Menu
Forrige artikel

Bjørnø før og nu

Kategori: Bøger
Visninger: 1494

 

Af Pia Mandalia, historiker

Kom med på en spændende opdagelsesrejse til Bjørnø, en lille ø i Det Sydfynske Øhav, og hør personlige beretninger om opvæksten og vilkårene på en småø fra 1930’erne og frem til i dag. Bogen indeholder alt fra de praktiske aspekter af ølivet til filosofiske tanker om livet på en småø, krydret med oplevelser af b.la. Isvintre og rævejagt. Bogen henvender sig til dem, som er interesseret i, hvordan livet på en småø ser ud og har set ud.

Inger Munksgaard er uddannet cand. mag., og i denne litterære debut tager hun læseren med på en rejse til øen Bjørnø, både som den er i dag, men også igennem personlige beretninger tilbage til traditionerne og vilkårene, som engang satte rammerne for øens liv.

Bogen starter med sejlturen til øen. I dette kapitel kan læseren tydeligt fornemme hyggen ombord på færgen Lillebjørn og den særlige stemning, som indrammer livet på en småø. Senere i bogen beretter Munksgaard om de færger, som gik forud for Lillebjørn, og herved giver hun læseren et indblik i et vigtigt vilkår for ølivet, nemlig muligheden for at nå fastlandet og passe skolegang og arbejde der. Inden denne mulighed bød sig, havde Bjørnø sin egen skole, og det største erhverv på øen var landbrug. Med Evald og Jørgen, som tilhørte den generation, hører vi som læsere om, hvordan livet uden for øen først blev aktuelt, når de unge mænd skulle ud og tjene på andre gårde eller skulle aftjene værnepligt.

Med bogens næste beretning om Kirsten, øens caféejer, som voksede op med Evalds børn, hører vi om en barndom, hvor der var større kontakt med fastlandet. For Kirsten var det almindeligt at have venner forbi øen, særligt i ungdommen hvor øens teenager havde deres egen lille klub som samlingspunkt. Kirsten fortæller både om sin egen opvækst og om sine børns. Det, som hun særligt fremhæver, er friheden til at lege hvor som helst, og voksne som i fællesskab tog sig af børnene på øen.

Sammen med beretningerne om opvækst og levet liv, beriger de personlige beretninger også med eksempler på alle de tjanser, som øboerne i fællesskab og hver især tager sig af. Det drejer sig om jobbet som skraldemand, som Leif beretter om og rollen som sognefoged, som Kirsten har påtaget sig. Endvidere hører vi om øens nyere erhverv som vingården, Eva driver, og det nystiftet økolandbrug som Jonas, en ung tilflytter, har kastet sin kærlighed på. Alt i alt giver bogen en grundig indføring i alt, hvad ølivet kan byde på og tilbyde.

Inger Munksgaard har skrevet en letlæst bog, fyldt med gode anekdoter og praktisk viden. Hun har omhyggeligt fundet alle kilder, som omhandler Bjørnø og indsamlet personlige beretninger, som giver liv til fortællingen om Bjørnø. Oveni skriver hun informativt, livligt og engageret. Sammen med den veldokumenterede historie har Munksgaard med bogen vist, hvordan sammenholdet og viljen til at hjælpe hinanden er afgørende for, at hverdagen fungerer på en småø. Jeg giver bogen min varmeste anbefaling.

[Historie-online.dk, den 31. oktober 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Københavnerliv
Københavns forunderlige historie
Den tapre Landsoldat - Fredericia 1858-2008