Gefjon 10, 2025
Af Per Ole Schovsbo
Gefjon 10 indeholder fire studier og to rapporter om yngre germansk jernalder og vikingetid, der tager udgangspunkt i et seminar der blev afholdt på Holmegaard Værk i 2024. Temaet var arkæologiske, toponymiske, religionsvidenskabelige og teologiske indfaldsvinkler til perioden, hvor Danmark gik fra asadyrkelse til kristendom. Så er de læge læsere advaret – mens de lærde endnu en gang må kridte skoene og bevæbne sig med diverse fremmedordbøger. Man aner i øvrigt bag seminariets tema en forberedelse til formidling af vikingeborgen Borgring ved Køge, der åbnede i 2025.
Adjunkt ph. d. Sofie Laurine Albris, Saxo-instituttet, Københavns Universitet tager fat på at belyse – arkæologisk og toponymisk – sakrale landskaber i diakront perspektiv inspireret af området ved Østerlars Rundkirke på Bornholm, der ligger tæt ved jernalderlokaliteten Agerbygård syd for Gudhjem. Studiet viser, at mange stednavne med sakrale referencer kan sammenholdes med sakrale arkæologiske fund, selvom det kan være svært at tidsfæste rødderne til disse relationer. Artiklen indeholder mange spændende iagttagelser og tankevækkende tolkninger i spændingsfeltet mellem stednavne og arkæologisk-historisk topografi. I dette tilfælde gælder det den førkristne religions lokaliteter, mens mange andre temaer med større eller mindre held tidligere er sammenholdt med arkæologisk og historiske kilder. Stednavne har det jo med at vandre, og i arkæologiens verden råder tilfældet.
Professor Olof Sundqvist, Stockholms Universitet, beskriver den førkristne nordiske religions opløsning og død i en særdeles læseværdig og generøs artikel. Den beretter om, hvorledes kongemagten og de lokale stormænd samt den katolske kirkes repræsentanter over tid indførte kristendommen i Norden. Men da det var lettere at kontrollere befolkningens adfærd end deres tankeverden, fortsatte hedenske elementer ved siden af kirkens forkyndelse og liturgi. I stedet for at bekæmpe de hedenske elementer, gav kirken dem officielle pladser i kulten. Anmelderen mener, at det også var oldkirkens måde at indoptage lokale hedenske riter og helte og gøre dem til et væld af religiøse festligheder og helgener med hver deres speciale.
Seniorforsker Morten Dengsø Jessen, Nationalmuseet, fortæller om hesten som rituelt dyr i ikonografi, fund og ritualpraksis ved Tissø-komplekset i en læseværdig artikel med overskriften Equus cavballus cultus. Det drejer sig bl.a. om rituel kamp mellem to hingste, der ofte førte til den enes død. Hovedet blev skåret af og lagt i et vådområde – ved Tissø i en rituel brønd. Hesten havde en særlig stilling i jernalderen og ældre vikingetid som budbringer mellem denne verden og den, der står guderne nær. Hingstekampene har derfor været knyttet til store folkesamlinger omkring førkristne ritualer. Hestens førkristne betydning i Norden understreges i øvrigt af de mange figurale gengivelser på metalsmykker og den tidlige kirkes forbud mod indtagelse af hestekød. Anmelderen ser i den kultiske førkristne hest et ekko fra dyrets rolle i ældre jernalder, beskrevet hos romeren Tacitus (Germania kap. 10) formentlig præget af keltisk elite, der kørte i hestetrukne pragtvogne af Dejbjerg-type.
Ph.d.-stipendiat Emma C. Sørlie Jørgensen, Aarhus Universitet, undersøger helligteksturer som et religionsfænomen i norrøn religion og deres relation til køn for at nå en definition af norrøne teksturer. Den norrøne religion er uden en helligtekst som fx Tora, Bibel eller Koran, men den har en hellig tekstur som kan kaldes rituelle handlinger og fx i Njals Saga (kap 102) ses et digt af skjaldekvinden Steinunn Refsdottir, der forsvarer den norrøne religion overfor en kristen missionær på lige fod med hendes mandlige kolleger. Anmelderen, der har et teologisk kendskab, har svært ved at følge de meget avancerede tekst(ur)s analyser, men fornemmer at de er forankret i solid religionsvidenskab.
Seniorforsker ved ROMU Ole Thirup Kastholm, docent John Ljungkvist, Uppsala Universitet og arkæologisk chef ved ROMU Julie Nielsen fremlægger en rapport om betydningen af detektorfundne to (måske tre) fragmenter af pragthjelme i Lillebro ved Lejre. Området omkring Gl. Lejre har været arkæologisk undersøgt siden 1940´erne og viser spor af aktiviteter fra ældre germansk jernalder til slutningen af vikingetid (500-1050). Hjelmfragmenterne minder om tilsvarende fra bådbegravelser ved Gamle Uppsala i Sverige og Sutton Hoo i England og dateres til 700-årrene, og man kan vel sige at der endnu engang er antydet et tidligt småkongesæde i Lejre, der er lidt ældre end Gorms og Haralds Jelling.
Museumsinspektør emeritus Tom Christensen analyserer en del af en rejseberetning fortalt af handelsmanden og søfareren Ottar fra Hålogaland omkring 890 og som den engelske konge Alfred den Store (817-899) fik nedskrevet. Det drejer sig om sejladsen fra Kaupang (Skiringssal) i Vestfold til Hedeby i Slesvig og ikke mindst om lokaliseringen af landskabet Sillende. Der har været foreslået, at Sillende var enten Sjælland eller området i Jylland fra Lillebælt til Slesvig Fjord. Tom Christensen argumenterer for, at Ottar har ment Sjælland ud fra søfartsmæssige forhold og arkæologiske og kronologiske ligheder mellem lokaliteter som Borre i Norge, Gamle Uppsala i Sverige og Lejre på Sjælland. Med andre ord mener Tom Christensen at Ottar har sejlet langs Sveriges Vestkyst, gennem Øresund til Smålandsfarvandet, nord eller syd om Langeland og gennem Slesvig Fjord til Hedeby. Det er en gennemarbejdet og visionær rapport, som bringer et overbevisende resultat.
Gefjon 10 er en spændende årbog med artikler, der bringer de arkæologiske visioner op i et højere teoretisk niveau end analyser af potteskår og stolpehuller, men en vis tilbageholdenhed med indforståede begreber og fremmedord ville kunne udbrede de glædelige resultater til en videre kreds end fagfolket. Det er en årbog kun for de lærde, og det er ærgerligt.
[Historie-online.dk, den 7. januar 2026]
