Menu
Forrige artikel

Politiken Historie 22

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 851

 

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

Man hører det stadig fra tid til anden: At politikere (eller andre) udtaler, at sport og politik ikke skal blandes sammen. Sporten er et særligt område, som kan bringe folk sammen, hvor man mødes i fredelig kappestrid osv. Men de samme mennesker ved formodentlig godt inderst inde, at sport og politik er blandet sammen, og det har længe været tilfældet. Man kan godt tvivle på, om det overhovedet har eksisteret, det paradisiske tidspunkt, hvor atleter dystede med hinanden som gentlemen – sagde ”tab og vind med samme sind” – og alvorligt bedyrede, at det er ikke vigtigt at vinde men at deltage – for nu at nævne nogle udsagn, der kan få én til at trække på smilebåndet.

Hvis man har haft svært ved at acceptere sammenblandingen af sport og politik, så har de seneste års udvikling sikkert fået en og anden til at ændre mening. Det drejer sig først og fremmest om omfattende korruption i IOC og FIFA for, at diktaturstater har kunnet sikre sig store idrætsbegivenheder som OL og VM i fodbold – fordi det har betydning for disse stater – Rusland, Kina, Qatar – at kunne brande sig som store nationer med idræt. Jo, idræt er vigtigt – også i politikken – og sammenblandingen råber tydeligt for enhver. Man taler om ”sportswashing” – altså sporten bruges til at vaske et beskidt regime rent – eller begrebet ”soft power”, som er meget udbredt ikke blot af diktaturstater.

Det har Politikens Historie-magasin lavet et tema om i det seneste nummer af magasinet.

Stanis Elsborg diskuterer netop forskellen mellem Sportswashing og soft power, og sporten som et effektivt politisk værktøj som i videre forstand skal skaffe et land investeringer og goodwill.

Det er klart, at et eklatant eksempel på anvendelsen af sporten på denne måde, er Nazi-Tysklands olympiske lege i 1936. Hitler var slet ikke interesseret i sport, men han kunne anvende de sportslige udøvelser som reklame for sit regime – og mange idrætsudøvere og journalister vendte hjem og fortalte, at det ikke stod så slemt til, som man ellers hørte. Nina Skyhøj Olsen har skrevet en artikel om 1936-legene, og især om hvordan jødiske idrætsudøvere skulle forholde sig til deltagelse i legene. Den boykot, som det endte med, ramte bl.a. bryderen Abraham Kurland, som ellers havde glædet sig til at vinde kampe og nok ikke gik så meget op i det politiske.

Med Thomas Heine Nielsens artikel er vi tilbage i Antikkens Grækenland, hvor de enkelte bystater brugte idræt i sammenhæng med andre ritualer og gudsdyrkelse til at fremme sit eget brand. Endelig har Hans Bonde en artikel om sportskampen under Den kolde Krig, hvor supermagterne USA og USSR kæmpede om at være bedst ved olympiske lege (hvis ikke det var lydstaten DDR, der med omfattende dopingprogrammer kunne erobre et utal af medaljer), og hvor de gensidigt boykottede hinandens lege som et led i den politiske kamp.

Det er blevet til et spændende og relevant tema om det tilsyneladende uopslidelige emne: sport og politik. Og når man så oveni får en række artikler udenfor tema, som også er interessante, så kan magasinet bestemt anbefales. Det drejer sig om en meget aktuel artikel om det franske præsidentembede, som har samlet magtbeføjelser langt ud over det, man synes skulle være demokratisk rimeligt. Dertil emner som UFOer, kontrafaktisk historie om Hitler (hvad nu hvis han var kommet ind på kunstakademiet i Wien?), Taiwan og alkymi. Jo, der er noget at komme efter!

[Historie-online.dk, den 20. april 2022]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bugatti i Danmark
Med kroppen ind i kulturen
Merckx – halvt menneske, halvt cykel