De ældste gengangere

Troen på, at døde kunne komme tilbage, er ældre end kristendommen. Man møder fx forestillingen i flere af sagaerne - hvor genfærdene dog virker alt andet end "luftige"

I Eyrbyggjasaga optræder Thorolf Bøgefods uhyggelige og hærgende genfærd. For at standse ham, lagde man liget ud på en høfde og byggede højt gærde, som i hvert fald et stykke tid satte en stopper for Thorolfs færden, der omfattede både drab og andre ubehageligheder. Helt standset blev han dog ikke, før man åbnede gravhøjen, fiskede liget ud, brændte det og hældte asken i vandet.

Holmgang med genfærd
På samme måde går man i Laxdalasaga til værks mod den fæle genganger Hrapp. Han hjemsøgte ejeren til den gård, som han selv havde haft i levende live, og derfor endte det med, at hans lig blev flyttet. Det hjalp dog ikke, og derfor blev hans gravhøj åbnet. Her fandt man liget uforrådnet. Men da det blev brændt og asken hældt i en sø, var også denne genganger færdig med at sprede skræk og rædsel. Gengangeren Glam, der optræder i Gretters saga er også et god eksempel på denne, meget "fysiske" genfærdsopfattelse. Glam deltager i en regulær holmgang med helten Gretter, der tilsidst hugget hovedet af gengangeren og lægger det ved hans bagdel, da liget atter begraves. Tanken er måske at "forvirre" genfærdet, så det ikke kan orientere sig?

Advarsel mod sorg
Det er dog ikke alle de ældre nordiske genfærd, der er ubehagelige. I den ældre Edda møder man helten Helge Hundingsbane. Helge er blevet dræbt, og hans kone - valkyrien Sigrun - sørger voldsomt. En aften mødes hun med sin mand ved hans gravhøj og undrer sig over, at hans hår er rimsprængt og hans krop helt våd af blod. Han forklarer da, at hver gang hun græder falder tårerne på hans bryst. På denne måde advarer han indirekte Sigrun mod at sørge for meget. Senere reder Sigrun en seng inde i højen, og her sover de sammen. Da morgenen er på vej, må Helge være tilbage i Valhal før hanegal.

Billede: Helt tilbage til oldtidens gravhøje rækker de skriftlige vidnesbyrd om tro på gengangeri naturligvis ikke, men fra sagaerne findes beretninger om afdøde, der ikke kunne holde sig i ro.