Aasivissuit - Nipisat

I Grønland ligger et særligt sted, Aasivissuit - Nipisat, som er ca. 235 kilometer langt og ca. 20 kilometer bredt. Det ligger mellem havet og indlandsisen, og er et så specielt smukt og betydningsfuldt arktisk kulturlandskab, der vidner om menneskets evne til at tilpasse sig naturens rytmer gennem skiftende tider og kulturer.  Naturen og kulturen er helt uadskillelige her

Af Michael Koch

Taget i betragtning hvor smukt og storslået der efter sigende er i Grønland, må Aasivissuit - Nipisat være et helt specielt enestående sted her på jorden. Optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2018 har der gennem århundreder været mennesker og dyr på dette sted. På trods af det til tider meget barske vejr er hele området fra indlandsisen til kysten fyldt med fortidsminder. Der er rejst varder af sten, der er ruiner, der kan spores 4.200 år tilbage. Dengang kom mennesket til Grønland. Områdets tidlige jægere og samlere rummer en fortælling om, hvordan mennesket har udvist ekstrem udholdenhed, opfindsomhed og dyb indsigt i årstidernes rytme.

En rejse gennem de ca. 235 kilometer lange og ca. 20 kilometer brede stykke mellem indlandsisen og havet er også en rejse gennem Grønlands historie. På kysten er der spor efter fortidens bosættelser og de metoder, de brugte til at jage. I bogen er der eksempler og beskrivelser af, hvordan de brugte forskellige redskaber til at få mad og skind til at holde sig varme med. Ruinerne af tørvehusene, de boede i, står utroligt nok stadig med meter høje mure. I terrænet er der skydeskjul og mange beviser på, at de jagede med bue og pil. På de gamle bopladser har man fundet mange redskaber af ben, tand og tak, som er efterladt af de tidligste stenaldermennesker for over 4.000 år siden. Forfatterne skriver et sted, at dette område er en levende port til fortiden - til drømmelandet, som de kalder det.

Et indtryk ved kysten ud for, hvor bopladsen Arajutsisut lå. Beboerne på sådan en boplads tog taget af, når beboerne forlod bopladsen tidlig sommer, så huset kunne blive udluftet og vasket godt igennem af regn. Når beboerne tog huset i brug igen, byggede de tag understøttet af drivtømmer. Taget blev dækket af gamle konebådsskind og på toppen lagde de tørv. Det var for at isolere og holde taget fast under storm. Foto: Jens Fog Jensen

Ude ved kysten har vandet i årtusinder skuret klippeskærene og skabt et stort ø-rige med alle muligheder for at fange fisk og havpattedyr. Ind i mellem kan en besøgende lade sig overraske af en nyere glasfiberbåd mellem alt det meget gamle. Det er fangere og fiskere, der ved præcis, hvor de skal være for at skaffe mad og alt muligt andet, der er nødvendigt for at begå sig i livet her. Inde i fjorden kan man på visse tidspunkter fange den 10-12 cm lange loddefisk, som på grønlandsk hedder ammassak. Der kan i perioder være så mange, at de kan skovles op med en ketcher. De små fisk bliver tørret på klipperne og brugt om vinteren.

Rævens bløde skind var højt værdsat i en inuits traditionelle tøjproduktion, og skindene var i perioder også yderst værdifulde til salg på de europæiske markeder. Foto: Carsten Egevang.

Inde ved elvens første strømfald ligger der en boplads og en teltplads. Dette sted er opstået, fordi kajakker og konebåde skal bæres for at komme op til elven og søen. I elven fanger man ørreder, som saltes, tørres eller ryges. Dybere inde i landet ligger rensdyrsletterne. Der findes et sted, hvor renerne skal igennem en slags flaskehals, og her kan jægerne komme på skudhold af dyrene. Når vildtet er brækket og parteret, bliver det båret hjem på ryggen. Giver man sig tid, finder man en stenmur, bueskytterne gemte sig bag og et “vardesystem”, mellem hvilket renerne blev drevet af kvinder og børn. Der er også utallige skydeskjul, for uden godt skjul forsvandt dyrene i øst og vest.

Jagtarrangør og trofæjæger. Foto: Karl Jørgen Enoksen

I bogen er der også en beskrivelse og redegørelse for, hvad UNESCO’s verdensarvsliste reelt er, og hvordan området blev optaget på listen. Bogen indeholder også flere interessante jagterindringer, ligesom naturen og årstidernes klima bliver beskrevet. Naturligvis er der også et større afsnit med omkring den grønlandske madkultur gennem tiderne. Blandt andet gennemgås et festmåltid med finne af narhval, hvalhud, rosenrodblade, tang, ammassak-fisk, snekrabber, syltet ørred og tørret torsk. Enhver lystfisker må gibbe af misundelse over at læse om de fjeldørreder, der kan fanges fra juli til september.

Verdensarvsområdet er ca. 235 km langt og ca. 20 km bredt. Et stykke af indlandsisen er inkluderet, da man mener, at det var isfrit under den såkaldte atlantiske mildning for omkring 6.000 til 8.000 år siden

Der var en pudsighed, der viste sig at blive værdifuld. På en losseplads mellen tjære, emballage og mademballage fandt nogle kvinder skind fra moskusoksen. Kvinderne lagde dem i sorte plastsække, som de lukkede tæt. Skindene blev ældet og hængt op. Nu var det nemmere at få underulden frigjort, og denne meget fine uld blev til det varmeste, fabelagtige moskusgarn. Dette garn er i dag særdeles dyrt.

Det har kun været muligt at give smagsprøver på bogens utallige spændende historier og smukke billeder. Denne bog er skrevet af forfattere med en helt særlig viden om Grønland, og den var meget spændende læsning. Bogen er et virkelig interessant indblik i fortidens og nutidens Grønland på det skønne sted Aasivissuit - Nipisat. Alene billederne er en fornøjelse.

[Historie-online.dk, den 4. februar 2026]