare genstande med et glas vand, brød og salt som symboler for de basale menneskelige behov og for menneskelig gæstfrihed. Denne idé blev praksis for "doukhoborerne" ved religøse begivenheder og fester. Vi får som gæster også forklaringen på betegnelsen "doukhobor". Det kommer af ”doukho – borets”, hvilket betyder ånde-kæmper. "Doukhoborerne" tog Biblens ord for pålydende og stod fast på deres overbevisning trods forfølgelse og undertrykkelse.

I det bjergrige område måtte nybyggerne finde andre måder at være erhvervsaktive på end jordbrug og kvægbrug. De blev skovhuggere og byggede savværker og begyndte på frugtavl, når skoven var ryddet. Russiske traditioner og religion præger stadig dette dalstrøg i Canada og man kan få en god rødebedesuppe serveret: "borsjtj".

Bjørn på bjergside. foto om.

Klogere på de indianske stammer og på de mennesker, som bosatte sig i dette vildsomme land, bliver man ved at besøge de små museer, og det er vel egentlig den Canada-rejsendes opgave at forstå lidt mere af denne del af verden ... og ikke glemme den dejlige natur, som landet byder på. Vi fik set flere bjørne, som var på bærplukning og nysgerrigt standsede op, iagttog os og snart travede væk, sikkert vel vidende, at mennesket, det er et farligt rovdyr.

 

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museum på Rejsen" her

[Historie-online.dk, den 10. marts 2020]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Madesømanden
Pinseskovtur og pinsesnit
Madesømanden