Menu
Forrige artikel

Piet Hein

Kategori: Bøger
Visninger: 1482

 

Af Michael Koch

Første samlede biografi om Piet Hein baseret på det enorme materiale, som Piet Heins søn Hugo Piet Hein gennem 30 år har sorteret og katalogiseret

Et studie i æstetik. I smukt bind og elegant design. Bogen ville sikkert tiltale Piet Hein. Han ville garanteret sætte pris på det enorme forarbejde og produktionen af det store værk.

Det er første bind at to. Angiveligt første biografi om designeren, kunstneren, forfatteren, digteren, tegneren og opfinderen Hein. En biografi om en mand med så mange titler og facetter kræver sin bog og hvilken bog!, hele 551 sider og det er endda kun halvdelen. En ren mursten som indeholder alt om Piet Heins unge år fra 1905 til 1956. Borberg har før skrevet en omfattende biografi. Hans værk om Storm P var også meget stort med knap 700 sider. En i øvrigt fremragende bog om Storm P.

For omkring seks år siden tog forfatteren Peter Borberg kontakt til Piet Heins søn, som bestyrer det enorme arkiv, som Piet Hein har efterladt. Det har givet Borberg en helt speciel mulighed for at skabe en tidslinje for Heins unge år. Det store arkiv har givet materiale til hele rejsen gennem Heins tidlige liv med alt fra han kunstneriske arbejde, hans opfindelser, Kumbel, Gruk og meget meget mere.

 Kumbel Kumbel stod som forfatter på den første GRUK samling fra 1940. Pseudonymet var efterhånden et reklamenummer, som skulle forstærke fascinationen af den nye digter

Mange kender meget af hans produktion, og han har fascineret generationer med sine digte og den øvrige ret omfattende produktion. Heins privatliv er en helt, helt anden sag. Det har han dygtigt værnet om og holdt befolkningen og internationale, begejstrede tilhængere meget ude fra. Privatlivet var til tider kaotisk, og han så at sige fyldte rigtigt meget i sin “omgang” med de mennesker, der ellers gerne ville være tæt på Hein. Et eksempel er Tove Ditlevsen. Hein var ikke det bedste venskab for den sårbare forfatterinde.

Ditlevsen var langt fra den eneste kendte person i Heins liv.  Hans privatliv talte også mange videnskabsmænd, politikere, kunstnere og ikke mindst skuespillere. Hans store forbillede var Albert Einstein, men også Niels Bohr, Karen Blixen, Erik Scavenius, Charlie Chaplin og flere andre var en større eller mindre del af Heins liv.

Piet Hein sagde engang i et interview: “Når man har glemt sin fyldepen, forlagt brillerne og ikke kan huske hvor man har papiret, så er øjeblikket inde til at skrive sine erindringer”. Gennem årene var der flere forlag, der henvendte sig med henblik på at få ham til at udgive sine erindringer. Det har sikkert været ganske oplagt, for hans arbejder blev allerede dengang set som noget særligt, og han kunne mange steder på jorden ses i selskab med de før nævnte personligheder.

Piet Hein var i tvivl om, han selv skulle skrive. I 1971 sagde han: “Jeg kender mennesker som kan snakke i timevis om, at de aldrig spiser spegepølse, eller om de gør det. De syntes, at det bliver interesant i sig selv, fordi det er dem selv, det handler om”. Han var skeptisk overfor store litterære værker, og han fortalte, at det derfor aldrig var blevet til noget.

 Piet Hein var særdeles bevidst om sin fremtoning. Alt var nøje indstuderet i ethvert billede

Nu er den første del af Piet Heins liv skrevet af Peter Borberg. Og det var med spænding, at bogen blev taget under behandling, ikke mindst på grund af det store indtryk som Storm P bogen efterlod. Det er spændende at komme “ind på besøg hos sådan et specielt menneske, som kan så mange forskellige ting”. Men det er også lidt specielt at være på sidelinjen til Heins til tider krukkede facon, og han har med garanti ikke været nem at omgås. Han satte sig selv overordentligt højt.

Men sjovt er det at læse bogen. Det er ikke mindst Peter Borberg, der gør det muligt. Jo, nok har han sammensat bogen og dermed gjort det muligt, men den er skrevet “legende let”, så man som læser har interesse i at fortsætte - og hvis ikke det var tilfældet, så var 551 sider med en ganske selvoptaget mand sikkert en stor mundfuld.

Læseren skal nok have vis portion interesse i Piet Heins arbejde, hans værker, bøger og mange, mange andre spændende ting, og en ret stor nysgerrighed i at lære det meget specielle menneske at kende bag glansbilledet, bag teatertæppet. Døm selv, indpakningen er særdeles delikat.

 En velkendt streg. Gennem Heins liv var det nemt at kende hans værk

[Historie-online.dk, den 14. februar 2024]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Hitler. Kun hele verden var nok
De danske førere
Skurke & helte