Menu
Forrige artikel

Runesten omfortolket

Kategori: Arkiv
Visninger: 2159

Betyder tilnavnet "den rødskjoldede" nødvendigvis, at en mand havde et rødt skjold?

Den noget skamferede midtjyske Sporupsten (nær Hammel) er rejst af en mand, som kalder sig Thorkil Svidbalke. Navnets andet led er et tilnavn, som sandsynligvis betyder præcis det, man skulle tro: en sveden bjælke.

Sporupstenen fandtes i 1966: »Thorkild Svidbalke rejste denne sten efter sin fader Toke, som [ejede?] sk[ib?] …«. Stenen, som er dårligt bevaret, lå som tærskelsten lige inden for Sporup Kirkes tilmurede syddør. Nu står stenen i kirkens våbenhus. Hvor Thorkil fik dette tilnavn, kan vi kun gisne om, men formentlig var der noget i hans fremtoning, som stak ud. Måske var han en lang og mørk person – eller ligefrem beskidt. Selv om sådan et navn kan lyde mærkeligt i vores ører, var han ikke ene om at bære dette navn. Det findes også i den islandske Land-
námábok og på en svensk runesten fra vikingetiden.

Navnet kan næppe opfattes som noget fornedrende, eftersom Thorkild selv bruger navnet på den sten, som han lod rejse. Et andet forbavsende tilnavn møder man på runestenen i Rønninge Kirke lidt sydøst for Odense. Stenen er rejst til minde om Elev, som ifølge indskriften var sun Asgauts Rauđumskialda, dvs. søn af Asgot med det røde skjold. Her ser det ud som om personens tilnavn igen refererer til en genstand – et skjold. Røde skjolde er i den oldnordiske litteratur ofte symboler på strid. I et Eddadigt om Helge Hundingsbane (halvbroder til Sigurd Fafnersbane) indledes en lang ordstrid mellem Gudmund og Sinfjotle med at Sinfjotle kaster det røde skjold op i skibets rå. Mange har derfor ment, at Asgot ikke fik sit tilnavn, fordi han ejede et rødmalet skjold, men fordi han ganske enkelt var en stridslysten herre.

Ligesom Thorkil i Sporup var Asgot ikke ene om at bære sit tilnavn. I toldregnskaber, som opregner de skibe, som i begyndelsen af 1300-årene anløb havnebyen Lynn i Norfolk på Englands østkyst, optræder to nordmænd, som synes at have båret et lignende tilnavn, Skjald(ar)-rauđr, som også betyder »med rødt skjold«. Her handler det ikke om krigere men om skibsførere og handelsmænd, som næppe har haft nogen grund til at bære rødmalede skjolde eller til at være overdrevent aggressive.

Spørgsmålet er derfor, om Rauđumskialdi og Skjald(ar) rauđr har en anden betyd-ning, end man hidtil har ment. Selv om ordet skjold indgår i navnet, behøver det ikke at henvise til forsvarsvåbnet – men i stedet til noget, som havde skjoldets form. I oldnordisk, ligesom i dag, kan ordet også have betydningen plet. Ordet skjaldhvalr betegner således en hval med plettet skind. På dansk kendes tillægsordet rødskjoldet, f.eks. om køer med store røde pletter på hvid bund, men også om mennesker med farveforandringer i huden.

Antagelig er det sådan, at tilnavnet på Rønningestenen skal opfattes. Asgot var næppe kendt for at have ejet et pragtfuldt, rødmalet skjold eller for at have været specielt stridslysten, men for at have en stor rød plet på sin hud. Det er nærliggende at tænke på et større modermærke af den slags, som på svensk kaldes eldsmärke (naevus flammeus), på dansk undertiden portvinsplet(!). I svensk folketro mente man, at sådan et mærke kunne opstå på barnet, hvis moderen blev skræmt af ild under graviditeten, og man har sikkert haft mange forestillinger om sådanne mærker i fortiden.

Vi savner ikke eksempler på, at tilnavne på runesten kan hentyde til konkrete genstande. På en meget skadet Århus-runesten med ind-skriften »[fornavn]r Thexle Åmunde … som fandt døden (?) ved(?) Hedeby« optræder tilnavnet Thexle, som betyder tværøkse. Det er dog meget hyppigere, at tilnavnene beskriver kropslige egenskaber. Det er heller ikke ukendt, at en mands hud kunne give anledning til et tilnavn. Det ser ud til, at Asgot i Rønninge havde en landsmand, hvis tilnavn var dannet på Fogrumskinne, dvs. Thorgot med den smukke hud, skal ifølge Knytlinge-sagaen have fået dette navn af ingen ringere end den norske konge Harald Hårdråde. Sagaen bevidner også, at Thorgot var den smukkeste blandt mænd. Det må vi vel stole på, selv om man måske ikke helt kan udelukke, at den norske konge kan have været ironisk.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hvordan lyder det, når udvandrernes efterkommere taler dansk?
Fortids-fodspor ved Femern
Skattefund på Falster