Menu
Forrige artikel

Aarhus - ind i mellem

Kategori: Nyheder og aktiviteter
Visninger: 1112

 

Oplev årets studenterudstilling 'Aarhus - ind i mellem', der er skabt af 55 antropologistuderende fra Aarhus Universitet.

Med udstillingen inviterer de antropologi-studerende museets gæster til at opleve seks forskellige udsnit af Aarhus, som sætter hverdagslivet i et nyt lys. Udstillingen opfordrer til at dykke ned under vandet, op igennem byen, bag om kulissen og ud i natten.

Hvert år arbejder antropologistuderende på 4. semester på Aarhus Universitet sammen med Moesgaard Museum om at skabe en udstilling i museets udstillingslaboratorium. I år har de studerende fået “Aarhus” som overordnet tema. I udstillingen Aarhus – ind i mellem bliver gæsterne præsenteret for alt fra naboens lyde gennem væggen til liv under vandet. Indholdet tager udgangspunkt i etnografisk feltarbejde udført forskellige steder i Aarhus.

Gæster på Moesgaard får blandt andet et indblik i Aarhus’ blinde vinkel og mærker på egen krop, hvordan synshæmmede personer bevæger sig rundt i Aarhus. Man bliver også præsenteret for forskellige visioner for byggeri, og hvordan byggeriet i Aarhus påvirker forestillinger om fremtiden. Derudover bliver de besøgende ført ned til havnen for at opleve et interessefyldt landskab, der eksisterer både under og over vandet. På et af Aarhus’ mange spillesteder bliver gæsterne introduceret til livet som frivillig bag kulissen, hvor de kommer med bag baren og mærker kræfterne, der driver Aarhus’ musikscene. De kan fortsætte videre ind i Aarhus’ natteliv, hvor udstillingen fokuserer på det liv, der leves, mens aarhusianerne sover. Desuden inviteres museumsgæsterne ind i et hjem, hvor de kan lytte, se og læse om de mange måder, naboskabet lever mellem væggene.

Udstillingen Aarhus – ind i mellem på Moesgaard Museum indeholder desuden interaktive elementer, som aktiverer både børn og voksne og inviterer gæsterne til at opleve med alle sanser.

De studerendes udstilling kan opleves frem til søndag 22. oktober.

[Historie-online.dk, den 30. august 2023]

Forrige artikel
Se relaterede artikler
BLIV SUPERFORSKER I MOMULAB
Rejsen til Europas kulturarv
Vikinger i krig