Menu
Forrige artikel

Denne gang går vi hele vejen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 578

 

Af Ulla Weishaupt

Hvis man interesserer sig for de sidste halvtreds års kvinde- og ligestillingshistorie, er Vibeke Vasbos erindringer ”Denne gang går vi hele vejen. Kvindepolitiske erindringer” svær at komme uden om. Bogen udkom meget passende den 8. marts på Kvindernes internationale Kampdag, og er et fint tilbageblik på de politiske diskussioner, aktioner og besættelser som kendetegnede de første par år i 70erne, og frem til hvor vi står i dag.

Det er et stykke samfundshistorie skrevet af en, der var der, og set med hendes øjne, og samtidig en livshistorie der ligger ud over det, de fleste kvinder i hendes tid har oplevet, men med masser af facetter som de fleste af os fra dengang kan genkende.

Vibeke Vasbo (1944) var et stort aktiv under rødstrømpe bevægelsens tilblivelse, og gennem hendes erindringer føres vi ind i kernen af det, vi i dag ser tilbage på som kvindekampens kendetegn. Hun var med i fronten i den ikoniske Strøgmarch i 1970, der blev startskuddet til at kvinder og kvinders forhold kom på dagsordenen. 

De forhold, der var på arbejdsmarkedet for ufaglærte kvinder for bare halvtreds år siden, hvor kvindelige bryggeriarbejdere måtte løfte to ton om dagen til en dårligere løn end mændene, der bare sad og kontrollerede båndet. Hvordan kvinderne på batterifabrikken Hellesen måtte lave sundhedstjek, ved at se om de kunne gå lige efter en streg. Kunne de ikke, var det tid at stoppe, inden de blev alt for forgiftede. Det er bare nogle af de ting som var med til at sætte skub i krav om ligeløn og ligestilling.

Venstrefløjen og fagbevægelsen snakkede godt nok om arbejdsforhold, men kvindernes situation fyldte ikke meget. Derfor blev der i kvindebevægelsens første år nogle tætte bånd mellem unge universitetsstuderende kvinder i rødstrømpebevægelsen og de ufaglærte kvinder på fabrikkerne. De fleste husker nok Trilles sang om båndet på Tuborg, som var tidstypisk, men i dag er der ikke meget fællesskab tilbage mellem akademikere og ufaglærte kvinder. 

På den tid blev den lesbiske bevægelse også en realitet. Vibeke Vasbo blev en del af det miljø og var med til at stable den første Femø lejr på benene i 1971. Selv om den ikke længere bliver omtalt i medierne, lever den i bedste velgående og har gennem årene været med til at præge mange kvinder. I det hele taget var Vibeke Vasbo med der hvor tingene skete, alt lige fra besættelse af de forskellige kvindehuse, demonstrationerne, kampen for fri abort og så de mange politiske diskussioner, hvor hun var flittig bidragyder med skriftlige indlæg i politiske blade såvel som landsdækkende aviser.

Fra midten af 80’erne begyndte rødstrømpebevægelsen at tabe pusten, og døde langsomt ud. Men Vibeke Vasbo er af den opfattelse, at vi i dag stadig har et stærkt net af oprørske kvinder. Vi ser dem ikke råbende ned af Strøget, men de mødes på nettet og de vil leve deres liv som frie. Så bogen slutter med rødstrømpemanifestet “ Det er slut med individuelle småkampe. Denne gang går vi hele vejen”.

Det er en meget velskrevet bog, som i den grad har fanget mig. De 420 sider vender sig af sig selv og undervejs fik jeg mange tilbageblik og kom i tanke om andre oplevelser fra dengang, også godt hjulpet på vej af de mange fotos, som bogen indeholder. Der er så meget, man kunne fortælle om den bog, men jeg synes det er utrolig svært at fremhæve noget frem for andet, hvorfor jeg kun overfladisk har nævnt de større ting. De tanker og debatter, der ligger bag, vil jeg ikke kunne beskrive ordentligt, men kan kun anbefale, at man selv læser dem. De giver en god indsigt i det politiske maskinrum der lå til grund for datidens kvindepolitik.

Bagerst i bogen er en kort oversigt over det persongalleri, bogen har præsenteret os for. 

[Historie-online.dk, den 31. maj 2022]

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Kaptajn Dinesen - Til døden os skiller
Vildfuglene
Danskeren der ville dræbe Hitler