Menu
Forrige artikel

Erindringer fra Præstøbanen

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 398

 

Med over 500 billeder og 150 andre illustrationer er alene den del enestående. Hertil kommer, at en gruppe ældre mænd utrætteligt har forfulgt historien om en bane mellem Næstved og Mern i årevis. Faktisk begynder det hele med drenge på seks år, som brænder for tog og bane. Bogen viser, hvordan lokalhistorie løftes til højeste potens

Af Michael Koch

En pæn velklædt ældre herre kom forbi anmelderens adresse med en stor bog, som han dårligt kunne holde med én hånd. Det var tydeligt, stoltheden lyste ud af ham. Han var nemlig en af de ældre i forfattergruppen, som fokuseret i mere end seks år har udviklet bogen. Herren, der kom forbi, er også på billeder i bogen. Som dreng på seks år står han i baneuniform, mens kammeraten har lånt postens flotte uniform. Drengenes interesse for tog og bane blev livslang, og under utallige billeder står hans navn, for allerede som dreng tog han de billeder, der er med i bogen.

 Den ene forfatter som seksårig Foto: Ellen Petersen

I juni 1867 kom det første gang på tale, at der skulle bygges en bane mellem en række byer. I 1874 blev der nedsat en konkret komité, og der begyndte at tegne sig et billede af en bane mellem Næstved - Præstø - Mern. Dette skrevet i “grove træk” for mange overvejelser og møder skulle der til, og i bogen er der ikke udeladt den mindste detalje om denne lokalhistorie. Det er så man gyser af fryd af at se resultatet af mændenes arbejde. Billedsiden er ganske imponerende, og bogen er skrevet levende, sammenhængende og spændende - selvom det er så specialiseret stof.

Bogen giver et sjældent billede af udviklingen i et lokalområde. Vi ser, hvordan industri og handel sammen med den teknologiske udvikling først skaber behovet for en bane, for så at tage livet af den igen i marts 1961. Da har bilen, bussen og lastbilen gjort den fine gamle bane overflødig.

Det var spændende læsning om linjeføringen af banen. Her var store ting i spil. På et tidspunkt gik planerne udenom Præstø, og da det gik op for byen, at det kunne være hele eksistensgrundlaget, der stod på spil, kom borgerne på “banen” og leverede en stor underskriftsindsamling. Sporlægning og de mange daglige tog til selv et trinbræt på banelinjen betød uhyre meget for udviklingen i et lille samfund. Men i 1896 lå det fast, at Præstø fik sin bane, og en del andre små samfund kunne også se frem til opblomstring, når banen var klar. I marts 1900 var banen en realitet og i drift. Det havde taget tre år, inklusive lidt strejker og uheld. 100 arbejdere ville have arbejdstiden sat ned fra 11 til 10 timer dagligt, så de nedlagde arbejdet for at råbe bygherren op.

I bogen gennemgås turen fra Næstved til Præstø og videre til Mern fra det lille trinbræt til rigtige stationer. Der er gennemgang af bygninger og personale, statistik over gods og passagerer og andet i den stil. Det er ikke mindst interessant at læse om indbrud og hændelser på de forskellige stationer. Der eksisterede faktisk et begreb “jernbanetyve”, som var forbrydere med brækjern og mod på at åbne pengeskab og få fat i omsætningen på stationen. Dengang uden Dankort og enklere forretningsgange var det muligt at bryde ind og stjæle kontanter. En ung mand blev taget og fik fire års forbedringshus for hele 21 indbrud på stationer i et kæmpe område.

 Skinnebus holder ved Snesere station

Tappernøje Station er et eksempel på, at banen og stationen var kernen med blandt andet skole, forskole og smedje rundt om. Der var to slagtere, to bagere, to barberer, skrædder, cykelhandler, bilværksted, en brugs og en købmand, en Atol og sparekasse og landbetjent. Men i 1990 blev hovedvejen med et slag lagt øde, da Sydmotorvejen blev forlænget. Trafikken på landevejen var væk. Så visnede byens forretningsliv, og er i dag tæt på kun at have boliger.

Det er vældig hyggeligt at komme “på tur i bogen” fra Næstved til Mern fra sted til sted. Stationen i Mern kom til i 1913, ikke mindst fordi saftstationen lå her. Det var såkaldt roesaft, der blev produceret, men også sukker i perioden 1942 til 1952, fordi der ikke var rationering på netop denne type sukkersaft.

Billeder og illustrationer på de sider, hvor alle stationerne bliver gennemgået, er uhyre imponerende. Flere af de små stationer eksisterer stadig som boliger. Det er fristende med en lille sommertur i det grønne og se det, der er tilbage fra banens tid. Specielt Mern station skulle være noget særligt, efter at Vordingborg Kommune har revet gamle lagerbygninger ned og istandsat selve stationen for fire år siden.

Nu indgår ordet erindringer i bogens titel, og derfor har forfatterne valgt at udelade kildehenvisninger bag i bogen. Faktisk gør det ikke så meget, for læseren er ikke i tvivl undervejs, da beskrivelser og netop erindringer er solidt beskrevet. To af forfatterne har da også medtaget deres egne erindringer fra dengang de var drenge og unge - men reelt har tilknytningen til banen været så stor, at det blev til en livslang interesse. Søren Jørgensen må besidde et enormt arkiv med billeder og illustrationer. Billedsiden er massiv, og det har været nødvendigt ind i mellem at bruge sider til de billeder der ikke lige passede i teksten. Forfatteren har selv taget mange af dem, og det med habil hånd.

Det må have været et smukt syn, når et damplokomotiv kører gennem et snelandskab Foto Helge Mortensen

Alle årenes køreplaner er gennemgået, og der er endda scanninger af køreplaner. Dengang var der ikke timedrift men ca. seks daglige afgange tur retur. Til en bane hører også et netværk af rutebiler. Det var dengang, at en bus var et flot køretøj. Der var mange små steder i banens periferi, som skulle betjenes. Det samme gælder post og pakker. Dengang hang post tæt sammen med banen, og postforhold har sit eget kapitel i bogen. Det bringer til det næste: I sne og slud, posten skal ud. Der var ind i mellem mange forhindringer, der drillede tog og køreplan. I 1940 kørte toget fast i sneen med 300 passagerer ombord, og et par vogne blev afsporet. Det skete også, at trafikken helt blev indstillet på grund af sne, omend det var sjældent. Der er en del eksempler på, at toget på den måde ikke kom videre, før der var ryddet. Banen havde i øvrigt en stor, imponerende sneplov, som blev spændt for et damplokomotiv.

Under besættelsen var der helt specielle forhold, og det har ikke været nemt at drive en bane i den tid. Selv togbetjentens lampe på jakken var skærmet af, og man kørte med gasgenerator i lastbilmodel. Endnu mere at holde styr på for de hårdt prøvede banefolk.

Banen var ikke fri for ulykker og uheld. En ko kunne blive påkørt, og desværre kom personalet også ud for alvorlige hændelser. Der var dødsfald, påkørsler og lastbiler, der kørte ud foran toget i en overskæring. I bogen er der mange sider med respektfuld beskrivelse af det, der skete af den slags.

Materiellet, man kørte med, er også spændende beskrevet. Flot opsamling af alle damplokomotiver på banen og billeder, der viser dem. En anden slags trækkraft var motorlokomotiver. Forfatterne har fundet alt det relevante om materiellet, og hver maskine er beskrevet. Der er endda billeder af en splinterny motorvogn leveret i 1932. Imponerende. Fine hvide skinnebusser blev også leveret til banen, og de kom både fra Sverige og danske Scania.

Godsvogne og personvogne er et stort kapitel, ligesom banens folk og andre omkring banen er hyggeligt omtalt. Det samme er udflugtstog og festligheder. Bogen runder af med utrolige billeder af hele strækningen og har et hav af detaljer med.

Denne bog hører til den gruppe af bøger, hvor det enorme arbejde med research og søgning i arkiver bliver omsat til en læsevenlig bog. Lang tids arbejde med arkivkasser i lokalarkivet bliver til få linjer i bogen. Knap 500 bogsider blev det til, og jeg er sikker på, at forfatterne har måttet lægge sig i jern for at begrænse sig. Deres viden er enorm, og deres evne til at søge de spændende historiske dokumenter, referater og avisartikler har skabt en bog, der i en optimal verden skulle være pensum for unge mennesker. I stedet kan anmelderen glæde sig over boges mange mange herlige fortællinger. Måske netop at skulle begrænse bogen til under 500 sider har gjort, at den virker færdig og helstøbt. Bogen kan varmt anbefales til alle med interesse i lokalhistorie og tidstypisk rejse gennem tiden fra før 1900 til slutningen på banens virke i 1961.

[Historie-online.dk, den 26. juni 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Danmarks flyvehistorie
Smugleri, skippere og langfart
Store Nordiske