Nero - kejser i Rom
Af Carsten Gabrielsen, arkivar, Rigsarkivet.
Med denne bog har vi fået den største og mest ambitiøse biografi på dansk om Nero til dato – eller om nogen person fra oldtiden, for så vidt. Det er også i forhold til Peter Ørsteds tidligere biografi om Cæsar et meget mere omfattende værk. De langt flere sider afspejler naturligvis, at der har været en rigdom af synspunkter på personen Nero – også selv om traditionen er blevet fastlagt ganske få årtier efter hans død. Cæsar skrev selv og skabte sammen med sin adoptivsøn Augustus sit eget positive eftermæle. Andre har skabt Neros – på det grusomste. Peter Ørsted stiller i denne biografi det meget relevante spørgsmål, om det er personen eller situationen, der skaber billedet - er det Neros handlinger i enkeltbilleder eller hans politik generelt, der skaber bedømmelsen? Tacitus og Sueton har i hvert fald lagt hårdt ud med det første, men Ørsted vil nu mere end 1900 år senere gerne se de gode sider bag den blakkede facade.
Peter Ørsted har en række røde tråde i sin fremstilling. Overordnet skildrer han de private sider af en kejsers liv i forhold til de offentlige – og i Neros tilfælde den ikke helt tilfældige sammenblanding i kejserens markedsføring af sig selv og sin mission. Dernæst analyserer han de personlige forhold og problemer, som Nero møder i sit miljø, ikke mindst i forhold til moderen og til de forskellige kredse af personer, som han omgiver sig med igennem sin ungdom og regeringstid. Peter Ørsteds formål med bogen er at skabe et mere afbalanceret billede af kejseren og hans tid, der også giver plads til Neros vision om at ændre det romerske samfund – at skabe et hellenistisk inspireret monarki på republikkens basis. Endelig peger han på de ”glidebaner” - politiske, økonomiske og personlige - der bringer Neros person og regime på katastrofekurs.
Biografien er det ideelle udgangspunkt for at give et blik på et samfund og på de mennesker, der lever i det. Men som Peter Ørsted også må indrømme, så er vores viden om det privatliv, der skal give personerne karakter, ofte yderst ringe. Derfor kommer arbejdet med at give et billede af Nero til at dreje sig om at tolke de ofte spinkle og i bedste fald tendentiøse udsagn, som kilderne leverer, og det kommer til at fylde meget i bogen, fordi så mange aspekter skal inddrages og beskrives. Som den gode historiker, han er, sørger Peter Ørsted for at fremlægge de relevante kildesteder, forklare dem, konfrontere traditioner og udsagn med hinanden og bringe en masse komparativt materiale ind. Alt dette for at kunne give plausible forklaringer på de mange ellers uforståelige, umoralske, voldelige og på anden måde kriminelle handlinger, der præger de antikke forfatteres beskæftigelse med Nero.
Det er ikke mange passager hos Tacitus, Sueton og Dio Cassius, som ikke kommer under luppen i denne bog. Det giver også anledning til en utrolig omfattende beskæftigelse med alle sider af det romerske dagligliv i såvel slavehytte som palads. Det er her, at bogen nok har sin stærkeste side. Peter Ørsted er rigtig god til at få det, der egentlig er realkommentar til et kildested, til at blive et nyt afsnit, der viser nye og anderledes vinkler på det romerske samfund.
Fortælleformen bliver derfor meget bred. Hele tiden gives der en baggrund, der både er realkommentar og fungerer som common-sense-forklaring på de handlinger, som kilderne beskriver. Med de fyldige uddrag fra primært Sueton og Tacitus – både som eksempler på deres tolkninger og tendens og som en afveksling i fremstillingen – bliver læseren ført meget tæt på personerne og de handlingsmønstre, som Peter Ørsted udtolker af sit materiale. Det er spadsereturstempo, der anvendes for at give forklaring på forudsætninger, handlinger og menneskelig udvikling. Det strækker teksten, men giver enhver læser mulighed for at følge med. Det er en meget pædagogisk fremstilling, hvor de enkelte kapitlers prisværdige korthed hele tiden sørger for afveksling.
Er det så lykkedes at skabe et nyt billede af Nero? På rigtig mange områder vil den klassiske traditions billede kunne manes væk, og Nero som monster kan henvises til fabelriget. Men tegningen til et nyt billede af Nero forbliver dog lidt udvisket, fordi Ørsteds hårde arbejde med at give ham et menneskeligt ansigt til tider stiller sig i vejen for, at han når til at give en egentlig ny og sammenhængende karakteristik.
Peter Ørsteds beskrivelse af arv og miljø giver mange nye indsigter, og de politiske linier og manøvremuligheder, som han afdækker fra Augustus og frem hjælper meget til at forstå de grundlæggende problemer i det romerske samfund, og at Nero som kejser rent faktisk forsøger at løse nogle af disse problemer – om end både tøvende og i afbrudte sekvenser af arbejdsomhed. Kildematerialet giver os jo heller ikke ideelle muligheder for at opstille en psykologisk profil af kejseren – dertil er indlæggene for partiske og fordømmende. Vi står tilbage med billedet af en ung mand, der er blevet pacet alt for hurtigt frem – han bliver kejser som 17-årig – som har alt for stor tro på sig selv, men som ikke har mægtet at fastholde den arbejdsomhed og det overblik, som det kræver at regere et imperium. Peter Ørsted kalder ham ”verdenshistoriens første entertainer” og hans stædige fastholden ved den kronologiske rækkefølge viser også, at Neros overvældende popularitet i befolkningen ligger fast helt frem til de sidste år af hans regeringstid, hvor skattetrykket begynder at kunne mærkes for alvor.
Skal man finde steder at kritisere, kan man måske tage det tidlige kapitel, der benævnes ”Agrippinas fortælling”, hvor Neros moder forestilles at fortælle sin unge søn om familiens medlemmer i en form for chronique scandaleuse som bygger på Tacitus og Sueton, og er lige så uforbeholden i fremstillingen. Her kunne ønsket om at revidere synet på Nero nok godt være blevet udstrakt til at gælde fremstillingen af den øvrige families meriter. Der bruges også rigtig megen plads og mange spidsfindige rekonstruktionsmuligheder på at bortforklare Neros meddelagtighed i moderens død. Måske lidt for meget i forhold til de udsagn, der står til vores rådighed. Et enkelt sted sender Peter Ørsted Britanniens guvernør Suetonius Paulinus til øen Man i det irske hav, hvor stort set alle andre forskere – og også hans egen korttegner – er enige om, at Suetonius Paulinus blot kæmper på øen Anglesey ved den nordwalisiske kyst. Havde det første faktisk været tilfældet, kunne det have været fatalt for muligheden for at nedkæmpe det britiske oprør i år 61.
Alt i alt er det blevet til en spændende bog, der kommer vidt omkring i Neros samtid og omkreds. Bogen er godt illustreret, i et behageligt design. Og når bogen kan siges at være tung, er det på grund af papirets gramvægt – bestemt ikke på grund af forfatterens skrivestil. Den er nemlig let, mundret og meget veloplagt.
