Fredericia - 1950'erne og 1960'erne
Det er museerne og arkivernes store tid. Det er årbøgernes tid. Et mylder af artikler står i kø for at blive ”langet hen over disken”. I Fredericia har man gjort et helt bogværk til en markering af byens spændende og omfangsrige historie. Blandingen tekst og billede eller billede og tekst i en herlig krydsning. Mænd med øl og øl med mænd er en blanding, der til tider kan afskrække folk, så de kommer pænt i knibe, når de højlydt og nedladende giver deres besyv med. Sådan var det ikke tænkt, da man i sin tid opfordrede folk til at flytte til den nye by, der var tegnet ind på et stort ark. Med snorlige gader så man kunne lade kanonerne bestryge det hele. Samt dette hele tiden. De store voldanlæg, der gør byen til en af Europas største fæstningsbyggerier. De spor er markante den dag i dag.
Af fæstningsdreng Erik Ingemann Sørensen
Niels Simonsens dramatiske maleri af udfaldet og stormen på Trelde skansen ved daggry den 6.juli 1849. Danskerne var gået for tidligt op fra stranden, og måtte nu stride sig frem skridt for skridt. (sms)
Spørger man en fredericianer, hvad byen er mest kendt for, lyder det stort set unisont: 6. julidagene og festerne. Dem var der endda skrevet et eventyr om af selveste H C Andersen. Anderledes kan det vel ikke tolkes. Man kunne i samme boldgade nævne to Nobelpristagere: Henrik Pontoppidan og Karl Gjellerup, der delte denne i 1917.
Bogen igennem myldrer det med erindringsglimt. Nogle skal hentes langt tilbage. Men bogen spiller på, at et enkelt glimt kan starte processen. Næsten uanset, hvor meget eller lidt der ligger dybt nede. Der ligger en styrke i at grave erindringerne fri for efterfølgende at kanalisere dem over i de rigtige bokse. Man kan hengive sig til alt muligt andet. Pludselig er den der – og så går der ellers fortælling i de tusindvis af glimt, der er knyttet til denne eller hin person, det er og bliver en idelig jagen rundt mellem minderne.
Østerstrand er et herligt glimt. Og ikke noget med at dyppe tæerne forsigtigt – nej det var et spring ude for enden, hvor sandbunden lokkede. Og overladt til sig selv var man sandelig ikke. Bademester Clausen vidste ganske enkelt, hvem der var der. Og når han signalerede ”Op af vandet”, ja så tog man ikke lige en tur til. Desuden erindrer jeg, at vandet aldrig var koldt dengang. Overhovedet ikke.
Hvis det nu var sådan, at man ville man se noget rigtigt spændende, så tog ens far den nysgerrige knægt med ned til Industrihavnen. Her holdt vognmand Fournais med et gigantisk vognlæs. Det var resterne af årets ”høst”: en kæmpestor hval – tjæret ind for ikke at lugte. På en bette fyr som mig, var det en fantastisk oplevelse.
Og begrebet ”Østerstrand” blev ved med at dukke op. Desværre var det sådan, at lige uden for byen lå to af de helt store forurenere: Cellulosen og olieraffinaderiet. I troen på, at havet sletter alle spor, lukkede man spildevandet direkte ud i Lillebælt.
Og så var det slut med badning. Allerede på lang afstand kunne man lugte katastrofen. Ved stranden kunne man se de døde fisk drive rundt. Der var dømt ”Katastrofe” over dagen.
Det var der også for mange andre. Rundt om i omegnen måtte det ene landbrug efter det andet bukke under for udviklingen. Men den kunne tilsyneladende heller ikke skabe underværker. Det var i 1950’erne. Landbruget havde nu indtaget førstepladsen blandt de erhverv, der tjente flest penge hjem til Danmark. Og penge kom der - dog kun til en del af befolkningen. Først i slutningen af perioden var der kommet så meget industri til byen, at menigmand nu fik en stribe økonomiske muligheder. Billeder fra Bloch og Andresen, Cohrs sølvvarer og Voss’ fabrikker er med til at tegne billedet af en by i vækst. Kullemperne på kajen og værftsarbejderne på ”Værftet” var også medvirkende til, at der for alvor kom gang i processerne.
Naturligvis fulgte der noget med i kølvandet. Og det var de eftertragtede penge. ”Og har du penge, så kan du få, men har du ingen…” Viseteksten fortæller kun alt for godt, hvordan det stod til med de boligløse, dem uden penge. De kunne være heldige og få en lille bitte bolig, ingen andre ville bo i. Under disse forhold kæmpede husmødrene med at få mest muligt ud af det, de enten selv havde sparet sammen - ellers bare tro på, at kommunen ikke havde glemt en, for så kunne hestevogn holde udenfor.
Folk fik råd til bil, der kom gang i byggeriet - både i det private og i det officielle - nye skoler kom til - byggerier til de ældre - kolonihaverne skød op - ja selv sejlklubber. Arbejderbyen fik så sandelig også en golfbane, så de nyrige kunne dyrke deres passion.
Med den voksende befolkning klingede det hel pænt i kommunekassens pengekiste. Men nogen havde ”glemt at lukke døren”, og så slog den gode stat til igen: Pludselig markerede man, at det var noget skidt med de mange små kommuner - nu var det rejsen mod storkommunen, der begyndte. For Fredericias vedkommende, oplevede man at blive en ny storkommune. Af lyst. Flere ville jo gerne ind under købstaden Fredericia. Der voksede videre.
Der var gang i alt det gamle. Meget mere gavn end der kan beskrives her.
Det var der i øvrigt også i byggeriet i Købmagergade. Her renoverede man byens to realskoler: Markholt-Olesen og Grove Rasmussen. Lige op ad hinanden. I dag hedder det Fredericia Privatskole, da de nu er slået sammen.
Som gammel fæstningsdreng vil jeg gerne anbefale bogen.
Har man lyst til og mod på at gense det Fredericia, man kendte, så kan jeg kun varmt anbefale denne bog. Men giv den god tid, da læserens egne oplevelser givet blander sig.
Skidt pyt. Det er lystlæsning for nysgerrige sjæle. Og den passer fint inde under juletræet.
[Historie-online.dk, den 10. december 2025
